10 ting EU bør gøre i det næste års tid | Odense Bibliotekerne

10 ting EU bør gøre i det næste års tid

Foto: Kristian Pohl

EU

Lars Danielsson var key note-taler på de netop overståede EU Days Lund, hvor han bl.a. talte om hvilke 10 ting EU bør gør i det næste 12-18 måneder.


Lars Danielsson er diplomat, tidligere statssekretær i Sverige, Sveriges repræsentant i EU fra 2016-2023 og har også være ambassadør i Sydkorea.

Baggrundstæppet for Lars Danielssons tale var både i bogstavelig forstand og i overført betydning overskyet med udsigt til solskin. Den globale situation er nemlig udfordrende, men han ser EU som det, som kan få solen til at bryde igennem. Han fortsatte med at sige, at når man kigger på EU, så er det ikke nok at kigge på institutionerne og hvad der sker i Bruxelles, men man er også nødt til at tage det der sker i medlemslandene i betragtning. Det gør situationen kompleks fordi vi i fællesskabet har mange svage regeringen sammensat af koalitioner af partier og de er ikke gearet til at tage store, modige beslutninger om EU’s fremtid. Det er der ellers behov for lige nu.

Lars Danielsson listede 10 områder, hvor EU er nødt til at handle for at gøre unionen og stærkere og bedre end den er nu. De 10 områder er:

  1. Indsatsen i forhold til Ukraine. Medlemslandene skal holde fast i enigheden om at gå op imod den russiske aggression. Enigheden er den vigtigste prioritet og Lars Danielssons anbefaling var, at man sikrer sig, at de sanktioner, som allerede er vedtaget, bliver håndhævet.
  2. Vi er nødt til at få en bedre fælles forståelse af hvilken rolle EU skal have globalt. Vi må dog være opmærksom på, at vi ikke er i Europas Forenede Stater og at der derfor vil være forskellige holdninger fra de enkelte medlemsstater. Et problem er også, at de enkelte lande ikke er kommet dertil, hvor de stoler på de institutionelle repræsentanter i EU i forhold til at være EU’s ansigt udadtil.
  3. EU skal forberedes på en udvidelse. Udvidelsen sker af geopolitiske grunde, men vil ændre EU og hvordan EU fungerer. Måske vil man se et EU delt i 4 grupper: Eurolandene i gruppe 1 (kernegruppen), gruppe 2 er de resterende nuværende EU-lande, gruppe 3 er aspirerende EU-lande mens gruppe 4 er de lande, som gerne vil have en relation til EU, men ikke medlemskab. Spørgsmålet for Lars Danielsson er, hvor Sverige vil være, men det samme spørgsmål kunne man stille til Danmark.
  4. EU skal have styr på retstatsprincipperne i alle lande. Der er lande i Europa, som har ændret deres juridiske system på en måde, så det ikke er i overensstemmelse med EU’s værdier. Det skal ændres. I Polen er det måske på vej og Lars Danielsson synes, at man skal samarbejde med de ”gode” kræfter i Ungarn op til formandskabet og sige, at de må overholde retstatsprincipperne for at blive et godt formandskabsland.
  5. EU er nødt til at få et godt forhold til Storbritannien. EU har brug for Storbritannien, så det vil give god mening at styrke samarbejde, f.eks. på forskningsområdet. Der bliver ikke tale om et nyt medlemskab.
  6. EU skal sikre en god implementering af Fit for 55, dvs. klimaloven, som gør landene juridisk forpligtede til at reducere EU’s emissioner med 55% senest i 2030. Implementeringen skal ske med behørig respekt for landenes forskellige forhold. Et eksempel er skovbrug, hvor der er stor forskel på at være Sverige og Holland.
  7. Det økonomiske grundlag skal på plads. Herunder ligger også fornyelse af regler om økonomisk stabilitet, som udstikker regler eller retningslinjer for EU-landene i forhold til økonomisk styring. Et andet element er det langsigtede budget for EU.
  8. EU skal arbejde på konkurrencedygtigheden. Det indre marked skal færdiggøres og der skal gøres noget for at få handelsaftaler i stand med Australien, Indien og en række Mellem- og Sydamerikanske lande. I den forbindelse skal det diskuteres hvordan vi kan sikre at handelsaftaler ikke bliver set som noget truende. Industripolitik bliver en væsentlig del af at forbedre konkurrencedygtigheden, hvor vi nok bliver nødt til at acceptere at der er en smule politisk indflydelse på industrien for at vi kan få det igennem, som vi gerne vil have.
  9. En aftale om migrations- og asylregler skal falde på plads. Rådet og parlamentet er tæt på at have en aftale på plads, og det vil forhåbentlig bringe lidt orden på processerne. Vi har behov for at få ro på, så vi kan se på lovlig immigration, som vi har brug for pga. den demografiske udvikling i de 27 medlemslande. I Østeuropa har man et problem med ”brain drain”, hvor højtuddannede flytter til andre lande.
  10. Der er behov for godt lederskab af de europæiske institutioner de næste 5 år. De skal være gode mennesker og være i stand til at samarbejde. Lars Danielsson mener, at parlamentet skal kigge på dets beslutningstagningsprocesser.

Du kan se hele Lars Danielssons tale på YouTube. Han kommer på ca. 20 minutter inde i videoen.

 



Af: tela1

Udgivet: Onsdag 22. november 2023 • Opdateret: Torsdag 30. november 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier