And the Oscar goes to... - 2023 | Odense Bibliotekerne

Intet nyt fra Vestfronten/Im Westen nichts Neues: Musik af Volker Bertelmann

Volker Bertelmann er bedre kendt under sit professionelle alias Hauschka og har igennem de seneste årtier delt sin tid mellem at udgive elektronisk, ambient musik og skrive musik til film. Han benytter sig ofte af det ’præparerede’ klaver, altså almindeligt klaver eller flygel, hvor musikeren altererer instrumentets lyd ved f.eks. at lægge læder, elastikker eller filt under strengene, beklæde hamrene med sølvpapir, eller strø små skruer ud over klangbunden. Bertelmanns brug af den form for lyddannelse har givet ham en helt unik stil, der på én gang er minimalistisk og eksperimenterede. Og hans musik til Edward Bergers nye filmversion af Erich Maria Remarques klassiker Intet nyt fra Vestfronten lyder da heller ikke som noget andet; vi befinder os i gråzonen mellem musik og reallyd. Tematisk er musikken båret af en enkelt, abrupt treklangsbrydning spillet på et forvrænget og forstærket harmonium: En brutalt udhamret, brudt molakkord, der bevæger sig fra grundtone til terts til kvinten under grundtonen. I tråd med filmens kompromisløse skildring af krigens meningsløshed og nådesløse brutalitet er her ingen skønne harmonier eller velklingende ledemotiver. Her er disharmoni, knirkende lyde, hvinende strygere og fremmedartede, elektroniske effekter, som kaster os ud i et ukendt lydterritorium, der afspejler stakkels 17-årige Paul Bäumers oplevelser i de skyttegrave, som han troede var den direkte vej til hæder og heltestatus.

Det er ekstremt effektiv og sindssygt ubehagelig musik, og det er set før, at Hollywood kaster priser efter rockmusikere, der laver lydspændende filmmusik, f.eks. da Trent Reznor og Atticus Ross vandt en Oscar for deres soundtrack til The Social Network i 2011 og Jonny Greenwood i hvert fald blev nomineret for musikken til sidste års The Power of the Dog (og vandt en Critics’ Choice Award for Paul Thomas Andersons There will be blood i 2008). Mit gæt er, at den ikke vinder – simpelthen fordi dens konkurrenter er for stærke – men hvis Intet nyt fra Vestfronten render med prisen for bedste musik i år, bliver jeg glad helt ind i sjælen over, at man således præmierer den eksperimenterende (og tyske), subtile indsats for ’ny lyd’.

Everything Everywhere All at Once: Musik af Son Lux

Flere rockmusikere, der potentielt kan ende med statuetten for bedste musik i hånden, og dette hold bliver svært at komme udenom: Den eksperimentelle, elektroniske post-rock-trio Son Lux har fået til opgave at lægge musik til, hvad der skulle vise sig at blive den uomgængelige storfavorit og syrede publikumsdarling: Daniel Kwan and Daniel Scheinert (’The Daniels’)’s Everything Everywhere All at Once formår med så absurde virkemidler som paralleluniverser, pølsefingre, dildoslåskampe, undertekstede sten og den store ”Everything Bagel” at på én gang forvirrede publikum totalt og få fortalt dybe, eksistentielle sandheder om livets magi og kærlighedens væsen. Det er fremragende og dybt original filmkunst, og filmen er nomineret til 11 Oscars, heriblandt bedste film, bedste instruktør(er), bedste kvindelige hovedrolle (Michelle Yeoh i sit livs præstation), bedste mandlige birolle (Ke Huy Quan, som jeg bryder stortudende sammen over af lykke, hvis han vinder), bedste kvindelige birolle (både en uforlignelig Jamie Lee Curtis og den relativt ubeskrevne, men suveræne Stephanie Hsu), bedste originalmanuskript, og så altså både bedste musik og bedste sang – sangen ”This is a life”, som Son Lux også står bag i samarbejde med den japansk-amerikanske forsanger Mitski og Talking Heads-frontfiguren David Byrne.

Med en film, der både hedder og handler om ”alting overalt på én gang” er der åbenlyst lagt i kakkelovnen til et bredtfavnende soundtrack. Og Son Lux, bestående af grundlæggeren Ryan Lott, guitaristen Rafiq Bhatia og trommeslageren Ian Chang, maler da også med den brede pensel her. Her er store, overrumplende orkesterbrag, stilfærdig kammermusik, industrial rock, citater af klassisk musik (Debussys "Clair de lune" dukker op flere gange), gamle folkeinstrumenter, kvindekor, tusindvis af elektroniske effekter, et sødmefuldt mor-datter-tema for soloklaver og flere gæsteoptrædender: Jeg har nævnt Mitski og David Byrne, men undervejs støder vi også på en fløjtespillende André 3000, Randy Newman, sangerinden Jane Lui under kunstnernavnet SURRIJA og den amerikanske kammersekstet yMusic. ’The Daniels’ har med vilje bedt de tre medlemmer af Son Lux om at gå til opgaven både som gruppe og som individer, de arbejdede på musikken i næsten tre år, og det må siges at være lykkedes trioen at skabe et i sjælden grad eklektisk soundtrack, der både bidrager til filmens forvirrende og syrede plot og hjælper til med at binde historien sammen. Så mit bud er absolut, at årets musik-Oscar kommer med Son Lux hjem, og det vil også i min optik være fuldt ud fortjent.

