Tjajkovskijs ”Nøddeknækkeren” – en introduktion | Odense Bibliotekerne

Din musikbibliotekarinde tænker, at det ikke vil være en urimelig påstand at hævde, at Pëtr Tjajkovskijs tre balletter, Svanesøen, Tornerose og Nøddeknækkeren, alle tre befinder sig på den store, globale Top 5 over verdens mest kendte balletter. Ikke nogen ringe bedrift af vores russiske, romantiske stormester. Og selvom de tre så internt kan slås om, hvilken én af dem, der er mest elsket – det skal jeg ikke fremture med et svar på (men Svanesøen ligger nok lunt i svinget) – så er det i hvert fald sikkert, at Nøddeknækkeren er et af de mest vidunderlige og højtskattede juleværker, vi har i den klassiske musik.

Tjajkovskij havde efter sin kæmpesucces med operaen Spader Dame i 1890 stor lyst til at gå i gang med et nyt operaprojekt. Samtidig var han beriget med tre samarbejdspartnere, teaterdirektøren Ivan Vsevolotzskij og balletkoreograferne Marius Petipa og Lev Ivanov, som alle tre red på en bølge af glæde efter d’herrers ligeledes succesfulde samarbejde om balletten Tornerose året før. Resultatet blev en dobbelt-Tjajkovskij-premiere på Mariinskij Teatret i Skt. Petersborg i december 1892 på både operaen Jolanthe og altså balletten Nøddeknækkeren.

Som litterært forlæg til balletten valgte Vsevolotzskij en fransk udgave (skrevet af Alexandre Dumas) af den tyske digter E.T.A. Hoffmanns juleeventyr om Nøddeknækkeren og Musekongen. Og heldigvis foregår størstedelen af handlingen i en drøm, thi ellers havde vi godt nok været ud i en ekstraordinært syret og bizar historie. Som det er, skal vi bare forstå handlingen som et julet og dramatisk drømmeeventyr spundet ud af et barns fantasi.

Hovedpersonen, pigen Clara, drømmer efter en ekstraordinært spændende juleaften, hvor yndlingsjulegaven er en husartræfigur, som kan knække nødder – titlens Nøddeknækker. I drømmen kæmper Nøddeknækkeren mod den syvhovedede Musekonge og hans musearmé. Kampen indeholder også peberkagesoldater, tinsoldater og dukkefigurer, der bærer de sårede (læs: peberkagesoldater, der er blevet ædt af musene) væk fra slagmarken.

Da Clara har hjulpet Nøddeknækkeren med at uskadeliggøre musekongen, bliver Nøddeknækkeren forudsigeligt nok forvandlet til en smuk prins, og de to ender i Landet Fuld Af Slik, hvor Bolsjefeen regerer. Hun har vistnok også skullet befries fra nogle mus undervejs. Og i taknemmelighed inviterer hun dem altså til sit slikmekka, hvor sejre og kærlighed bliver fejret med en masse danse forestået af spansk kaffe, arabisk kaffe, te fra Kina, russiske slikstænger, marcipanhyrdinder, peberkager og blomster. Højdepunktet er Bolsjefeens dans med sin kavaler – den obligatoriske Grand Pas de Deux, som kritikerne efter premieren peb over, lå alt for sent i balletten. Man bliver ganske aldeles forvirret af at finde hoved og hale i historien, men det er sådan set også nok at konstatere, at den indeholder børn, jul, slik, onde mus, en smuk nøddeknækkerprins, en godhjertet fe og en happy end.

Nøddeknækkeren er til dels skrevet under en tre uger lang koncertrejse via Frankrig til Amerika. Undervejs erfarede Tjajkovskij, at hans søster var død efter lang tids sygdom og morfinafhængighed, og denne nyhed var naturligvis et hårdt slag for den følsomme og melankolsk disponerede storebror. Man spekulerer i eftertiden over, om Bolsjefeen er en musikalsk manifestation af lillesøster Alexandra ’Sasja’ – bemærk f.eks. den karakteristiske, nedadgående melodi i pas de deux’en.

Til en start var Nøddeknækkeren faktisk ikke nogen overvældende succes. Kritikerne brød sig ikke om, at børnene var i centrum for handlingen, og publikum syntes, af prima ballerinaen (Bolsjefeen) i det hele taget figurerede for lidt. Der var også den lejlighedsvise onde tunge, der kritiserede ballerinaen, der dansede Bolsjefeens parti (Antonietta Dell'Era, hed hun), for at være ”korpulent” og ”buttet”. Men det 20 minutter lange uddrag, som vi i dag kender som Nøddeknækker-suiten, og som Tjajkovskij havde ladet uropføre ni måneder før ballettens premiere, elskede publikum fra første tone (og forlangte gentagelser af hver eneste af de otte satser).

I dag opføres balletten som helhed op til jul over hele verden hver jul, men det er stadig suiten, der er den mest udbredte version af Nøddeknækkeren. Den består først af fremmest af de korte karakterdanse, som danses ved den afsluttende fest i Bolsjefeens land, og udgør omkring en fjerdedel af den samlede balletmusik. Der er derfor ikke et dramatisk forløb i Nøddeknækker-suiten, men de otte satser er hver især totalt fortryllende og dybt originale. Tjajkovskij overgår sig selv i ørehængende melodier og eventyrlige orkesterfarver – lyt f.eks. til den kinesiske dans, som vitterlig lyder overordentligt orientalsk, eller den yndige og gådefulde Bolsjefe-dans, hvor det hidtil i symfonisk sammenhæng helt ukendte, klokkespillydende celeste fremmaner en forfinet og magisk stemning.

Man får indiskutabelt en større oplevelse af at høre hele balletten – men man kan jo kan starte med suiten, hvis man er helt ny i Tjajkovskij-land. Musikbiblioteket ligger inde med over 20 udgaver af Nøddeknækkeren enten i sin helhed eller i uddrag, og nok omkring firs milliarder indspilninger af suiten og de mange versioner, der er lavet af den (f.eks. klaverversioner, jazzversioner, børneudgaver og Disneys førnævnte underskønne tegnefilmsversion i Fantasia). Nedenfor anbefaler jeg seks indspilninger af den fulde ballet, en enkelt klaverudgave og Duke Ellingtons klassiske jazzudgave af Nøddeknækker-suiten fra 1960.

Og PS. Mens jeg skriver disse linjer, kommer min 18-årige datter ind i stuen og spørger, ”hvorfor vi hører så meget Fantasia i dag?”. I rest my case om Nøddeknækker-suitens udbredelse via Disney. Og hvis du IKKE har set Disneys knuselske-nuttede version, så skynd dig at nappe Fantasia med hjem!

God fornøjelse med Nøddeknækkeren, og glædelig jul!