Ugens Dirigent: Uge 12: Colin Davis | Odense Bibliotekerne

Vi skal her stifte bekendtskab med en farverig herre, én af de dirigenter, som englænderne er særligt stolte af at tælle blandt deres helt store. Og legemliggørelsen af ”den amerikanske drøm”, hvis ikke vi havde befundet os i England. Colin Davis blev født i sydengelske Surrey den 25. september 1927 som det femte af syv børn. Far Reginald havde gjort tjeneste i skyttegravene under 1. Verdenskrig og var kommet hjem ganske ødelagt af sine oplevelser under krigen. Som følge heraf havde han svært ved at fastholde en ansættelse op igennem 1920’erne og var gældsat til op over begge ører. Familien havde ingen elektricitet, og Davis huskede, hvordan de syv børn badede på skift i en zinkbalje foran kaminen, som også i en periode fungerede som eneste læselys. Heldigvis var Reginald i besiddelse af en rig onkel, som hjalp ham med at finde ansættelse som bankassistent – og herfra gik det en smule bedre. Hele familien delte en stor glæde ved musik: Mor Lillian spillede klaver, og far og Colins to ældre brødre oparbejdede en pladesamling, som unge Colin også blev fascinerede af og fik en imponerende diskografisk viden ud af.

Den rige grandonkel skulle vise sig gavmild én gang til og sendte Colin på privatskolen med det misvisende navn Christ’s Hospital. Hans storebrødre var ivrige musiklyttere, men spillede ikke selv, så som en sidste mulighed for at få en musiker i familien (de fire døtre talte naturligvis ikke!?) fik Colin stukket en klarinet i hånden. Den favnede han med stor entusiasme - øvede sig så meget, at han blev uvenner med sine søskende, og naboen smed en seddel ind under døren med ordene: ”Stop en sok i den!”. Klarinetspillet skaffede ham ret hurtigt stipendiat til konservatoriet, hvor han uddannede sig til klarinettist med en hemmelig drøm om at blive dirigent efter at have hørt en optagelse af Beethoven 8., hvor Hans Pfitzner dirigerede Berliner Filharmonikerne. Imidlertid kunne han ikke spille klaver (en musikalsk brist, han i øvrigt delte med sin senere yndlingskomponist, Hector Berlioz) og kunne derfor ikke blive optaget på dirigentuddannelsen. Han var klar over, at han ikke var konservatoriets bedste klarinettist, men øvede sig som en gal alligevel og krediterede sidenhen klarinetten for at have bragt W. A. Mozart – hans livs anden store, musikalske kærlighed – ind i hans liv.

Som ung, færdiguddannet klarinettist tilbragte Colin Davis næsten ti år i, hvad han selv kaldte ”amatør-vildnisset”, hvor han tjente til et eksistensminimum som ensemblemusiker og korleder. Han blev også gift, 22 år gammel, med sopranen April Cantelo, hvis spirende karriere finansierede familien, der også snart talte to børn, Suzanne og Christopher. Og alt det hårde arbejde gav pote, da Davis i 1957 blev tilbudt jobbet som assisterende dirigent for BBC Scottish Symphony Orchestra. Denne position løftede øjeblikkeligt hans karriere til et højere plan, og han blev bestormet med højprofilerede invitationer: Han fik sin debut med the Royal Philharmonic Orchestra, the London Philharmonic Orchestra og Manchesters Hallé Orchestra, alt sammen til stående ovationer. Endnu et svineheld indtraf, da han i 1959 trådte ind som vikar for den sygdomsramte Otto Klemperer (mere om ham senere på året) ved en gallaopførelse af Mozarts Don Juan. Succesen i den anledning affødte en stilling som chefdirigent, og fra 1961 musikchef, for operahuset Sadler’s Wells (den nuværende English National Opera). Og det vil altså sige, at den kun et-par-og-tredive-årige dirigent i starten af 1960’erne allerede blev hyldet som den ultimative nye, unge dirigentkomet, Sir Thomas Beechams naturlige arvtager – f.eks. vikarierede han for Beecham på Glyndebourne i 1960, hvor han dirigerede Tryllefløjten – hvor han godt nok blev rasende uvenner med musikerne undervejs.

Men efter de mange år i ”vildnisset” steg succesen måske Davis en smule til hovedet, og han beklagede senere, hvordan han i sin tidlige karriere opførte sig forkælet og hidsigt overfor sine stakkels musikere. På denne konto gik han glip af en ansættelse som chefdirigent for London Symphony Orchestra i 1960, og rygtet for at have et hidsigt temperament og for at være en temmelig besværlig samarbejdspartner, taktløs og ”svær at holde af” skulle hænge ved i nogle år. Davis var forfalden til raserianfald og havde ofte sammenstød med musikerne – måske har det heller ikke været helt nemt at skulle hævde sin autoritet overfor mænd, der var gamle nok til at kunne være hans far, og andre, der var tidligere orkesterkollegaer. Den faglige krise fik en personlig parallel, da Davis forelskede sig i familiens iranske au pair, Ashraf Naini, kaldet ”Shamsi”. Han blev skilt og giftede sig i 1964 tre gange med sin nye kærlighed – én i Iran og to i England (på den iranske ambassade og på rådhuset). Davis og Shamsi fik fem yderligere børn, hvoraf én i dag også er dirigent, som endda ligner sin far til forveksling, men har ændret navn til Joseph Wolfe for bedre at kunne skabe sin egen identitet som musiker.

Midtlivskrisen gjorde, at det iltre temperament veg for en langt mere venlig, afbalanceret og kompromissøgende personlighed, og den Colin Davis, der trådte ud på den anden side af den private og professionelle tumult, var diskret, samarbejdende og talte så lavt, at man næsten ikke kunne høre det. Sådan forblev han – med enkelte ekskursioner udi den lejlighedsvise følelsesudladning – resten af sit liv. I 1967 blev han chefdirigent for BBC Symphony Orchestra, med hvem han nød en særdeles succesrig europaturné og Promenadekoncerter, der gjorde Davis til nationalhelt i England, komplet med bannere med teksten ”Colin Davis 4 Prime Minister”. Og i 1971 tog han yderligere et skridt op ad karrierestigen, da han tog over efter Georg Solti som musikchef for the Royal Opera i Covent Garden. Det havde været vigtigt for teatrets ledelse at ansætte en englænder efter ti stormombruste år under Solti, men Davis’ underspillede britiskhed tog sig pludselig bleg ud i sammenligning med Soltis fyrighed og vildskab. Lavpunktet var i 1972-73, hvor opførelser af Fidelio, Don Juan, Nabucco og Tannhäuser blev buhet, og en forbløffet og såret Davis buhede tilbage ad publikum og rakte tunge efter dem. Dette afstedkom naturligvis ikke så lidt latterliggørelse i pressen. Hans udgave af Wagners Nibelungens Ring blev også skældt ud for ikke at kunne leve op til Soltis storsælgende mesterværk. Men som det også skete med Solti, knyttede publikum sig lidt efter lidt til deres nye operachef, og opførelser af samtlige Mozarts store operaer, Verdis Falstaff, Brittens Peter Grimes, Stravinskijs Lastens vej og ikke mindst Berlioz’ Trojanerne og Benvenuto Cellini (den sidste på La Scala i Milano) blev karrieredefinerende succeser. I 1977 blev Davis den første engelske dirigent på podiet i Bayreuth, hvor han dirigerede festivalens åbningsopera, Tannhäuser, til stor anerkendelse. Og i 1980 blev han slået til ridder af sin indsats for britisk musik.

Da hans kontrakt med Covent Garden i 1986 til Davis’ store fortrydelse ikke blev fornyet, afslog han tilbud fra så store orkestre som Cleveland Orchestra og New York Filharmonikerne og tilbragte i stedet årene indtil 1993 som chefdirigent for Den Bayriske Radios Symfoniorkester (som selv kalder sig Symphonie-Orchester der Bayerischen Rundfunks) i München. Sideløbende hermed var han gæstedirigent for Staatskapelle Dresden, som udnævnte ham til sin første æresdirigent i 1990, og hvis musikere gav ham kælenavnet ”Der Sir”. Og i 1995 kom så endelig den udnævnelse til chefdirigent for London Symphony Orchestra, som havde ligget i kortene i næsten fyrre år. Davis havde dirigeret orkestret første gang i 1959, stået i spidsen for orkestrets første verdensomspændende turné i 1964, været gæstedirigent siden 1975 og stod på podiet, da LSO indviede sit nye hjem, the Barbican Centre, i 1983 med musik af to af Davis’ personlige helte, Berlioz og Tippett. Han forblev chefdirigent indtil 2006 – en rekordlang periode for LSO – og blev herefter udnævnt til ”præsident” fra 2007-13. Årene i London affødte hele serier af indspilninger af musik af Sibelius, Berlioz, Bruckner, Mozart, Elgar, Beethoven, Brahms og vores egen Carl Nielsen, og cementerede om noget Davis’ plads på dirigenternes helt store stjernehimmel.

Vi har altså i Colin Davis at gøre med et helt igennem ”rigtigt menneske”, en farverig herre med en helt unik forståelse af f.eks. den ubetingede glæde i Mozarts musik og de enestående kvaliteter i de værker af Berlioz, som ellers havde slumret hen efter komponistens død i 1869 (f.eks. operaen Trojanerne). Men han havde også interesser ud over musikken. Jeg nævnte indledningsvis den leguan, der boede i en plexiglasterrarium i hans køkken (den kan ses på billedet ovenfor). Der var også en slange ved navn Sam. En stor samling af piber. Et fuldt menneskeskelet i hjørnet af hans arbejdsværelse. Og så elskede han i lighed med Carl Nielsen at strikke og strikkede f.eks. sprudlende, blomstrede trøjer til sin kone og sine døtre. Familien boede fashionabelt i et stort hus i det nordlige London, med da Lady Davis, ”Shamsi”, døde i 2010, begyndte Davis’ helbred også at gå hastigt ned ad bakke. Hans sidste store, offentlige koncert var en opførelse af Berlioz’ Requiem i St. Paul’s Cathedral i London den 26. juni 2012. Og den 14. april 2013 døde Sir Colin Davis, 85 år gammel, med et historisk bidrag til musikken bag sig, både i og udenfor England.