Guld Fra Gemmerne #36 Pulsion – Jacques Loussier, 1979 | Odense Bibliotekerne

På trods af den iboende præmis om at en duo består af to personer, to instrumenter og/eller sang, betyder det ikke at duoformatet per definition er forudsigeligt. Jacques Loussier præsenterer på Pulsion et repertoire klassisk inspireret musik i en beat-orienteret sammenhæng. Med sig har han på trommer Luc Heller, som på samtlige numre får sat godt gang under kedlerne i disse klassiske parafraser, som sender hilsner til både Mozart og Beethoven. Om det er en blasfemisk handling at sætte disse to verdener sammen i en intens opførsel, som vi hører på Pulsion, må være op til lytteren. Lige meget hvad har denne musik et helt særligt udtryk, og det giver fornemmelsen af, at to verdener mødes i et forsøg på at hælde gammel vin på nye flasker – og det er forfriskende!

Når vi læser nærmere om artisten Jacques Loussier, er noget af det første der kan læses, at den afdøde franske pianist og komponist især var kendt for at promovere denne fusion mellem klassisk klaver, improvisation og jazz. Og det er jo ikke første gang dette specielle kunstneriske valg høres i jazzens verden. Et kendt eksempel er The Modern Jazz Quartet, som også havde succes med at fremføre f.eks. Bachs fuga i A-mol (BMV 947). Hele pladen Blues on Bach er jo intet mindre end en hyldest til en af historiens største komponister. Det er rart at se denne åbenhed mellem genrerne, for der er ingen tvivl om at hele den vestlige forståelse for harmonik og melodiføring står på skuldrene af komponister som f.eks. J. S. Bach.

Jacques Loussier har på denne plade valgt at spille originale kompositioner og parafraser af kendte klassiske værker. Dramatikken fra Mozarts Symfoni nr. 40 (i G-mol, K. 550 I. Allegro molto) får et skud adrenalin på ”Mozart”, når Luc Heller skruer op for intensiteten ved at spille et særpræget potent trommebeat, som virkelig får musikken til at lyde som noget, der kunne være med i soundtracket fra Mission Impossible. Her bliver det udpenslet, hvor dramatisk musikken fra den tid var, simpelthen bare ved at øge tempoet og sætte et rockbeat på. Om det er jazz, ved jeg nu ikke helt, men vi er henne i en fusionsverden, hvor improvisationer fylder meget. Og på ”Mozart” bliver der også udforsket og leget med musikken, som indeholder så mange spændende musikalske passager fyldt med drama og fortællekunst.

Allerede i titelnummeret ”Pulsion” kan vi høre den specielle dynamik, der er mellem de to samtalende musikere. Melodien består nærmest udelukkende af staccerede arpeggioer, som giver trommerne masser af plads til at spille helt stramt. Det er nærmest ’grid’-baseret musik ment på den måde, at vi egentlig bare hører de to musikere udveksle en masse komplimenterende rytmiske underdelinger med hinanden. Jo længere vi kommer ind i musikken, jo mere improviserer og eksperimenterer Loussier, og det er her det jazzede element kommer ind i billedet. For generelt er tonesproget meget klassisk og rent på størstedelen af kompositionerne. Numre som ”Soupir” har lidt mere at byde på i form af udvidede akkorder og et mere poppet/jazzet udtryk. Også her interagerer Luc Heller meget med Loussier og er god til at gå ud og ind af musikken. Det giver for det første noget dynamisk variation, men det giver også mulighed for at genbruge det samme virkemiddel om og om igen. Netop den tilfredsstillelse, der er i at høre et stramt trommebeat blive etableret, virker hver gang. Når jeg hører ”Distraction” har jeg virkelig svært ved at placere musikken rent genremæssigt. Klaverspillet er rent og diatonisk, men trommespillet er virkelig heftigt at lytte til med den 16. dels baserede rytme, som bare kører. Det minder mig rigtig meget om spilmusik man f.eks. hører i de gamle Super Mario-spil. Energien fra trommerne og den helt rene nærmest naive børnevenlige melodi fra klaveret giver musikken en helt speciel stemning. Det er et udtryk for at Jacques Loussier ikke er mere hellig med sin klassiske musik, end at han tør at putte den ind i sjove og pudsige sammenhænge. Jeg synes det siger meget om komponisten her, nemlig at han godt tør bryde med nogle lidt konservative forventninger til, hvad man må med den klassiske musik. Musikken er nemlig for alle, og det står alle frit for at bruge den, vende den på hovedet, splitte den ad og generelt bare nyde den på sin egen måde, og det gør Jacques Loussier i den grad. Som modspil til sine mange rendyrkede klassiske plader, er Pulsion en god blanding, og det er måske her vi virkelig skal starte hvis vi gerne vil lære musikeren Jacques Loussier at kende. Når vi hører ”Murmure” og ”Secousse” hører vi en komponist der udfordrer sig selv. Samtidig hører vi Loussier spille mere sikkert og ’inde for rammen’ i numre som ”Caféine” og ”Ludwig”.    

Jacques Loussier er en musikalsk kamæleon, som ikke konformerer sig til at spille en bestemt type musik eller genre, men bruger sin passion for klassisk musik og jazz musik til at skabe et blandingsprodukt i en alternativ duoopsætning, som vi hører det her på pladen. Pulsion er en finurlig udgivelse, som fortjener et lyt fra alle der trænger til et friskt pust i sin musikalske horisont – hvad enten man er til jazz eller klassisk musik!

   God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket