Musikbibliotekets fem fede festivalkoncerter | Odense Bibliotekerne

Musikbibliotekets fem fede festivalkoncerter

Foto: Colourbox.com

Sommeren er over os, og sommer er lig med festival. Odense Musikbibliotek giver i denne artikel fem bud på koncerter, som er værd at besøge på årets festivaler.


I de kommende måneder bliver store, øde områder i det danske land forvandlet til menneskehave, hvor der befinder sig en helt specielt stemning. Det er en blanding af forventning, fest og en snert af træthed. Det lugter af drinks, støv og urin. Og på en eller anden måde bliver den sammenkogte ret af indtryk – som man isoleret set måske ikke ville elske – til noget helt magisk, som findes til de danske sommerfestivaler. 

Vi har valgt at markere den kommende festivalsæson ved at udvælge fem kunstnere, som er interessante at se til sommer. Fordi vi er SÅ glade for at sende vores første månedlige nyhedsbrev ud og fordi vi glæder os til sommeren, er der ingen kriterier ud over at det skal være en koncert, der finder sted i år.

Danmark skulle efter sigende være et af de lande med flest festivaler pr. indbygger, så når vi kun anbefaler fem koncerter, betyder det også, at mange festivaler slet ikke bliver nævnt og vi må skære mange darlings fra. Vi undskylder på forhånd til de ”glemte” kunstnere og festivaler. Vi elsker jer stadig.


Baest – Smukfest (Anbefalet af Simon)
Smukfests musikalske identitet er i grove træk danske kunstnere, som spiller radiovenlig musik. Der er dog to klare udstikkere fra normen: Det legendariske trash metalband, Megadeth, og det største danske dødsmetalband for tiden, Baest. 

Er du alligevel på festivalen, så sæt lige et kryds ud for Baest, lørdag kl 22:45 i teltet. Selvom du ikke er til dødsmetal – og det er mit bud, når du er til Smukfest – så har bandet, og især frontmand Simon Olsen, en fed energi på scenen, som smitter helt ned på bagerste række. Der findes en helt fantastisk optagelse på Youtube, hvor de optræder til Gaffa Awards i 2018 til publikums noget delte reaktioner. Start med at høre "Crosswhore", som er et decideret mesterværk af en dødsmetalsang med riffs trukket op fra helvede, en sønderrivende vokal og en fantastisk dynamik. Kan du høre bare lidt af idéen med dødsmetal i det nummer, skylder du dig selv at se Baest live.


Fatoumata Diawara – Copenhagen Jazz Festival (Anbefalet af Jens)
Et af årets hovednavne til Copenhagen Jazz Festival, Fatoumata Diawara, bør pirre de flestes interesse. Hendes musik er et vildt spændende bud på hvad jazz er, og jeg kan blot henvise til at tjekke hendes plader ud. På hendes album ”Fenfo” fra 2018, skal man ikke ret mange sekunder ind i musikken, før det bliver tydeligt hvor energisk og mægtig denne musik er. Uden tvivl vil det være en helt unik koncertoplevelse – I musikken finder vi både rockede, jazzede og afrikanske noter som i kombination med hendes stærke sang og guitar gør det hele stemningen omkring musikken helt særlig. Vestafrikansk ørkenrock til en jazzfestival? Det kan da ikke andet end at vække ens indre musiknørd. Det er desuden første gang hun besøger Danmark.

Jens har skrevet en artikel med gode råd, hvis du er nysgerrig på Copenhagen Jazz Festival. Læs den her.


The Dead South – Tønder Festival (Anbefalet af Claus)
Skulle sommerens vej rundt i festivallandskabet føre dig til Tønder Festival, så vil jeg blandt de mange ekstremt gode og spændende bands på festivalen alligevel mene, at du skal opleve bandet The Dead South live.

The Dead South er en god blanding af bluegrass og folk og så er de vildt gode til at skabe en fed stemning blandt publikum, som man nærmest automatisk bliver suget med i. Jeg har selv haft fornøjelsen at opleve dem på Musikhuset Posten for nogle år tilbage, og det står som en meget ikonisk koncertoplevelse, jeg ikke kommer til at glemme.


Jacob Stegelmann & Aarhus Symfoniorkester – Copenhell (Anbefalet af Simon)
Endnu en afstikker, og så alligevel ikke. Copenhell vil gerne være en festival for nørder, og har et område, Copenhell Con, som er dedikeret til tegneserier, spil og fantasy generelt. Jacob Stegelmann – den legendariske vært fra Troldspejlet og alle danske nørders godfather – præsenterer og giver baggrundshistorie om soundtracksene til nogle af de største fantasy og horror-franchises i historien. Selve musikken bliver spillet af Aarhus Symfoniorkester, og det må den indre nørd ikke gå glip af. Det er en stor oplevelse at høre et symfoniorkester spille, og når man endda kender musikken i forvejen, men måske kun har hørt det på et par tarvelige højttalere, bliver det løftet op på et endnu højere plan. Jeg har selv set versionen, der udelukkende handlede om spilmusik, i DR Koncerthuset, og det var en mindeværdig oplevelse. 

Denne koncert er en oplagt mulighed for at hvilet ørene og undgå metaltrætheden. Så kan du tage i Smadreland bagefter, hvis det bliver lidt for finkulturelt til dig.

Ukendt Kunstner – Roskilde Festival (Anbefalet af Simon)
Jeg ville gerne have en hip hop-kunstner med på listen, og den oplagte kandidat var Kendrick Lamar, som også kommer på Roskilde. Han er dog jævnligt i Danmark, så det er ikke helt så specielt, som en verdensstjerne ellers kan være. Så dukkede Ukendt Kunstner op. De er vågnet fra døden efter 7 års pause med et helt nyt album, og ikke nok med det så lukker de hele festivalen med deres første koncert i år. Det bliver helt sikkert en stor koncert.

Ukendt Kunstners musik emmer af nattens mørke i storbyen. De tunge beats akkompagnerer Hans Philips rytmiske rap og autotunede sang i omkvædene. Men selvom musikken er mørk og lyrikken melankolsk, vil de uden tvivl sætte gang i festen live, hvor især ”Stein Bagger” er et kæmpe nummer fra deres hånd.
 

Er din yndlingskunstner- eller festival ikke nævnt her, så skyldes det ikke modvilje fra os. Vi modtager gerne højlydte klager inde på vores Facebook-side, hvor vi sammen kan snakke om den kommende sommer i musikkens tegn.

 

 



Af: siela

Udgivet: Onsdag 24. maj 2023 • Opdateret: Tirsdag 6. juni 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier