Danmark i verden - mod år 2025 | Odense Bibliotekerne

Danmark i verden - mod år 2025

Foto: Uffe Hvidkær

EU

Uffe Hvidkær, forperson for Europe Dialogue, skriver 3 artikler til Europe Direct Odense. Dette er den første artikel, som handler om Danmark og den internationale betydning vores land kan få i 2025.


Kære læser… jeg har fået lov til at skrive artikler i 3 kommende nyhedsbreve her hos Europe Direct. Jeg er stifter af Borgertænketanken Europe Dialogue, som vandt EU Borgerprisen i november 2022. I en længere periode har jeg arbejdet med projektet Danmark i verden - og det er temaet for denne artikel.

Danmark har nemlig en særlig chance for stor global og international indflydelse i 2025. Her er Danmark formand for EU samt kandidat til FN’s sikkerhedsråd. Min mission er at skabe opmærksomhed på denne chance og sikrer borgerrettet dialog om Danmark i verden, EU i verden og generelt større fokus på internationale relationer og dialog på tværs af grænser.

Det er også vigtigt for mig som Chair (forperson) i Borgertænketanken Europe Dialogue at sikre løbende borgerfokus i internationale forhold. EU og FN skal være mere end projekter, hvor det primært er politikere, akademikere og forskere som er aktører. Jeg har som almindelig borger arbejdet intenst med internationale forhold siden min søn og jeg i august 2018 besøgte den svenske ambassade i København og deltog i en dialog om det kommende svenske valg. Atmosfæren ved dette møde var meget inspirerende og både min søn og jeg har siden beskæftiget os med internationale forhold med positiv nysgerrighed på den utrolige mangfoldige verden vi alle er en del af. For mit vedkommende er det blevet til en uformel og selvstændig “master-uddannelse i internationale forhold, fx via 30 projektrejser i og udenfor Europa gennem de sidste 3 år.

Og hvad er det så Danmark har mulighed for i år 2025?

Danmark har det roterende halvårlige EU-formandskab i ministerrådet fra 1.7.25-31.12.25. Det betyder fx at Danmark vil lede møder i ministerrådet i denne periode og der er jo 10 faste råd, fx om udenrigspolitik, fiskeri/landbrug, miljø, kultur mv. Derudover giver formandskabet også mulighed for at repræsentere rådet overfor andre EU-institutioner fx parlament og kommission samt i diverse internationale forhold. Formandskabet betyder også at man skal præsentere et program med prioriteter, hvor hele EU jo i princippet er til gennemsyn med en aktuel vurdering af hvilken retning EU bør tage. For at sikre en længere kontinuitet er formandskabet også en del af en trio-ledelse i EU i 18 måneder, dvs man også er med i et program i samarbejde med 2 andre EU-lande. Lige nu har EU en trio-ledelse bestående af Spanien, Belgien og Ungarn i perioden 1.7.23-31.12.24. Herefter er næste trio Polen, Danmark og Cypern i 25-26.

Jeg ønsker med mit projekt at skabe mere folkelig dialog og involvering i EU-formandskab, så vi har en dialog-proces, fx om Danmarks prioriteter i EU-formandskabet, herunder fokus på muligheder for den nævnte trio med Polen, Danmark og Cypern.

Nu handler Europe Direct jo primært om EU-fokus, men lige til slut lidt om Danmark i FN. Som nævnt kan Danmark jo i 2025 kombinere fokus på EU med fokus på FN som kandidat til FN’s sikkerhedsråd i 2025-26. Til trods for stigende udfordringer for FN som organisation, må FN’s sikkerhedsråd stadig betegnes som det vigtigste primære globale forum, hvor der er muligheder for dialog med alverdens lande. FN sikkerhedsrådet har 5 faste medlemmer, som er USA, UK, Frankrig, Kina og Rusland. Derudover er der 10 valgte medlemmer, som er med i rådet i 2 år - og her er der stor sandsynlighed for at Danmark får en plads i 2025-2026. Også her er der roterende formandskab, dog kun på 1 måned. For nylig var det fx Albanien, der ledte FN’s sikkerhedsråd og lige nu er det Brasilien, som styrer aktiviteterne i rådet. For nylig var Estland i sikkerhedsrådet - og på et møde med ambassadør fra Estland om sikkerhedsrådet blev denne mulighed beskrevet som den “diplomatiske Champions League”.

… og jeg håber at Danmark får en god involverende proces, når vi i 2025 kan være med politisk - både i europæisk og global “Champions League”!

Af Uffe Hvidkær, Chair Europe Dialogue



Af: tela1

Udgivet: Mandag 23. oktober 2023 • Opdateret: Lørdag 28. oktober 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier