20 år: Da elefanten marcherede hen over hitlisterne | Odense Bibliotekerne

”Lååå- lå – lå – lå – lå – lååå- lå”

Hvis du nogensinde har været til en fodboldkamp eller rockkoncert, har du helt sikkert hørt en gruppe, ofte fulde mænd, begynde at lålle – ja, det er den korrekte betegnelse – denne melodi. ”Seven Nation Army” af The White Stripes har overhalet sin popularitet som sang, og er i dag mest kendt som en sportshymne. Men sangen, som blev et verdenshit trods manglen på lyrik i omkvædet, er en del af et album, som er eminent fra start til slut.

Elephant lyder som de gode gamle dage. Som en god dansk film fra 90’erne, lagde The Whites Stripes nogle dogmer ind for indspilningen, som skulle fordre kreativiteten som følge af nogle begrænsninger. En af dem var, at alt indspilningsudstyr skulle være mindst 50 år gammelt. Altså ingen computer. Ingen autotune. Det, der bliver spillet, er det, der kommer på pladen. Det er lyden af The White Stripes. Selv, hvis man er så blasfemisk, at man ikke kan lide resten af albummet, kan man ikke komme udenom, at den indeholder det, som alle bands sukker efter: En evergreen af rang.

”Seven Nation Army” er umanerligt simpel. Det gennemgående riff kan spilles på én streng, trommerne holder rytmen blottet for fills eller anden ekvilibrisme. Det eneste tidspunkt, der bliver skejet ud, er soloen, hvor Jack White spiller en af sine karakteristiske soli, hvor det næsten lyder som om, han mishandler den stakkels guitar. Der sker altså ikke synderligt meget, men det der sker, er så iørefaldende, at man husker det - især riffet. Også lang tid efter man har slukket for musikken. Derfor er ”Seven Nation Army” en rock evergreen, som for min generation er, hvad ”Smoke on the Water” eller ”We Will Rock You” er for ældre generationer.

Resten af numrene har ikke nået samme kultstatus, men det gør dem absolut ikke ringere. ”Black Math” er en rasende kommentar til det svigtende uddannelsessystem, hvor det handler mere om at pleje underviserens ego end at lære eleverne noget: ”Listen master can you answer a question? / Is it the fingers or the brains that you’re teaching a lesson” vrænger Jack White forarget ind i mikrofonen, mens guitaren og trommerne dundrer afsted.

Med ”I just don’t know what to do with myself”, viser The Whites Stripes, hvordan man laver et cover. Deres identitet skinner så meget igennem, at det løsriver sig fra originalen. Kvalitetsmæssigt er det på højde med Johnny Cash cover af ”Hurt” eller Whitney Houstons cover af ”I will always love you”, hvor man næsten glemmer, at der findes en original version.

På et coolness-barometer fra 1 til 10 kan ”Ball and Biscuit” slet ikke være. Jack får lov til at blære sig på guitaren, som han vrider bluesens sjæl ud af og lyrikken handler om hvor ekstremt god han er på lagenerne. Den oser af charme, selvtillid og lækkert hår og er fortjent blevet en fanfavorit, som han også af og til spiller live til sine solokoncerter.

Der er én sang, som skiller sig lidt ud fra de hvide stribers blues-inspirerede garagerock. Inde i Jack White gemmer der sig cowboy, som bare gerne ville spille noget country på sin ranch. ”It’s true that we love one another” synger han duet med Holly Golightly (og lidt Meg), i nummeret, som slutter albummet af. En morsom og let sang, som ikke gør nogen fortræd, men hvor man undervejs griner af sangens indlagte skænderi: ”Jack it’s too bad about the way that you look / you know I gave that horse a carrot so he'd break your foot”.

Jeg kunne nævne noget ved alle sangene, som gør dem helt specielle for dette album – og for mig helt personligt. Der veksles mellem den rå lyd og den stille kærlighedssang, så man aldrig keder sig. De er vildere på andre albummer, man kan endda argumentere for, at de er mere nyskabende og har bedre sange på andre udgivelser, men intet andet The White Stripes-album er så koncentreret en bouillonterning, som Elephant er.

The White Stripes er nomineret til Rock & Roll Hall of Fame – en nominering, som har skabt høre pga. Meg Whites (manglende) evner bag tønderne. Men det er en diskussion til en anden god gang. De skal nok få deres plads i den legendariske forsamling. Hvis ikke i år, så i fremtiden.