5 flasker rødvinsmusik til en hyggelig aften | Odense Bibliotekerne

*Lyden af en proptrækker, der hiver en korkprop op af flasken*

Aah, så skal der hygges.

*Rødvin, der skænkes op i et smukt glas*

September måned repræsenterer efteråret i kalenderen. Du får ikke længere gæsterne på besøg til champagne, jordbær og grill, men til stearinlys, bøf og rødvin. Mørket sænker sig om aftenen, og nu kommer det store spørgsmål: Hvilket musik skal sættes på afspilleren? Det må gerne være lidt lækkert, det skal også kunne køre i baggrunden uden at støje alt for meget og – vigtigst af alt – skal det vise, at man lige kender det lidt finere musik.

Vi har valgt at sætte den type musik ind under begrebet rødvinsmusik.

Hvordan vi herfra har fortolket det, bevæger sig lidt i forskellige retninger. Det spænder fra det rent stemningsskabende musik til musik, der har en væsentlig mere sensuel tilgang. Så tænk lige over, hvad du vil sætte på af vores anbefalinger, inden du inviterer svigerfar og svigermor forbi.

Gabriel Fauré (Anbefalet af Katrine)
Når vi bliver mødt med udfordringen at anbefale ”rødvinsmusik”, i betydningen ”finere og mere sofistikeret musik”, er det mit held som klassisk musikbibliotekar, at al klassisk musik jo fandeme er ”rødvinsmusik”. Har du arrangeret vinsmagning med kollegaerne, herreaften med brætspil, cigarer og Chateau Mouton, eller candle-light-dinner med din udkårne, er du allerede forud på point, hvis du sætter klassisk musik på. ALT er næsten gangbart i denne kategori (OBS! Ikke Johann Strauss’erne! Wienervals er fantastisk, men det er også den klassiske musiks dansktop og meget mere champagne end rødvin). Men nuvel: Hvis jeg skal anbefale musik, som jeg lige nu synes er særligt ”rødvinsegnet”, så lad os tage til et land, hvor man i hvert fald har forstand på rødvin.

Jeg vil anbefale musik af den franske komponist Gabriel Fauré, hvis rødvinsforbrug jeg ikke specifikt kender noget til, men der var i hvert fald cigaretter og damer og uægte børn nok til, at vi må formode, at der har være vin inde over. Et godt værk at begynde med kunne være den firhændige klaversuite Dolly, hvor særligt åbningssatsen ”Berceuse” er uendeligt forførende. Eller den spanskinspirerede Pavane, som findes i både versioner med og uden usynligt kor. Den uimodståelige ”Sicilienne” fra skuespilmusikken til Pelléas og Mélisande, er let og dansende og mysterioso. Og hvis den sofistikerede aften går efter planen, og man har mod på noget mere alvorligt, kan man vove sig ud i den store, fortrøstningsfulde dødsvuggevise, Requiem.

Peter Sommer – Elskede at drømme, drømmer om at elske (Anbefalet af Simon)
Det er meget udenlandske kunstnere, der bliver anbefalet her, så jeg gav mig selv et lille benspænd: Det skulle være en dansker, der havde lavet dette album. De viste sig stadig at indeholde mange muligheder. Så hvad, hvis det nu skal være dansksproget? Ja, så landede jeg altså på Peter Sommer.

Hr. Sommer har mange udtryk i sit meget Sommerske univers af ordspil og hverdagsfilosofier. I Elskede at drømme, drømmer om at elske møder vi en forelsket Sommer – 5 år efter det hjerteskærende skilsmissealbum Alt Forladt. Det er ikke den brusende, ungdommelige forelskelse, men en voksen kærlighed, hvor alle følelsesnuancerne mellem hengivenhed og tvivl eksisterer sammen. Albummet er tilbagelænet, livsklogt og enormt rødvinsvenligt. 

The Necks - Open (Anbefalet af Niels)
For en del år tilbage oplevede jeg en koncert med den australske trio The Necks på Jazzhouse i København. Tre australske jazzmusikere som improviserer og formår at skabe et yderst intenst og gennemført lydunivers. Deres hovedværk er albummet Open (2013); et 68 minutter langt kontinuerligt lydværk, der bevæger sig gennem landskaber af jazz og ambient på sin helt egen meditative og minimalistiske facon. Da Brian Eno udviklede genrebegrebet ”ambient” beskrev han det som musik, der kan tilrettes mange niveauer af lytteoplevelser: Ambient er ligeså ignorerbar, som den er interessant. Det er lige præcis det udtryk som The Necks formår med deres mesterværk Open.

Cannonball Adderley – Cannonball’s Bossa Nova (Anbefalet af Jens)
En personlig favorit må være Cannonball Adderley’s Cannonball’s Bossa Nova fra 1962. Det er en stjernespækket plade og med denne på anlægget er der i den grad basis for en våd aften! Cannonball Adderly spiller helt forrygende på denne plade, der er fart over feltet og masser af fede energiske soloer, som kun han kunne spille dem.

Portishead – Dummy (Anbefalet af Simon)
Tunge, slæbende hip hop-beats, en fremragende Beth Gibbons i front og en snert af jazz. Dummy oser af sofistikeret klub, hvor cigarrøgen er tung, dresscoden er galla og alle har et glas rødvin i hånden. Stemningen brydes af beskidte breakdowns, som sætter kontrasterne på spidsen og giver plads til stilheden imellem.

Det bliver ikke meget mere cool end Dummy. Det er sådan musik bliver, når artisterne tør bare at være der. De behøver ikke blære sig med en liret guitarsolo. Der behøver ikke være et hurtigt nummer, hvor der sparkes gang i festen. Det er tungt, langsomt og sexet hele vejen igennem.

Hvis lytteren skænker et glas rødvin til sig selv og lader sig henføre af musikken, er Dummy massage til øregangene.