Den vigtige læsestund | Odense Bibliotekerne

Den vigtige læsestund

Foto: Den vigtige læsestund

Animationsfilmen ”Den vigtige læsestund” giver dig en række enkle greb, som du nemt kan bruge – også i en travl hverdag. Bliv klogere på hvad du kan gøre lige her


Vi ved det. Forskningen har fortalt os det, og vi har talt om det i årevis. Læsning stimulerer fantasien og den kritiske sans.

Læsning er med til at udvikle empati, og den skærper koncentrationen samt din evne til at fokusere. Den hjælper dig til fordybelse og med din evne til at tilegne dig ny viden. Med andre ord: Det er vigtigt at kunne læse! Og forudsætningen for at blive en god læser er at finde glæden ved at læse.

De nyeste undersøgelser viser deværre, at børns læseglæde daler, jo ældre de bliver. Undersøgelserne viser også, at forældre spiller en helt central rolle og er afgørende for, om deres børn får lyst til at læse, og om de lykkes med at knække læsekoden.

 

Styrk dit barns læselyst med 10 simple greb

Animationsfilmen "Den vigtige læsestund" giver forældre til børn i alderen 5-9 år 10 tips til, hvordan læseglæden kan spire frem - også i en travl hverdag.

Samtidig har filmen det vigtige budskab, at forældre altid kan få hjælp til at finde lige præcis den litteratur, som deres barn har brug for ved at spørge i dagtilbuddet, på skolen eller på det lokale bibliotek.

 

10 tips til at styrke dit barns læseglæde

1. Læs højt for dit barn – også når barnet godt kan læse selv. Eller sæt strøm til bøgerne og lyt til lydbøger sammen med barnet. Læsning er ikke kun med øjnene.

2. Børn gør som voksne. Så vær et forbillede for dit barn: Læs og tal om litteratur, som du selv læser/lyttelæser.

3. Gør bøger tilgængelige mange steder i hjemmet. Gerne mange bøger og forskellige slags.

4. Find bøger, der passer til barnets interesser og alder/niveau.

5. Tal om de bøger, som I læser/lytter. Spørg for eksempel:
          • Var der noget, du særlig godt kunne lide?

          • Var der noget, du ikke brød dig så meget om?

          • Var der noget, der undrede dig?

          • Kom du til at tænke på andre bøger, du har læst, film, du har set, eller noget, du selv har oplevet?

6. Leg med litteraturen: Besøg et vikingecenter, hvis I læser om vikinger. Bag pandekager som Rasmus Klumps mor. Byg en monsterfælde som Vitello.

7. Skab en tradition og tilrettelæg hyggelige læsestunder. Sæt tid af til at læse og prioritér denne tid.

8. Hav en fast biblioteksdag med jævne mellemrum.

9. Brug lydbøger til at skabe fælles oplevelser, f.eks. når I kører tur i bilen.

10. Find inspiration i børnehaven, på skolen, i SFO’en og på dit lokale bibliotek.

 

Nationalt samarbejde bag initiativet

Bag animationsfilmen ”Den vigtige læsestund” står 12 folkebiblioteker og kommuner: Herning, Hjørring, Holbæk, Holstebro, Ikast-Brande, København, Næstved, Odense, Syddjurs, Vesthimmerland, Aarhus og Viborg. Viborg Bibliotekerne og Børn & Unge i Viborg Kommune har taget initiativ til projektet, som er støttet af Viborg Kommunes animationspulje.  

Alle har arbejdet ud fra et ønske om at sætte fokus på forældrenes vigtige rolle i relation til børn og læsning. Et ønske om at inspirere forældre og informere om, hvor de kan hente hjælp og vejledning. Filmen er skabt i et bredt samarbejde med inddragelse af både biblioteksformidlere, læsekonsulenter og andre fagligheder fra skoleområdet i krydsfeltet mellem institution, skole og fritid. 

Idéen til filmen ”Den vigtige læsestund” er blevet til i Viborg Kommune, hvor Viborg Bibliotekerne og Børn & Unge gennem de senere år i fællesskab har sat ekstra spot på børns læseglæde og læsekultur.

 

 



Af: chgem

Udgivet: Onsdag 25. oktober 2023 • Opdateret: Torsdag 14. marts 2024

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier