Guld fra Gemmerne #33 The Inflated Tear – Roland Kirk, 1968
I serien Guld fra Gemmerne sættes der fokus på de plader, som er ved at gå i glemmebogen. Følg med mens jeg dykker ned i vores samling og finder spændende musik, der ikke har været hørt længe. Hvor jeg i artiklerne 1-20 har haft fokus på folk- og worldmusik, vil jeg i den næste række artikler rette blikket mod jazzsamlingen.
The Inflated Tear – Roland Kirk, 1968
feat. Ron Burton (piano), Steve Novosel (bas) & Jimmy Hopps (trommer)
Jazzverdenen har været, og er stadig, fyldt med excentrikere, spøgefugle, musikalske genier og legesyge voksne. På The Inflated Tear præsenteres vi for en række helt specielle numre, som emmer autenticitet, inderlighed og musikalsk nysgerrighed. Bag roret har vi den legendariske blinde Roland Kirk, som har det med at demonstrere sin vildskab og kompromisløshed ved at have et hav af forskellige horn med i sit arsenal af instrumentalt skyts.
” There have been blues and more blues, but, “The Black and Crazy Blues” is a new blues. Truly music of now!” (citat: Casey Bailey fra Jazz Extravaganza). Når jeg før nævner, at vi oplever autenticitet på denne plade, er det netop på numre som ”The Black and Crazy Blues”, som med sit bedrøvede udtryk fortæller os om den side af bluestraditionen, som handler om smerte og sorg. Hele orkestret holder sig til det langsomme tempo, og Roland Kirk synger virkelig igennem sine horn. Det er meget inderligt, og med dette åbningsnummer ved man allerede, at denne plade har noget helt specielt at byde på.
Roland Kirk lyder som Roland Kirk.
Det er svært at høre ret mange andre saxofonister i hans spil udover, at vi hører de tidstypiske modale stemninger på en del af numrene. Det er umuligt at høre disse uden at sende tanker tilbage til Coltranes legendariske modale eskapader i slut 60’erne. Hør f.eks. ”Many Blessings” og få et bud på denne moderne hard bop/modal jazz-lyd. Roland Kirk træffer nogle usædvanlige valg i sine kompositioner ift. instrumentering og orkestrering. På numre som ”Fingers in the Wind” og ”A Laugh for Lory” hører vi virkelig hvordan Roland Kirks musikalske nysgerrighed kommer til udtryk i musikken. Det er utroligt spændende hvordan han bruger de forskellige instrumenter, og hvordan hele stemningen ændrer sig alt efter om det, som på ”Fingers in The Wind”, er strygebas og åbne akkorder på klaver eller om det er et mere staccato og aktivt tema, som vi hører på ”A Laugh for Lory”. På begge numre hører vi Roland Kirk på fløjte. (Fløjter i jazzsammenhænge giver mig altid associationer som værende junglemusik, og gad vide om det kan have noget at gøre med overturen fra Disneys Junglebogens soundtrack netop også gør brug af fløjte i temaet? Stof til eftertanke.)
På ”Many Blessings” hører vi ham desuden overlegent demonstrere cirkular breathing, i det han spiller en uendelig række toner i sin solo, som ikke er muligt medmindre man har lært teknikken cirkular breathing (teknikken gør det muligt at trække vejret ind ad næsen mens man puster ud af munden). Generelt kan man sige om numrene, at der er stor kontrast mellem temaerne og solostykkerne. Hvor temaerne ofte er meget gennemkomponerede og spændende rent arrangementsmæssigt, går bandet som regel over i en mere straight-ahead swing fornemmelse i soloerne. Det skaber en sund kontrast og en tydelig skildring af hvad der er tema og hvad der er solo.
The Inflated Tear er en kamæleonplade, som prøver mange ting af. Bare hør ”The Inflated Tear” og hør hvordan bandet starter med at spille på klokker og andre perkussive effekter. Ud af det blå hører vi det ikoniske polyfone saxofonspil, som Roland Kirk er så kendt for. Han står helt alene og spiller det massive tema overbevisende og inderligt. Der er virkelig noget karakter til stede, og han får det til at fungere med overgangen til soloen, hvor rytmegruppen bakker lækkert op uden for mange dikkedarer. Når vi først er begyndt at hvile os og nyde den lækre jazz i soloen, brydes der igen op i musikken og Roland Kirk er tilbage i det dramatiske fler-saxofonistiske tema. Roland Kirk minder mig om en introvert udgave af Charles Mingus. Der er den samme kompromisløshed i kompositionerne, men ikke helt den samme udadvendte attitude, som vi hører på de fleste Mingus-indspilninger. Og ligesom Mingus (og mange af de samtidige store jazzkomponister) kan Roland Kirk godt lide at dvæle ved traditionen. Især på Ellingtons ”The Creole Love Call” hører vi virkelig traditionel swingjazz, med et ekstra krydderi på toppen, nemlig Roland Kirks solospil på Manzello-horn. Temaet spilles også på flere horn af Kirk. Sjovt nok havde både Roland Kirk og Charles Mingus en kæmpe kærlighed til Duke Ellington.
Ingen god gennemgang af en solid plade uden at dedikere nogle ord til bandet. På nogle plader fylder de forskellige instrumentalister rigtig meget i lydbilledet, og på en plade som Eyewitness (GFG#32) var umulig at tale om uden at snakke detaljeret om de øvrige i bandet end Steve Khan. Selvom pianist Ron Burton og de andre to spiller sublimt, er der ingen tvivl om, at det her er Roland Kirk med band. De bakker ham op på bedste vis og giver musikken den ro, den fortjener. De er knivskarpe på de unisone temaer, og det er tydeligvis et orkester som er totalt i sync med hinanden. Det er et meget stærkt hold, og der er ingen tvivl om at det har været stort at opleve dem live i sin tid. At overvære Roland Kirk træde ind på scenen, med solbriller på og tre saxofoner hængende om halsen, har været en af de oplevelser man ikke lige glemmer sådan. Noget jeg virkelig elsker ved de store jazzkoryfæer fra denne tid, er hvordan de hver især insisterede på at bruge deres egen stemme i jazzlandskabet. De havde noget på hjerte, og der var ikke noget der blev gjort halvhjertet og med nysgerrige pladeselskaber i ryggen, formåede de at skabe et væld af fuldstændigt ikoniske plader. Om The Inflated Tear er en ikonisk plade i den brede forståelse ved jeg ikke, men jeg kommer uden tvivl til at anbefale fremover til mine jazzinteresserede venner.
Pladens liner notes er meget interessante. I første halvdel kan vi læse Casey Baileys rosende ord om musikken, og en gennemgang af de forskellige instrumenter, Roland Kirk spiller på i de forskellige numre. Det er meget rart som lytter at have dette lille opslagsværk, da det kan være svært at lytte sig frem på egen hånd. Anden halvdel er Roland Kirk selv der bl.a. fortæller om den ulykke, der ultimativt kostede ham synet, og tog ham ind i en opvækst uden synets gave og varige men som følge. The inflated tear er en reference til de år han har levet med smerte og svie, og herved tårevædede øjne i sin pure ungdom. Når man så hører hvordan han gennem sine lunger formidler sin kunst, er titlen meget rammende for hvem Rolan Kirk er – nemlig the inflated tear.
Kirks kompositioner er stærkt undervurderede og pladen er bare bundsolid i sin helhed. Han tør godt at gå i mange forskellige retninger med musikken, det når både at blive rå-swingende 60’er jazz, og samtidig er der inkluderet en del eksperimenterende elementer. Det klæder virkelig pladen. Man får et stærkt helhedsbillede af Roland Kirk som musiker, komponist og orkesterleder ved at lytte til The Inflated Tear.
Lyt Lyt Lyt!
God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket
Udgivet: Mandag 11. september 2023 • Opdateret: Fredag 3. november 2023