The Fabelmans: Musik af John Williams

John Williams er velsagtens den største filmkomponist i universets historie, og det er næppe nødvendigt at opridse alle de udødelige klassikere, han står bag. I flæng kan nævnes musikken til Star Wars-sagaen, Dødens Gab, Superman, E.T., Indiana Jones-filmene, Jurassic Park, Schindler’s Liste, Saving Private Ryan og de første tre Harry Potter-film. Og vi har stadig kun kradset i lakken. Williams må nærmest have ladet en tilbygning opføre for at have plads til alle sine priser: Med 53 Oscar-nomineringer er han historiens næstmest nominerede person (efter Walt Disney med 59), og selvom han ”kun” har vundet fem gange, skal Oscar-hylden altså dele pladsen med tre Emmy’er, fire Golden Globes, 25 Grammy’er, syv BAFTA’er – og listen fortsætter. Der kan ikke sættes superlativer nok på den herre, hans indflydelse på flere generationer af filmmusikkomponister er indiskutabel, og det vil være et rørende øjeblik at få lov at opleve den 91-årige mester holde takketale på scenen i The Dolby Theatre. I år markerer 50-året for hans samarbejde med Steven Spielberg, som han har arbejdet sammen med om ca. 30 film, og Williams selv har bebudet, at den femte Indiana Jones-film, Indiana Jones and the Dial of Destiny, som rammer biograflærrederne til sommer, bliver hans sidste (selvom han muligvis senere trak lidt i land).

Når det så er sagt, så synes jeg helt klart ikke, at det er en Oscar-indsats, Williams leverer her. Det er et sødt, lille, klaverbårent ’score’ med et rørende, gennemgående tema som ledemotiv for vores unge hovedperson – The Fabelmans er Spielbergs delvist selvbiografiske dannelseshistorie. Hovedpersonen er den jødiske dreng Sammy, der forelsker sig i filmmediet og i løbet af sin barndom og ungdom skaber små film, der hjælper ham med at både afdække og overkomme problemer i familien og med skolekammeraterne. Den musikalske illustration af denne utvivlsomt ekstremt søde og rørende historie – filmen får først premiere i Danmark den 23. marts 2023 – er hørt mange gange før. Randy Edelmans musik til Mens du sov, Alexandre Desplats til Kongens store tale og John Williams’ egen til Stepmom og Alene hjemme lyder meget derhenad, så hvis man elsker disse soundtracks, vil man også elske The Fabelsmans-musikken. Og man kan også anskue The Fabelmans-musikken som en fin, lille epilog over et filmkomponistliv, der har affødt heroiske marcher, episke slag og det store, romantiske sus. Men indsatsen er i Oscar-sammenhæng for lille efter min mening. Hvis John Williams ikke kan få en Oscar for The Empire strikes back – og den lader vi lige stå et øjeblik! – så skal han altså heller ikke vinde én for denne her. Soundtracket har en varighed på en god halv time, og heraf er der afsat plads til tre små sonatiner og satser af Kuhlau, Clementi og Bach, spillet af Los Angeles Filharmonikernes pianist, Joanne Pearce Martin. Så point for det fine, lille klavertema, og jeg lover at bryde grædende sammen af glæde, hvis John Williams alligevel ender med at stå der – men hvis det var mig, der var kongen over akademiet, skulle han ikke have den i år.

Babylon: Musik af Justin Hurwitz

Hvis The Fabelsmans var den lille indsats, så er det her den STORE. Og mit gæt er, at hvis Everything Everywhere… ikke tager prisen, så gør denne her. Hollywoods unge, nye festfyrværkeri af en instruktør, Damien Chazelle, har en Baz Luhrmann’sk tendens til at lave storladne, farvestrålende, ekstravagante og frem for alt gennemmusikalske udstyrsstykker. Vi kender ham primært fra musical-kæmpesuccesen La La Land, som vandt seks glorværdige Oscars i 2017 inkl. for bedste instruktør, kvindelige hovedrolle, originalmusik og sang (”City of stars”) – men som vi jo desværre også husker for de krøllede tæer, vi alle sammen sad med, da filmen fejlagtigt blev udråbt som vinder af hovedprisen Bedste film, og holdet bag filmen blev nødt til at holde inde med deres takketaler og sætte sig ned på rækkerne igen, da den retmæssige vinder Moonlight blev kåret efter et par minutters akavet forvirring. Chazelle kender vi også fra trommefilmen Whiplash fra 2014 og spacedramaet First Man fra 2018. Nu er han aktuel med den dekadente historie fra Hollywoods barndom, Babylon, og for den som for alle hans tidligere film gælder det, at komponisten til den musik, der som regel spiller en bærende hovedroller i Chazelles film, er hans værelseskammerat fra Harvard University, 38-årige Justin Hurwitz.

I Babylon befinder vi os i de brølende tyveres Hollywood, i overgangsfasen fra stumfilmens til talefilmens æra. Her er aldrig sluttende fest og farver, dekadence og lummerhed i alle kroge, sprut og stoffer, Charleston og swing og lindy hop, ambitioner og knuste drømme, i Hollywood ofte maskeret bag en velplejet fernis af ’star quality’ og det rette look. Hurwitz får alle disse elementer med i sin musik, og det swinger, pardon-my-French, helvedes godt. Den store hornsektion er trukket af stalden, der er jubelkor, klapperytmer, forstemt klaver, ragtime, cirkusmusik, en klaver/stryger-tango (”Morning”), fejende Hollywood-violiner à la Borte med blæsten, støvet jazzharmonik og forførende vokaler, f.eks. på den grænseoverskridende betitlede ”My girl’s pussy” sunget af Li Jun Li. Og pludselig dukker Musorgskijs En nat på Bloksbjerg op. Hurwitz kan om nogen levere musik til en så storslået fest, som filmbranchen på dette tidspunktet i hvert fald gerne ville give indtryk af at være. Og jeg spår som sagt Babylon ganske pæne chancer for at tage Oscar-prisen for bedste musik i år.

The Banshees of Inisherin: Musik af Carter Burwell

Carter Burwell er veteran på filmmusikscenen – vi kender ham bedst som manden bag musikken til langt størstedelen af Coen-brødrenes film (blandt højdepunkterne: Fargo, The Big Lebowski og No Country for Old Men). Derudover har han flere gange arbejdet sammen med Spike Jonze (bl.a. om den syrede Being John Malkovich og fantasy adventure-dramaet Where the Wild Things Are) og Todd Haynes (mest berømt er Carol fra 2015). Her er han sammen med endnu en hyppig samarbejdspartner, nemlig britisk/irske Martin McDonagh, hvis film In Bruges (2008), Seven Psychopaths (2012) og Three Billboards outside Ebbing, Missouri (2017) han også skrev musik til. Af disse film var både Carol og Three Billboards… nomineret til en Oscar for bedste musik, men Burwell har – overraskende nok i betragtning af hans meget personlige, genkendelige stil, som publikum elsker ham for – endnu til gode at faktisk vinde en Oscar.

The Banshees of Inisherin handler om et sammenbrudt venskab mellem to midaldrende mænd på den lille, fiktive ø Inisherin i 1923, mens den irske borgerkrig raser som ildevarslende bagscene. Colm (sublimt underspillet af Brendan Gleeson) svigter sin gamle ven Padraig (McDonaghs faste ’leading man’, Colin Farrell), fordi han er træt af intetsigende sladder om øl og bøhland og Padraigs lille kæleæsel Jennys tarmindhold. Han vil hellere spille violin, skrive musik, pleje omgang med mere kultiverede personer og sørge for at have sat sit aftryk på verden, når han en gang ikke er mere. Og filmen skildrer, hvordan den abrupte og urimelige ’venne-skilsmisse’ får Padraigs verden til at bryde sammen. Der er også noget med det dér æsel. Jeg stortudede de sidste tyve minutter.

Musikalsk havde McDonagh ét krav til Burwell: Han måtte ikke bruge irsk folkemusik i sit ’score’. Jigs og reels og den klassiske, irske strygerlyd er forbeholdt den musik, Colm spiller i filmen. Burwell benytter derfor instrumenter, der skiller sig ganske markant ud i sit underfundige og langt hen ad vejen monotematiske score, der vugger sig blidt afsted i 6/8’s-takt: En harpe, klokkespil og tværfløjte. Næsten al musikken er i mol, ikke monoton, men dog med en iboende bevidsthed om, at det er det stille og ensartede ø-liv, der skildres her. Det er på ingen måde dårlig musik – man bliver ikke nomineret til en Oscar for et dårligt soundtrack – men ligesom med The Fabelsmans tænker jeg, at det vil være den meget underspillede indsats, der præmieres, hvis The Banshees of Inisherin tager statuetten i år. Selvom det vil føles godt og retfærdigt, hvis Carter Burwell snart får sin tur.