"This is the new blood" - Dansk punk og hardcore | Odense Bibliotekerne

"This is the new blood" - Dansk punk og hardcore

Foto: PR Foto

Der er snart festival i Odense. Nej, det er ikke Tinderbox vi snakker om, men Ilter, som præsenterer et program med nogle af de bedste danske punk- og hardcorebands i Danmark lige nu, krydret med nogle udenlandske navne. Musikbibliotekar Simon Ellegaard Langholz vil i den forbindelse give et lille overblik over, hvad der rører sig på den danske scene i disse år.


Den danske punk- og hardcorescene buldrer derudaf i øjeblikket, med mange bands, der udgiver musik på et tårnhøjt niveau. K-Town hardcore – med sit udspring i Ungdomshuset i København – fører an, men også bands fra andre dele af Danmark popper op hele tiden. I forbindelse med Ilter Festival, som løber af stablen her i weekenden, er det en oplagt mulighed for se lidt nærmere på nogle af de danske bands, som man skal lægge ekstra meget mærke til i øjeblikket.

Iceage 
Når man snakker aktuel punk i Danmark, er man næsten nødt til at starte med Iceage. Jeg var relativt ny universitetsstuderende, da deres debut, New Brigade, udkom i 2011. De blev udråbt som det nye store punkband, og helt ærligt? Jeg forstod slet ikke deres musik, som var støjende og skramlet. For mit utrænede øre, der på daværende tidspunkt søgte den meget melodiske rock med lækre riffs, blev det simpelthen for meget. Jeg er blevet klogere siden, og selvom det underproducerede mix er skiftet ud med en mere indierocket lyd, holder de stadig fast i rødderne. De er det danske punkband, som i øjeblikket nyder størst succes med bl.a. flere turnéer i USA under bæltet, men får desværre alt for lidt opmærksomhed herhjemme. 

De Høje Hæle
Vi dvæler lidt mere i ungdomsminderne, for i 2011 var jeg også til min første Roskilde Festival. Her skulle jeg tjekke et dansk band ud, som bl.a. sang om at være en ”Drukmås” og at have ”Paranoia døgnet rundt”. De Høje Hæle spillede på Pavilion Junior og det var en med en vis ironisk distance, at jeg stillede mig op foran og dansede med – du ved, med en dum, ungdommelige usikkerhed, der forsøges skjult med humor. Trods at jeg offentligt grinede lidt af deres banale tekster og simple melodier, så hang det alligevel fast i hjernen. For kækheden var et frisk pust og musikken var lys og fængende. De Høje Hæle udgav i mandags to nye sange, 8 år efter de senest udgav noget og 10 år efter deres seneste album. Jeg er spændt på at høre, hvordan en mere voksen udgave af dem lyder, hvis der kommer et helt album fra deres side. Men, som de selv ville sige, Skal vi aldrig videre?

EYES og ROT AWAY
Vi ser EYES få en del berettiget omtale i øjeblikket, og både deres udgivelser og koncerter roses til skyerne. Man kan høre på pladerne, at forskriger Victor Kaas er en energibombe af rang, og jeg har læst (desværre endnu ikke set) at det samme gør sig gældende på scenen. Guitarerne spiller mærkværdige riffs, som på en eller anden måde fungerer inde i det kaotiske univers, som EYES præsenterer sine lyttere for. Hold øje med EYES.
I samme åndedrag vil jeg nævne ROT AWAY, som befinder sig i samme genre, men alligevel er noget anderledes. Det er mere ligefrem musik, men bestemt ikke mindre interessant. De leverer fede riffs og breakdowns, samt en virkelig lækker brølende vokal. Jo, hardcoren i Danmark rider på en bølge.

Situationsfornærmelse
Til sidst er der to bands jeg har dyrket ret meget, som er fuldstændig i hver sin ende af punk/hardcore-spekteret. Situationsfornærmelse er sjov, pervers punk, som leger med sproget og stikker til kønsrollerne. Uanset om det handler kedelige, selvoptagede dates i ”Kaff’ eller knep”, mandlige såkaldte feminister i ”Ind med hænderne” eller parforholdets stilstand i ”Carpe diem min røv” – som inkluderer en fræsende guitarsolo akkompagneret af koklokke – bliver der altid stukket til samfundsnormerne. Samtidig lyder de godt og er dygtige på deres instrumenter – og viser det. Det er ellers ikke er et krav i punken.

Night Fever
Det andet band er Night Fever, som er noget mere barske i både lyd og lyrik. Deres tekster tenderer voldsforherligelse, men det handler langt mere om autenticitet end det handler om had. Ligesom EYES har Night Fever en energisk frontmand, som jeg ser meget frem til at se dem live. Hvis de viser halvdelen af den intensitet på scenen, som de gør på plade, er der sikret moshpits og crowdsurfing foran scenen. Hastigheden er sat på max, men er samtidig enormt fængende og dynamisk. Du når ikke at kede dig, før numrene er slut. Ja, du når knap nok at trække vejret ind. Læg især mærke til de korte, kontante hookbaserede omkvæd, som man efter første lyt kan brøle med på.

Det var blot nogle få af de danske bands, som er værd at nævne, når der snakkes dansk punk og hardcore. En samlet liste over vores materialer kan du se nederst på siden og ellers kommer der bare én opfordring herfra: Se det live! Hvis der er én ting, som du helt sikkert får fra en koncert med disse kunstnere, så er det vildskab. God fornøjelse.

 

 

 

 

 

 



Af: siela

Udgivet: Onsdag 24. maj 2023 • Opdateret: Onsdag 7. februar 2024

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier