Schuberts “Die schöne Müllerin” – en introduktion | Odense Bibliotekerne

Schuberts “Die schöne Müllerin” – en introduktion

Foto: Colourbox.com

Hvis der var VM i sangcyklusser, ville din musikbibliotekarinde uden et sekunds tøven tildele Schuberts ”Die schöne Müllerin” guldmedaljen. Værket fylder 200 år i år. Men hvad er det for en møllerinde? Hvad er der så fantastisk ved de sange? Og hvad er den bedste indspilning, du kan finde på biblioteket? Musikbibliotekar Katrine Nordland iler med en introduktion.


I det dér VM må vi nok også hellere huske at nævne Beethovens An die ferne Geliebte, Schumanns Dichterliebe, Mahlers Kindertotenlieder og Strauss’ Vier letzte Lieder. Der er masser af vidunderlige eksempler på sangcyklusser – en samling sange kædet sammen af et tema eller en handling, som regel med tekster af den samme digter, og som opføres på én gang i samme rækkefølge uden pause.

Men en komponist, der om nogen huskes for at have ophøjet liedgenren (lied er det tyske ord for sang) til en selvstændig kunstart og tilført den ekstraordinære højder af udtryksfuldhed og skønhed – og endda temmelig mange år, før de fleste andre fandt på det – var Franz Schubert.

Die schöne Müllerin er den første af hans tre sangcyklusser, skrevet i 1823, hvor den anden af de store – Winterreise – kom til i Schuberts dødsår 1828, og den tredje – Schwanengesang – er samlet posthumt og udgivet efter hans død (med tekster af tre forskellige digtere, så der hersker uenighed om, hvorvidt den nu også reflekterer Schuberts ønsker og dermed kan regnes for en rigtig sangcyklus).

Die schöne Müllerin består af tyve sange til tekster af den tyske lyriske digter Wilhelm Müller. Sangene er skrevet for klaver og solosang, oprindeligt tiltænkt en tenorsanger, men – som det vil fremgå nedenfor – ikke sjældent transponeret til at passe til sangere i andre lejer, f.eks. en baryton. Tekstens hovedperson er en ung mand, og derfor er der ikke mange indspilninger af Die schöne Müllerin med en kvindelig sanger – vi har ingen på biblioteket – men man kan sagtens finde udmærkede eksempler på nettet.

En lied kan være opbygget på forskellige måder:

  • Strofisk: Udelukkende bestående af A-stykker, hvor den samme musik optræder igen og igen for hvert vers uden variation.
  • Strofisk varieret: Musikken skifter efter teksten i de forskellige strofer, men vender tilbage til det kendte.
  • Gennemkomponeret: Der er ingen fast, tilbagevendende form i musikken, som kontinuerligt ændrer sig efter teksten og komponistens ønsker.

Af Die schöne Müllerins tyve sange er cirka halvdelen af dem strofiske eller strofisk varierede, mens den anden halvdel er gennemkomponerede.

Handlingen er, kort fortalt: En ung møllersvend forlader sit hjem for at søge lykken. Han følger en bæk og når til en ny mølle, hvor han får arbejde. Her forelsker han sig i møllerens smukke datter (titlens ”Müllerin”) og prøver at få hendes opmærksomhed og imponere hende, men hun virker for sin del kun mildt smigret og sporadisk interesseret. Snart får vores unge ven konkurrence af en nytilkommen jæger, der stjæler pigens opmærksomhed og tillige har den frækhed at være iklædt grønt – farven på det hårbånd, møllersvenden har givet pigen. Og da møllerdatteren prompte forelsker sig i jægeren, gribes møllersvenden af fortvivlelse, oplever en kortvarig besættelse af farven grøn – symbolet på hans kærlighed og smerte – og drukner sig i mølleåen. Den sidste sang er en vuggevise sunget af bækken.

Og hvorfor skal vi så interessere os for denne usigeligt bedagede kærlighedshistorie, hvor den lidende ungersvend ikke forstår en afvisning, når den bider ham i rumpen, og pigens eneste funktion tilsyneladende er at være en yndig blondine med blå øjne og grønt hårbånd, som bliver sidestillet med et goddamn jagtbytte i én af sangene?

Det skal vi naturligvis pga. Schuberts uforlignelige musik og de mange fremragende fortolkninger af Wilhelm Müllers tekster. Én af styrkerne ved den tyske kunstlied – som f.eks. adskiller den fra den svenske visetradition, hvor hovedvægten ligger på teksterne – er, at klaverakkompagnementet er mindst lige så vigtigt som sangen. Selvfølgelig har vi brug for en dygtig sanger med stor beherskelse af det tyske sprog, den intime sfære, som liedgenren foregår i, og den følelsesmæssige spændvidde i en historie som denne.

Men pianisten er altså også på benhårdt arbejde her. Og Schubert selv sørger for, at klaverstemmen i lige så høj grad som digtene formidler møllersvendens optimistiske selvtillid, møllehjulenes repetitive rotationer, vandets rislen i bækken, arbejdernes fyraftenshygge, luttens akkordspil, pigens resolutte afvisninger, ungersvendens ængstelighed og forpinte besættelse, jægerens jagthorn, blomsternes overvindelse af døden og bækkens trøstende ord til slut.

Det er, hvad vi hører. Og intetsteds hører man det efter min mening bedre end i nedenstående indspilninger – fire af dem med en tenorsanger i front, to med en baryton og en enkelt med en basbaryton. Vi bemærker, at alle sangerne er tyskere. Det GØR altså en forskel!

Af Franz Schubert (2009)

Kommentar:

Der er næsten ikke de superlativer, man ikke kan sætte på den tysk-østrigske tenor Jonas Kaufmann. En KÆMPE operastjerne med et enormt repertoire, der synger på alle de største scener på adskillige sprog, udsælger billetter over hele verden og velsagtens pt. må udråbes til verdens største operasanger. Det kunne næsten være en hæmsko, når en så stor sanger tager livtag med den intime liedgenre, men her er intet at frygte. Kaufmann er i fuld beherskelse af sin store stemme, har tydeligvis tænkt over leveringen af hvert eneste ord og har selskab af sin faste makker, den erfarne pianist Helmut Deutsch. Til sammen leverer de et nuanceret og vidunderligt overskudsagtigt bud på den perfekte fortolkning af ”Die schöne Müllerin”. Tag denne her, hvis den er hjemme! (Men PS. Hør ALDRIG Kaufmanns gyselige, uudholdelige juleplade!).


Af Franz Schubert (2000)

Kommentar:

Har man læst mine anbefalinger af Bachs juleoratorium, vil man vide, at jeg har en særlig forkærlighed for den tyske tenor Werner Güra. Og det her er indspilningen, jeg selv sætter på, hvis jeg vil introducere nye lyttere for ”Die schöne Müllerin”. Güra var 35, da optagelsen blev lavet i 1999, og hans lyriske tenor formidler forbilledligt den unge møllersvends uskyldige, sårbare og i sidste ende skæbnesvangre ungdom. Der er virkelig forskel på den ukuelige optimisme i sangene ”Ungeduld” og ”Mein!”, og så den trodsige fornærmelse og skarphed i jalousidramaerne ”Der Jäger” og ”Eifersucht und Stolz”. Der er en renhed og sølvklokkeagtig klarhed over Güras stemme, som bare sender mig direkte i gulvet. Og Jan Schultsz akkompagnerer med følsom lydhørhed og øre for akkompagnementets raffinerede tekstur.



Kommentar:

Vil der nogensinde blive født en tenor med en mere krystalklar stemme og knivskarp diktion end tyske Fritz Wunderlich? Det er svært at forestille sig. Og selvom det hinsides tvivl er referenceindspilningen for alle fremtidige optagelser af ”Die schöne Müllerin”, vi har fat i her, så bliver man næsten ked af det over at høre den – pga. sangerens livshistorie. Wunderlich døde, kort efter at indspilningen her var lavet, 35 år gammel, da han faldt ned af en trappe, fordi hans sko ikke var snøret ordentligt, fik kraniebrud og døde. Det er helt ubærligt, hvad verden er gået glip af på den konto. Men så meget des mere grund til at blive ved og ved med at vende tilbage til denne vidunderlige indspilning, hvor Fritz synger gåsehudsfremkaldende smukt, akkompagneret af sin faste pianist og mentor, Hubert Giesen.



Kommentar:

Året efter, at vi i 1988 i Danmark smed vores fornemste musikpris, Léonie Sonnings Musikpris, efter den tyske tenor Peter Schreier, slog han sig sammen med den f-æ-n-o-m-e-n-a-l-e, ungarskfødte, britiske pianist András Schiff og indspillede alle Schuberts tre sangcyklusser. Her får vi en ”Müllerin” sunget med nærmest hjemsøgt, tragisk intensitet, og jeg er mest imponeret over Schreiers fortolkninger af den sidste halvdel af sangene, hvor møllersvenden næsten ikke kan være i sin egen krop af fortvivlelse – særligt ”Die liebe Farbe”, ”Trockne Blumen” og ”Der Müller und der Bach” kravler helt ind under huden. Og mand dog, hvor kan András Schiff akkompagnere en sang! Optagelsen er til den lave side, så sørg for at låne en cd og skru godt op.


Af Franz Schubert (2009)

Kommentar:

Feltets første baryton, og her er jeg ikke i tvivl om, at min favorit er denne optagelse fra 2008 med tyske Matthias Goerne akkompagneret af den store pianist og dirigent Christoph Eschenbach. Der er i sagens natur en hærdebred bund og voksen-mandig klang i sangene, når de bliver sunget af en baryton – ikke mindst af en herre med så stor en stemme som Goerne. Dermed skal sangeren have fat i andre kvaliteter for at formidle den unge, uprøvede møllersvend, der bukker under for sit livs første hjerte-smerte. Det gør Goerne fortrinligt vha. en lyrisk, følsom legato og en tilbageholdt beherskelse, som om det var første gang, han nogensinde har sunget disse sange (som nok har været på hans standardrepertoire i tredive år efterhånden). Og Christoph Eschenbach sørger med vanlig knastør sikkerhed i sit spil for, at vi forbliver på den rigtige side af patosgrænsen.


Af Franz Schubert (2000)

Kommentar:

Vi kommer ikke uden om den tyske lied-sværvægter Dietrich Fischer-Dieskau – måske alle tiders største liedsanger med mindst fire indspilninger af ”Die schöne Müllerin” i bagagen. På denne optagelse fra 1968 synger han dem suverænt, 43 år gammel, med den østrigske koncertpianist Jörg Demus ved tangenterne. Hvis man gerne vil have syn for sagn, ligger vi også inde med en dvd-optagelse fra 1992, hvor Fischer-Dieskau bliver akkompagneret af Christoph Eschenbach (se ovenfor). Her er det dog en aldrende herre, der her fortolker den unge møllersvends lidelser – Fischer-Dieskau var 66, da optagelsen blev lavet. Og selvom den udtryksfulde intelligens og det indgående kendskab til sangene er intakt, er det altså en markant mere udtyndet og mindre sikker stemme, vi hører på dvd’en i forhold til cd-indspilningen.


Af Franz Schubert (2005)

Kommentar:

Sangene er sat yderligere en tone ned ifht. barytonudgaverne, og her er det den tyske basbaryton Thomas Quasthoff, der i 2005 fortolker Schuberts sangcyklus med pianisten og landsmanden Justus Zeyen ved tangenterne. Thomas Quasthoff er født i 1963 med alvorlige misdannelser som følge af lægemidlet Thalidomid, som man i en årrække ikke vidste forårsagede fosterskader. Han fremstår derfor meget handicappet – men med en stemme så stor og klar, at man må takke sin skaber for, at han på trods af svære begyndervanskeligheder fik en chance i musikbranchen. Quasthoffs udgave af de romantisk-tragiske sange har sjæl og ånd og en formørket dysterhed, som nok dels skyldes det lave toneleje og dels det fortrinlige samspil med pianisten, som gør sig umage med at lade flyglet tale med bækkens og de vældige møllehjuls stemmer.




Af: knor

Udgivet: Lørdag 16. september 2023 • Opdateret: Onsdag 7. februar 2024

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier