Guld fra Gemmerne #22 Wings – Franco Ambrosetti, 1984 | Odense Bibliotekerne

Mange mennesker dyrker musik som en hobby men det er de færreste, som kan have en hobby på professionelt niveau og samme tid være overordnet i et større firma (Ettore Ambrosetti & Sons). Franco Ambrosetti er en spændende og anderledes musiker at dykke ned i, da han ifølge sig selv både er industrialist og musiker, og derved har han haft en ret unik indgangsvinkel til tour- og musikerlivet. Han udtaler selv på pladens cover:” I am not able to play only music or to be only and industrialist. I need both. Both things keep me going. It’s a healthy stress.”

Det er moderne jazz, og musikerne her har bevæget sig væk fra hardboppens dansable undertoner og beboppens virvar af akkorder og hypermelodiske udtryk. Disse musikere placerer sig i højere grad i nogle enkelte modes i længere tid (modal jazz), hvor de kan udforske alle muligheder og kontraster på disse, ofte meget krydrede, akkorder. Vi hører meget af dette på denne plade, og især på et nummer som ”Gin and Pentatonic”, kan man virkelig høre kontrasten mellem a- og b-stykket. Hvor vi i a-stykket bliver i den samme to-akkord-vamp, hører vi en forløsende og mere forudsigelig swing-jazz i b-stykket. Kontrasten er simpel, men den virker. Med to lange numre pr. side er denne plade en meget intens og i den grad heftig lytteoplevelse, og hvis man interesserer sig for kompleks burner-jazz, er denne plade et oplagt valg at sætte på anlægget. Solisterne er i fokus, og numrene er lange netop fordi vi hører adskillige lange soli på hvert nummer, lige på nær pladens sidste nummer ”More Wings for Wheelers”, som i den grad skiller sig ud på pladen, som et nærmest cinematisk stykke musik fuld af eventyrlig indlevelse og det flotteste blæserarrangement.

Hvis man er i tvivl om hvad jeg mener, når jeg skriver burner-jazz, så skal man blot høre hvordan Michael Brecker stjæler showet i lange passager på pladen med sin fuldstændig utrolige virtuositet og alarmerende gode teknik. Når jeg hører ham spille solo på numrene her, fornemmer jeg virkelig hvordan han tager hele bandet i kraven og viser vejen - fremad! Han lægger så meget energi, musikalsk interaktion og rytmisk drive i sine soli, at det altid er en fornøjelse at høre, hvordan han bare kan blive ved med at øge intensiteten, når han spiller. Han var en sand mester, og det er ikke for sjov at han bliver set som en af verdens mest virtuose saxofonister nogensinde. På a-sidens første nummer ”Miss, your Quelque Shows”, får vi en optimal præsentation af bandet, da både Ambrosetti, Brecker og Kirkland spiller solo, og til sidst spiller de chase med trommerne i en skiftevis 8 takters fælles solo over formen. Stærk måde at starte en plade på! Selvom solisternes ekvilibrisme er i ekstrem fokus i denne type musik, så er selve temaerne på pladen utroligt skarpe, og det er tydeligt at høre at det er musikere, som har spillet i uendeligt mange ensembler. Når vi når til ”Gin and Pentatonic” går bandet lidt ned i tempo i et mere laid back og mystisk tema som, dog stadig i swing feel, skifter mellem to forskellige stemninger i hhv. a- og b-stykket. Igen spiller Brecker helt next level, og her viser han virkelig hvordan han blander et corny pentatont tonesprog, med et helt absurd og out tonesprog, som kun han kan slippe af sted med, da han simpelthen swinger ud over det sædvanlige og kan bevæge sig helt uproblematisk på hele saxofonens register i de forskellige underdelingsfornemmelser og solistiske gear.  B-siden begynder med ”Atisiul”, hvor Brecker igen får lov at udfolde sig i den smukkeste intro akkompagneret let af Kenny Kirkland, strygebas fra Buster Williams og malende trommespil fra Daniel Humair. Brecker styrer bandet i denne rubato intro, hvor han virkelig viser hvordan han også kan spille smukke linjer og helt overskudsagtigt i rubato. Det er en forfriskende intro efter vi har hørt to lange, brutale swingnumre. Men bare rolig, efter den smukke og følte trio bliver der igen lagt op til benhårdt swing, hvor Michael Brecker igen får lov at lægge ud med en vanvittig solo. Det er i øvrigt også det eneste nummer, hvor vi hører John Clark spille solo på valdhorn.

Pladen slutter med den ”More Wings for Wheelers” (skrevet af George Gruntz), som er et kort nummer på under 5 minutter, hvor vi virkelig hører orkestret samle sig i smukke klange mens Ambrosetti spiller legende ovenpå det hele. ”More Wings for Wheelers” er klart en af de mest smagfulde afslutninger på en jazzplade, jeg har hørt længe. På dette nummer kan man virkelig høre hvad valdhornet gør for hele den samlede lyd, og det er rigtig godt set af Ambrosetti. Det er ligesom om at Ambrosetti giver lytteren en godbid her til sidst, efter at have stået igennem de tre forrige numre som har budt på meget kompliceret information.

    God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket