Guld fra Gemmerne #15 Découvrez La Colombie vol. 2, 1978 | Odense Bibliotekerne

Guld fra Gemmerne #15 Découvrez La Colombie vol. 2, 1978

Foto: Barclay

I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe.


Det har været rigtig svært at finde en enkelt lyd på denne plade, som har kunne muliggøre at putte Colombiansk folkemusik i en samlet genrekasse. Nøgleordet for denne musik må derfor være mangfoldighed, eftersom dette er en plade hvor vi bliver præsenteret for et hav af forskellige instrumenter, orkestre og energier fra hele landet. Med tvivlsomme blæserensembler, autentisk junglemusik, sirlige harper og luftige bambusfløjter in mente vil jeg dog alligevel prøve at lave en samlet beskrivelse af denne plade som en helhed.

Sydamerika er et kontinent, hvor der altid sker og er sket rigtig(!) meget. Den sprudlende natur og placeringen på kloden, gør kontinentet til et af de frodigste og hjem til ekstremt mange af klodens eksotiske dyrearter. Fra Andesbjergenes himmelragende åbne tinder til Amazonjunglens mystik, har mennesker bosat sig og skabt kulturer, som den nuværende befolkning i nogen grad stammer fra. Velvidende om Aztekerne, Mayaerne og Inkaerne bliver vi ved med at opdage nye oldgamle tilgroede storbyer i takt med at vi mennesker fælder mere og mere regnskov. Jeg kunne nemt gå i gang med at skrive om LIDAR-teknologi og alt det spændende, der sker på det arkæologiske område pt, men jeg må nok hellere holde mig til musikken! Forsiden af denne plade viser nogle helt fantastiske stenskulpturer, som virkelig pirrede min interesse. Om den musik, vi hører her, kan spores tilbage til de gamle civilisationer er svært at sige, men vi ved at der har levet mennesker her i utroligt mange år, og pladens indhold vidner om en musikkultur som favner utroligt bredt både i tonale udtryk, instrumentering og generel musikalsk opbygning.

Pladen starter ud med numre, hvor vi hører tydelige akkordrundgange, som bliver ledet at de dygtige musikere, som spiller på diverse guitarinstrumenter og fløjter. Det er meget lyttervenligt og i den grad stemningsfyldt. Panfløjten på ’Tema De La Guebrada De Sicundoy "El Serranito"’ imødekommer noget af den forventning jeg havde, inden jeg startede med at lytte. Musikken tager dog ret hurtigt en drejning når vi når til ’Tumaco’, for her bliver vi for første gang på denne plade introduceret til diverse percussioninstrumenter som f.eks. den karismatiske marimba. På ’Tumaco’ hører vi en rigtig fed blues-vibe, som jeg virkelig synes giver musikken noget kant og fed energi. Der synges, men det er svært at finde et tonalt holdepunkt, da sangen kun bliver bakket op at aktivt trommespil og den eklektiske melodi fra marimbaen. Selvom det er lidt forvirrende at høre på, gør det virkelig musikken særlig. Igen skifter stemningen og musikken totalt, når vi når til ’El San Juanera’. Som en klaphammer i øregangene mødes vi med et stort blæserensemble, som kaotisk fremfører et stykke musik, som måske er lidt sværere end hvad musikernes kapabilitet kan klare rent teknisk. Det er meget underholdende ikke mindst, og det bidrager til den alt i alt meget blandede oplevelse, denne plade er at lytte til. I processen hvor jeg vender pladen må jeg bare konstatere, at jeg ikke aner hvad jeg skal forvente på de forskellige numre, men det gør faktisk hele lytteoplevelsen ret sjov. B-siden starter igen ud med et nyt band og nye instrumenter. Nu er det harmonikamusik! På ’Bonito El Amor’ hører vi et meget specielt miks mellem hamonikamusik og samba. Det er klart et af de numre, hvor vi hører det mest overbevisende musikalske niveau. Det groover rigtig fedt i det her nummer, og det er svært ikke at bevæge sig lidt, mens man lytter. Jeg kunne blive ved med at hive nye lyde frem og beskrive dem her, men jeg synes det må være en lille teaser til lytteren. Her er der simpelthen en plade, hvor man har vægtet repræsentation langt højere end en samlet musikalsk rød tråd, og hvis man har lyst til at få et lynoverblik over Colombias musikskat, ville denne plade være meget nyttig i en samlet forståelse af hvordan musikken lyder fra nord til syd i dette store land.

Til slut vil jeg dvæle lidt ved et af pladens mest specielle og unikke numre. ’Danse Des Indiens Ticuna’ er et fantastisk eksempel på vaskeægte junglemusik. Man tænker måske med det samme på vildt og hektisk trommespil på tammer og stortromme. Men nej, her får vi omgivelserne ind via ægte junglelyde med aber og fugle fra baggrunden. Det er et meget spændende lydlandskab, som omringer den konstante tromme, som bliver spillet af de sangere som her repræsenterer naturen og den grounding, man kan forvente at møde i de mennesker, som bor ved de store regnskove. 

 

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket



Af: jesbo

Udgivet: Mandag 13. februar 2023 • Opdateret: Onsdag 23. august 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier