Forslag til nye regler vedrørende bekæmpelse af korruption i EU-landene | Odense Bibliotekerne

Forslag til nye regler vedrørende bekæmpelse af korruption i EU-landene

Foto: pxfuel.com

EU

Anti-korruptionsreglerne skal ændres, så korruption kan forebygges og bekæmpes mere effektivt. Det lovede Margaret von der Leyen i sin ”State of the Union”-tale i 2022. I maj måned i år kom EU-Kommissionen så med forslag til ny lovgivning på området.


Behovet for opdaterede regler er blevet aktualiseret af den skandale, som ramte EU-Parlamentet i december 2022, hvor bl.a. Eva Kaili blev anholdt for at have modtaget bestikkelse til gengæld for indflydelse.

 

Nu foreslår kommissionen bl.a. at definitionen på bestikkelse udvides, så den f.eks. også omfatter handel med indflydelse, misbrug af funktion og hindring af retshåndhævelse. Straffene for korruption skal skærpes og være ensartede på tværs af medlemslandene i EU. Endvidere skal der være fælles regler for forældelsesfristen på korruptionssager.

 

EU-Kommissionen lægger også op til, at landene skal sørge for en specialiseret anti-korruptionsenhed og sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer og uddannelse til rådighed for at kunne forebygge og bekæmpe korruption.

 

EU-borgerne er bekymrede over korruption og 68% mener at den er udbredt i deres land. Samtidig mener kun 31% at deres regerings indsats er effektive. Vĕra Jourová, som er næstformand for EU-Kommissionen (Værdier og gennemsigtighed) sagde i forbindelse med offentliggørelsen, at: ”Vi har et alvorligt problem. Jeg vil sammenligne korruption med kræft. Korruption dræber vores demokratier, fordi det dræber folks tillid til vores system.”

 

Skulle forslaget blive vedtaget kommer reglerne ikke til at gælde i Danmark pga. retsforbeholdet, som bl.a. omfatter strafferet og politi. Danmark kan selv vælge at indføre lignende regler, hvis vi gerne vil følge resten af medlemslandene.

 

Hele pressemeddelelsen vedrørende det nye forslag kan læses på EU-Kommissionens hjemmeside.



Af: tela1

Udgivet: Onsdag 31. maj 2023 • Opdateret: Onsdag 21. juni 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier