Guld fra Gemmerne #5 Folk Songs of Iceland, 1974 | Odense Bibliotekerne

Har du nogensinde hørt en LP med 34 numre på, og tilmed alle sammen indspillet på en ’Icelandic Fiddle’, et såkaldt langspil? På denne LP for vi simpelthen en rutsjebanetur rundt i et stort repertoire af Islandsk folkemusik, og der sker nogle spændende ting undervejs. Musikalsk har vi bevæget os langt op i det kolde nord, og Anna Thorhallsdottir giver os en magtdemonstration af originalt islandsk musik gennem hendes fremførelse af samtlige numre på sang og langspil. Hendes glasklare stemme gør det til en utroligt intens oplevelse at høre hele pladen uden pause, og nogle af numrene er så korte, at man lige skal være opmærksom på skiftene. Hvis man kender til større navne på den islandske musikscene som Bjørk, Sigur Ros og Skulí Sverisson, kan det være en god idé at tjekke denne musik ud. Vi bliver nemlig introduceret for en stilart folkemusik her, som er helt unik. Tit får man en større forståelse for originale musikere verden rundt, når man sætter sig en smule ind i deres nationale musikalske kulturarv.  Når man sammenligner denne musik med de danske polkaer og sønderhoninger skinner den kølige melankoli stærkt igennem på denne plade. Der er en generel stemning af isolation og håbløshed på de mange korte numre. I dansk folkemusik hører vi meget ofte sange i ren dur (ionisk) eller ren mol (æolisk), hvilket kendetegner vores sangskat i særdeleshed.

På denne plade er den gennemgående tonale modus den lydiske skala. Den er kendetegnet ved at det fjerde trin i en almindelige ionisk durskala er hævet med en halv tone. Jeg er sikker på at lytteren vil lægge mærke til at melodierne lyder specielt, og det er rigtig langt hen ad vejen pga. netop dette hævede trin, som vi ikke er vant til at høre i så udpræget grad, som vi gør her. Det kan være svært at konkretisere lyde med ord, så derfor snakker man tit om at de gængse kirketonearter (ionisk, dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk, æolisk, lokrisk) befinder sig i et spektrum fra mørk til lys. Den lydiske skala bliver tit beskrevet som en meget lys toneart, altså en form for hyper-durskala.
På nr. 8 ’Light Comes in Streaks’ er et tydeligt eksempel på brug af den lydiske skala. På nr. 6 ’Early Poets’ hører vi brug af den frygiske skala, en skala der tit bliver forbundet med heavy metal grundet dens mørke karakteristika af mol og det sænkede 2. trin i skalaen. Det er meget tydeligt på denne plade, at der bliver skiftet mellem de forskellige kirketonearter. Langspillet har nemlig en løst klingende streng, som spiller med konstant. Det betyder at numrene har den samme grundtone på hele pladen, men skalakonstruktionerne ændrer sig fra nummer til nummer, og derved hører vi variationen i melodierne. Med dette greb kan man udpensle stemningen musikken højt og tydeligt, selvom man spiller på et begrænset instrument.
 Noget af det mest spændende ved svensk og islandsk folkemusik er forholdet til dur og molakkorder og brugen heraf. Når man hører Jan Johanssons ’Jazz på Svenska’ er det et af de mest fremtrædende musikalske greb, vi hører. Vi hører det også på denne plade på nummeret ’You, Cloud in The South’. Som lytter sidder man med en følelse af melankoli, og her er brugen af dur til mol er et utroligt stærkt musikalsk greb, som tydeligt formidler budskabet:
 

” You, cloud in the south. Grow darker and darker; you are knitting bows. There is something that bothers you as something bothers me; i see you are crying. Your route, however. Through the bright realms of the sky seem to be clear and unimpeded. But down here I constantly have to combat darkness and countless obstacles” 
 

God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket