Bruce Springsteen & mig | Odense Bibliotekerne

Bruce Springsteen & mig

Foto: Bruce Springsteen CD cover med autograf

Den 5. januar er det 50 år siden at Bruce Springsteen udgav sit allerførste album, der fik titlen "Greetings from Asbury Park, N.J." Nu hvor debutalbummet runder et skarpt hjørne er der en god anledning til for denne skribent og fan at kigge tilbage på mit eget forhold til Bruce Springsteen - og ikke mindst fortælle om mine fan-møder med Bossen tilbage i 1990erne.


Den 5. januar er det 50 år siden at Bruce Springsteen udgav sit debutalbum med titlen "Greetings from Asbury Park, N.J.", der er opkaldt efter Springsteens hjemby i ungdomsårene. Albummet fik fine anmeldelser i sin samtid, men blev dog ikke nogen kommerciel succes eller kastede store hits af sig. Det skete først for alvor med det tredje album "Born to Run" fra 1975, hvor Bruce Springsteen fik sit store gennembrud og fra 1980erne og frem blev han til den globale, stadionrockende superstjerne med tilnavnet "The Boss" som vi kender i dag. Nu hvor debutalbummet runder et skarpt hjørne er der en god anledning til at for denne skribent og fan at kigge tilbage på mit eget forhold til Bruce Springsteen - og ikke mindst fortælle om mine fan-møder med Bossen tilbage i 1990erne. Mere om det senere.  

 

Ligesom hos millioner af andre fans fra hele verden har Bruce Springsteen også en stor musikalsk plads i mit hjerte. Det startede igennem min far, der i min barndom i 1980erne råspillede de to album "Born in the USA" og "Tunnel of Love" derhjemme, på hans kontor og på bilferierne ned gennem Europa. Selvom jeg ikke forstod, hvad den amerikanske mand sang om, så satte stemningen, stemmen og de stærke melodier sig fast. Og da jeg blev teenager og selv begyndte at købe og dyrke musik hang kærligheden til Bruce ved.

 

Tilbage i 1992 udgav Bruce Springsteen to nye album og tog på sin første turné i fem år. En turné som jeg bare måtte opleve! Så efter lidt overtalelse fik jeg lokket min far og bror med på at vi kørte til Paris for at se Bruce live i juni 1992. Det var den første Bruce Springsteen koncert for os alle tre og vi blev blæst væk af den power, energi, råstyrke, aura, nærvær og helt utrolige samhørighed med publikum som strømmede fra scenen i de langt over tre timer som maraton koncerten varede. Koncerten efterlod mig i en varm, euforisk lykkerus som varede ved de følgende dage og siden er det blevet til i alt 13 koncerter med Bruce Springsteen fra 1992 – 2016.

 

Men hvad så med de møder med Bruce Springsteen, som jeg nævnte i starten? Jo, det er sådan at jeg faktisk har mødt manden hele to gange. Første gang var da Bruce Springsteen var på solo-turné med sit akustiske album ”The Ghost of Tom Joad” og lagde vejen forbi Falkoner Salen i København den 16. marts 1996. Normalt spiller Bruce Springsteen på de største stadioner og i kæmpe arenaer, men her var han taget på en helt nedbarberet intim-turné, hvor han spillede på mindre spillesteder med plads til max 3000 publikummer rundt omkring i Europa.

 

Den syvende Bruce-himmel

I Falkoner i København spillede han for 2000 publikummer og det var en kæmpe oplevelse at overvære Bruce tryllebinde salen helt alene på scenen kun ved hjælp af sin stemme, guitar, mundharpe, klaver og sine fantastiske sange. Efter koncerten var det svært at komme ned igen og mig og min bror faldt i snak med en flok andre fans inde i salen efter sidste ekstra nummer. Efter et kvarters tid gik døren til backstage pludselig op og ud kom en storsmilende Bruce Springsteen, der nu tog sig tid til at gå rundt i salen og hilse personligt på alle tilbageværende publikummer. Jeg husker kun øjeblikket ganske svagt, da adrenalinen pumpede heftigt i blodet, men det lykkedes da både min bror og mig at få fremstammet ”Thanks for a GREAT concert, Bruce!”, da The Boss kom hen til os. Han kvitterede med et kæmpe smil, et solidt håndtryk og et ”Thank you, boys!”. Jeg behøver vel næsten ikke fortælle at resten af aftenen og natten forløb helt oppe i den syvende Bruce-himmel med adskillige øl på den nærmeste bar.

 

I 1999 blev det dog endnu bedre. Her havde Bruce gendannet sit legendariske The E-Street Band til en gigantisk verdensturné, der den 26. juni ramte et udsolgt Parken i København. I ugerne op til koncerten havde jeg genhørt alle de gamle plader og glædede mig helt enormt til at skulle se Bruce på scenen med sit gamle band for første gang. Dagen inden koncerten skrev Ekstra Bladet at Bruce og bandet var landet i København og havde booket sig ind på det store Radisson Blu hotel på Amager. Da jeg jo vidste at Bruce ikke var en sky eller arrogant superstjerne, men rent faktisk godt kunne lide at møde sine fans, tog jeg om formiddagen inden koncerten ud til hans hotel bevæbnet med en kuglepen og en greates hits CD.

 

Her stillede jeg mig op foran indgangen med et naivt håb om at Bruce på et tidspunkt skulle den vej ud til koncerten og så lige havde tid til at sige hej og give en autograf. Efter flere timers venten, hvor der absolut intet skete, begyndte der stille og roligt at dukke andre fans op med Bruce plader og kameraer. Ud på eftermiddagen begyndte der endelig at ske noget. Små sorte mini-busser med tonede ruder og chauffører i jakkesæt parkerede ved indgangen. Flere hårdtpumpede security folk med øresnegle kredsede om indgangen til hotellet. Og så pludselig ud af det blå kom Bruce gående ud af hotellet med sin bodyguard. Han var iført solbriller og cap, men var lige så storsmilende og grinende som første gang jeg mødte ham tre år tidligere. Bruce tog sig god tid til at hilse på alle os fremmødte fans og skrev autografer og stillede op til billeder. Desværre var det længe før smartphones og jeg havde ikke taget et kamera med. Men Bruce spurgte, hvad jeg hed og skrev så på min medbragte CD: ”To Mikkel – Bruce Springsteen”. (Se billedet!)

 

Where the fans are

På det her tidspunkt havde Bruce Springsteen netop udgivet et boxsæt med en række uudgivne numre, hvor en af de bedste sange hed ”Where the bands are”, hvor han i omkvædet synger ”I want to be where the bands are”. Jeg spurgte ham så helt kækt, om han ikke kunne spille sangen om aftenen i Parken og i stedet synge ”I want to be where the FANS are” i omkvædet? Bruce grinte og sagde at det var da en god idé og forsvandt så ind i sin sorte minibus med tonede ruder med sin bodyguard. Os fans ude foran hotellet kunne næsten ikke forstå, hvad der lige var sket og holdt jublende om hinanden, mens vi nærstuderede hinandens autografer. Og for at toppe det hele endnu mere så spillede Bruce samme aften min ønskede sang foran de 50.000 publikummer i Parken - og da han i omkvædet med et brøl råbte ”I wanna be where the FANS are” kunne jeg næsten ikke tro mine egne ører. Sikke et fanmøde og sikke en drøm!

 

Siden da har jeg ikke mødt Bruce Springsteen face-to-face, men har set alle hans efterfølgende koncerter i Danmark og i 2019 arrangerede jeg også to udsolgte hyldestkoncerter til Bruce i anledning af hans 70 års fødselsdag på Train i Aarhus og Amager Bio i København. Her i 2023 drager Bruce Springsteen & The E-Street Band på en omfattende ny verdensturné og her skal jeg (selvfølgelig!) igen opleve Bruce fyre den af live i selskab med min far, bror og gode venner. 

 

Husk at du kan låne masser af Bruce Springsteen vinyler, bøger, CDer og DVDer hos os på Odense Musikbibliotek - og godt nytår!

Mikkel Falk Møller // Musikbiblioteket. 

 

 

 

 



Af: mifmo

Udgivet: Tirsdag 3. januar 2023 • Opdateret: Tirsdag 7. marts 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier