Ugens Dirigent: Uge 10: Georg Solti | Odense Bibliotekerne

Visse dirigenter er mere intimiderende at give sig i kast med end andre, og ham her er én af dem. Manden med det djævelske smil, den vilde gestik, den kompromisløse vilje og den minutiøse præcision, som han utrætteligt eksercerede musikerne igennem under højlydt råben, indtil de kunne udføre hans vision til perfektion. Flere gange gik han så kraftfuldt til makronerne, at han spiddede sig selv med sin dirigentstok. I England blev han kaldt ”The Screaming Skull”. Chicago Symfonikerne truede ham med at komme på arbejde iført murerhjelme, fordi han dirigerede så vildt. Og i 1976 stak han sig i ansigtet under en opførelse af Figaros bryllup på The Met og måtte gennemføre det sidste af operaen med en vådt lommetørklæde fæstnet til kinden. Herefter gik han over til dirigentstokke med afrundet spids. Og det blev da også sagt om Solti, at han med alderen blev mere afrundet både i sit temperament og sin dirigeringsstil.

Georg Solti – efternavnet udtales Sholti – blev i virkeligheden født György Stern den 21. oktober 1912 i Budapest som yngste barn af mor Teréz og far Móricz, hvis kaldenavn forvirrende nok var ”Mor”. Forældrene var jøder, og i kølvandet på Første Verdenskrig blev det udbredt praksis, at ungarske statsborgere med fremmedklingende efternavne ændrede dem til noget mere ungarsklydende. Dette var obligatorisk for statsansatte. ”Mor” Stern var selvstændig købmand og så ikke noget behov for at ændre sit eget eller sin kones navn, men erkendte det som en god idé at ændre børnenes. Og således blev György Stern til György Solti – senere med det vestliggjorte fornavn Georg.

Modsat i tilfældet Riccardo Chailly måtte mor og far kæmpe lidt med lille György for at få ham væk fra fodboldbanerne og hen til klaveret. Men den hjemlige pligt til at være akkompagnatør for sin storesøster Lilly medførte alligevel, at Solti fik en hæderlig oplæring som pianist og et stort repertoirekendskab. Han kom på det prestigefulde Franz Liszt Akademi i Budapest, men fra 13-års-alderen slap forældrenes økonomiske formåen op, og Solti måtte finansiere sin egen uddannelse ved at give klaverundervisning. Blandt hans undervisere i klaver og komposition var så markante, ungarske skikkelser som Béla Bartók og Ernő Dohnányi. Og efter at den 13-årige dreng havde sneget sig ind til en koncert, hvor Erich Kleiber (se uge 3) dirigerede Beethovens 5. symfoni, var han klar over, at han skulle have en fremtid som dirigent.

Solti arbejdede en årrække som repetitør og assistent på den ungarske statsopera op igennem 1930’erne, og fik en stor drøm opfyldt, da han i 1937 pga. en influenzaepidemi fik mulighed for at træde til som repetitør for Arturo Toscanini (som vi naturligvis vender tilbage til senere på året) ved Salzburg Festspillene i 1937. Forbindelsen til Toscanini styrkede Soltis renommé på hjemmefronten, og han fik sin debut som dirigent på den ungarske Statsopera den 11. marts 1938, hvor han dirigerede Mozarts Figaros bryllup. Realiteten blev dog, at dette også var dagen, hvor Nazityskland invaderede Østrig, og aftenen forløb i trykket bekymring over ikke mindst jødernes skæbne, da de i de antisemitiske efterdønninger af invasionen bl.a. blev udelukket fra at bestride offentlige embeder.

Et hjerteskærende vendepunkt i Soltis liv følger, da han som 26-årig i august 1939 bliver sat på toget til Zürich af sin far. György forstår ikke sin fars afskedstårer og finder dem pinlige – ”Jeg kommer hjem om en uge!”. Han ved ikke, at hans far har en frygtelig fornemmelse af, at han aldrig skal se sin søn igen. Og dette kom desværre til at holde stik. Solti tilbragte alle krigens år i Schweiz, hvor han ikke fik lov at arbejde som dirigent, men ernærede sig som sang- og klaverlærer. En sejr i en international klaverkonkurrence i 1942 åbnede også mulighed for at tjene penge som pianist – og det var også i disse år, at han mødte sin første hustru, Hedwig ”Hedi” Oeschli, som han var gift med indtil 1964.

Herpå følger de fire ansættelser, som udgør rygraden i Soltis ekstremt aktive og produktive karriere: Det første var seks år fra 1946-52 som musikchef for den Bayerske Statsopera i München – et job, som så uprøvet en dirigent kun kunne få, fordi de etablerede, tyske dirigenter (f.eks. Furtwängler og Karajan – begge kommer vi tilbage til) var genstand for ’afnazificeringsproceccer’ på dette tidspunkt. Ansættelsen indebar mødet med den aldrende Richard Strauss, som fejrede sin 85 års fødselsdag i München med en festopførelse af Rosenkavaleren, som Solti dirigerede. Solti var rædselsslagen for at møde mesteren, men den korte kontakt, de nåede at have, endte med at være både varm og fagligt udviklende.

Presset for at ansætte en tysker i München var imidlertid blevet for stort, og Solti rejste til Frankfurt, hvor han var musikalsk chef for operaen fra 1952-61. Det var en position, som han umiddelbart betragtede som et skridt nedad, men som gav ham ni gode og frugtbare år, der inkluderede 33 operaopsætninger, stor rejseaktivitet (bl.a. i både Syd- og Nordamerika), masser af indspilninger, bl.a. en storsælgende og historisk berømt optagelse af Nibelungens Ring fra 1958-65, og et tysk statsborgerskab, som Solti taknemmeligt takkede ja til i 1953 og beholdt i næsten tyve år.

Soltis mest kontroversielle ansættelse kom, da han efter en mislykket kontraktforhandling med Los Angeles Filharmonikerne i 1961 blev ansat som musikchef for Covent Garden Operaen i London (som i dag formelt hedder Royal Opera House, efter at dronning Elizabeth føjede den royale titel til under Soltis ’regeringstid’ i 1968). Pressen var bekymret, thi ville Solti nu fortsætte operahusets stolte tradition med at spille operaer på engelsk? (Det skulle vise sig, at det ville Solti godt). Sangerne peb over, at deres nye dirigent, ”The Hungarian Disaster” (!), lod orkestreret overdøve dem og brugte endeløse timer på at korrigere fejl, de ikke var enige med ham i. Og en insisterende fraktion af publikummer stemte i og igangsatte en kampagne med buhråb og klistermærker med ordene ”Solti Must Go!”. Nogen opdagede endda, at Covent Gardens position som grønttorv også muliggjorde det at smide med løg og kartofler. En dag trillede et blomkålshoved påført teksten ”Solti Must Go!” op på scenen. Og anonyme vandaler ridsede ordene på Soltis Mercedes. Det skulle dog vise sig, at Covent Garden Operaen under Soltis tid som chef løftede sig til at være fuldt på højde med de bedste operahuse i verden, og da hans årti i London var slut, var Solti næst efter Karajan den mest efterspurgte dirigent i Europa.

Årene i England førte også til mødet i 1964 med den 27-årige BBC-journalist, Valerie Pitts, som kom for at interviewe den nyseparerede Solti på hans hotelværelse, men blev mødt af en forvirret, håndklæde-omviklet dirigent, der havde glemt deres aftale. Dette blev til et 30 år langt ægteskab – fra 1967, efter at begge parter havde sørget for lovformelige skilsmisser først. Ægteskabet resulterede i døtrene Gabrielle og Claudia – og Solti fortæller, hvordan de eneste to ting, der har fået ham til at tro på Gud, er Mozart og datteren Gabrielles blik, da hun 40 minutter gammel åbnede øjnene og så på sin 57-årige far med en babys uudgrundelige visdom. I 1972 blev han både slået til ridder (hvilket føjede et ”Sir” til hans navn) og opnåede britisk statsborgerskab – dog har Solti siden selv sagt, at han hverken føler sig som ungarer, tysker eller englænder, men blot som musiker.

Fra 1969 var Solti musikchef for Chicago Symphony Orchestra og dermed for første gang i sin karriere i spidsen for et orkester, der ikke primært spillede operaer. Og de 22 års ansættelse af Solti som chef for det til en start lidt metaltrætte og gældsatte orkester kan vi med god ret give hele æren for, at Chicago Symphony Orchestra i dag er blandt USA’s berømmelige ”Big Five”. Han erkendte, at orkestret måtte ud af Chicago, hvis det ville opnå international anerkendelse, og iværksatte en europaturné i 1971, som blev en enorm succes. Han svingede personligt godt med Chicago Symfonikerne, lod orkestret hyre til mange af hans indspilninger for pladeselskabet Decca, udvidede repertoiret betragteligt og indspillede komplette symfonier af Beethoven, Brahms, Bruckner og Mahler. 999 koncerter med orkestret skulle det blive til – og nr. 1000 var selvfølgelig planlagt, men Solti nåede at dø pludseligt den 5. september 1997, en måned før jubilæumskoncerten skulle være spillet.

Soltis betydning for musikken i det 20. århundrede og hans plads på dirigenthimlen er – som det turde fremgå – bare ikke én, man kan skøjte let hen over eller sætte tilstrækkelige superlativer på. 31 Grammy’er blev det som sagt til, en verdensrekord, inden Beyoncé overhalede ham med 32 i sidste måned. Lyttelisten nedenfor er kun 28 af de ca. 200 indspilninger, biblioteket ligger inde med med Georg Solti. Og på trods af mine mange ord i denne uges dirigentbiografi har jeg ikke ord i mig til at anbefale ham nok.