EU i verden | Odense Bibliotekerne

EU i verden

Foto: Uffe Hvidkær

EU

Jeg ønsker med denne artikel at skabe fokus på EU’s store rolle i verden udenfor de 27 EU-medlemslande.


EU har en udenrigschef Josep Borrell, der står i spidsen for EEAS, som står for “European External Action Service”. EU har fx mere end 140 EU-delegationer i verden og jeg har via nyhedsbreve fulgt EEAS nærmest dagligt. Min egen konklusion ved at følge EU i verden er kort fortalt at EU kæmper hårdt for sine værdier, som jeg ofte ser spejlet i EU-aktioner globalt.

Jf. Lissabon-traktaten, som er unionens grundlag står der bl.a i artikel 2: “Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed”, herunder fx frihed, demokrati, ligestilling, menneskerettigheder og rettigheder for mindretal.

Her i november 2023 har alle EU-ambassadører været samlet til konference i en uge og hovedoverskrifter har fx været: Global sikkerhed, EU-diplomati, geopolitisk udvikling og EU som global aktør.

EU vil også være en vigtig global aktør i den kommende klimakonference, COP28 som holdes i Dubai i slutningen af 2023. EU’s holdning er at være den globale leder for klimaindsats med stærkt engagement i grøn omstilling og drivkraft for forandring.

EU spiller også en stor rolle i G7 og G20. EU er fast deltager i G7-møderne, som også omfatter USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan. Landene mødes årligt for at drøfte globale økonomiske spørgsmål, politik, sikkerhed og andre aktuelle emner. EU har i 2023 deltaget i talrige møder i Japan, som i 2023 har G7-formandskabet. EU-landet Italien overtager i 2024, G7-formandskabet. Indtil 2014 var det faktisk G8, men Rusland blev suspenderet pga. landets aktioner i Ukraine.

EU er med i G20, som består af: EU og AU (den Afrikanske Union) samt 19 lande: Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Frankrig, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Rusland, Saudi-Arabien, Storbritannien, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet, Tyskland og USA. G20 er et “internationalt forum, der samler de 20 største og hurtigst voksende økonomier. Dets medlemmer tegner sig for mere end 80 % af verdens BNP og 75 % af verdenshandelen og repræsenterer 60 % af verdens befolkning.” Indien har G20-formandskabet i 2023, mens Brasilien har det i 2024.

Deltagelse i fx COP 28 samt G7- og G20-møder giver naturligvis EU store muligheder for global indflydelse og det at være en geopolitisk aktør har også været et af målene for EU i denne valgperiode fra 2019-2024.

Ser vi på aktuelle udfordringer har EU stået stærkt og relativt samlet i forhold til Ruslands invasion i Ukraine, mens EU i medierne er blevet kritiseret for “forvirret respons” i forhold til krisen med Hamas og Israel mv.

På det europæiske plan er der kommet en ny aktør i form af “European Political Community” med 47 medlemslande. Dette Forum er bl.a. et resultat af Ruslands invasion i Ukraine og et forsøg på et nyt europæisk Forum til at drøfte aktuelle udfordringer. Det er interessant at EU her kan møde lande som UK, Norge, Schweiz, Tyrkiet, Ukraine og alle balkanlande. For EU er det vigtigt at fastholde et europæisk perspektiv for både balkanlande og tidligere Sovjetrepublikker og nu naboer til Rusland. Der har været afholdt 3 EPC-møder i hhv. Tjekkiet, Moldova og Spanien og næste år er det UK, som skal stå for mødet - og det er jo vigtigt at fastholde EU-UK samarbejde til trods for Brexit.

På det mere personlige plan har jeg også deltaget i dialogen om EU i verden. EU-delegationen i Indien har nemlig bedt om “Research papers on EU-India relation”. Jeg er kommet med et bud på at EU og Indien som 2 af de største demokratier i verden kunne stå i spidsen for en global dialog om en ny verdensorden for at styrke fred, sikkerhed og demokrati i verden. Ideen er at bygge videre på EU konferencen om Europas fremtid fra 2021-2022 med både en national opfølgning om Danmark i verden (jf. sidste nyhedsbrev) og en global opfølgning med EU og Indien som omdrejningspunkt.

Det bliver spændende at følge EU’s rolle i verden og den nye strategiske agenda for EU-valgperioden 2024-2029. Jeg tror der bliver endnu mere brug for at kæmpe for EU’s værdier, som fx demokrati, menneskerettigheder og ligestilling.

/ Uffe Hvidkær, Chair i Europe Dialogue

 

 

 

 



Af: tela1

Udgivet: Søndag 5. november 2023 • Opdateret: Onsdag 22. november 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier