Ikonisk album fylder 55 | Odense Bibliotekerne

Da New Yorker gruppen The Velvet Underground i 1967 udgav sit debutalbum var det til rungende tavshed fra mainstream medierne og den etablerede del af musikbranchen. Albummet floppede fælt i sin samtid, men har siden opnået status som et af de mest skelsættende og indflydelsesrige album i rockhistorien. Her 55 år efter indspilningerne fremstår albummet stadig som et knivskarpt, kompromisløst mesterværk.
 

En sjov anekdote om albummet The Velvet Underground & Nico går på, at ud af de meget få, der rent faktisk købte albummet, da det udkom i 1967, gik alle efterfølgende hjem og dannede et band. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men noget har der været om snakken. I hvert fald har notabiliteter som David Bowie, Iggy Pop, Patti Smith, Sonic Youth, Brian Eno og senere navne som Beck, The Strokes og Arctic Monkeys alle fremhævet The Velvet Undergrounds debutalbum som en af deres væsentligste inspirationskilder - ligesom albummet fik kæmpe indflydelse på hele punk og new-wave bølgen. 

At albummet skulle få så stor en indflydelse i det lange løb lå imidlertid ikke i kortene, da bandet startede indspilningerne i New York i 1966. Tidens toneklang og modebillede var i høj grad dikteret af flower-power bevægelsen, der stod for langt hår, blomster bag ørene, batik-tøj, peacetegn, psychedelica og uendeligt lange guitarsoloer. 

The Velvet Undergrounds udtryk var en diametral modsætning. De var blege, sortklædte, bar mørke solbriller, havde kort hår, tog speed og heroin og sang atonale, dystre sange om New Yorks dunkle underverden, der inkluderede alle former for kinky, tabubelagt sex, hårde stoffer og livet på gaden. Kontrasten til hippierne kunne ikke være større og Velvet Undergrounds romantisering af det rå storbyliv var et provokerende ramaskrig på datidens musikscene, som kun de færreste turde røre ved. 

Under Warhols vinger

Historien om albummet tager sit afsæt i 1965, hvor bandet bliver dannet af sangeren, sangskriveren og guitaristen Lou Reed, den klassisk uddannede avantgarde-musiker John Cale og guitaristen Sterling Morrison. Senere kom den androgyne, kvindelige trommeslager Maureen Tucker med, og bandet tog navnet The Velvet Underground efter titlen på forfatteren Michael Leighs kultklassiker om sadomasochisme. Den nydannede gruppe kom hurtigt i kontakt med popkunstneren Andy Warhol, der straks så et lys i bandet og tog dem under sine vinger som manager. I 1966 fik Warhol den gudesmukke, platinblonde tyske fotomodel og sanger Nico med i bandet, og gruppen blev nu en del af Warhols omrejsende multimedie- og performanceshow The Exploding Plastic Inevitable. Senere samme år gik The Velvet Underground i studiet og indspillede debutalbummet, der endelig udkom i marts 1967 med Warhol som krediteret producer. Til coveret lavede Warhol et opsigtsvækkende pop-art omslag med et billede af en banan, som man kunne skrælle af. Coveret skabte i sig selv en smule omtale for bandet, men ellers blev albummet en dundrende fiasko. På grund af dens kontroversielle indhold nægtede de fleste pladeforretninger at sælge den, ligesom aviser og magasiner ikke ville reklamere for den og radioerne ikke ville spille den. Albummet peakede som nummer 171 på den officielle amerikanske hitliste og røg hurtigt helt ud af listen. På grund af fiaskoen begyndte det efterfølgende at kurre kraftigt i kulissen. Lou Reed fik både fyret Andy Warhol som manager og smidt Nico ud af bandet, og efter gruppens andet album White Light/White Heat (også fra 1967) forlod også John Cale skuden. Endelig i 1970 skred Lou Reed også fra bandet for at starte sin solokarriere, og The Velvet Underground blev endelig opløst i 1973.

Mytologisk stof

Tilbage står især albummet The Velvet Underground & Nico, der her 55 år efter det blev indspillet stadig lyder funklende klart, aktuelt og visionært. En af forcerne ved pladen er den store varietet i musikken. Her er både frysende smuk drømmepop på Sunday Morning, rå garagerock på I’m Waiting For The Man, catchy indie på There She Goes Again, udsyret støjrock på European Son, slingrende dronepsychedelica på Venus In Furs, den hypnotiske narkohymne Heroin, og så de tre underskønne sange Femme Fatale, All Tomorrow’s Parties og I’ll Be Your Mirror, der bliver leveret af Nico’s dybe, messende sangforedrag tilsat fed tysk accent. Både albummet, bandmedlemmerne og hele historien omkring gruppen er gjort af det stof som myter er lavet af og op gennem 70erne og 80erne blev gruppens stjerne på den musikalske himmel bare ved med at stige efter at stort set samtlige punk, støj- og garagerockbands namedroppede The Velvet Underground i et væk. The Velvet Underground var langt forud for sin tid i både deres sound, coole rockstjernelook og punkede Do It Yourself attitude, hvor ens manglende musikalske færdigheder og evne til at synge rent bestemt ikke satte en stopper for kreativitet og selvtillid. En tilgang til musikken som alle nystartede bands har kunnet bruge siden da.

I dag er The Velvet Underground & Nico et af de album som er umulig at komme uden om, og som man altid finder i toppen på alverdens lister over rockhistoriens allervigtigste udgivelser. Et album som man aldrig rigtig bliver færdig med og som absolut er et nyt lyt værd!

Musikbiblioteket i Odense har en omfattende samling til rådighed af både LPer, CDer, bøger og DVDer om The Velvet Underground og Lou Reed. Så kom endelig forbi og lyt og lær og bliv inspireret omkring to af rockhistoriens væsentligste sværvægtere.