Ugens Dirigent: Uge 16: John Eliot Gardiner | Odense Bibliotekerne

Vi lægger ud med en smule kunsthistorie: Billedet af den ca. 60-årige Johann Sebastian Bach, som pryder forsiden af bogen til venstre, er malet i 1748 af den tyske barokmaler Elias Gottlob Haußmann. Efter Bachs død gik billedet i arv til hans næstældste søn Carl Philipp Emanuel, som også var kendt som ”Hamburger-Bach” (efter hans hjemby, ikke hans livret). Portrættet var stadig i Bach-familiens besiddelse efter sønnikes død i 1788, men i begyndelsen af det 19. århundrede blev maleriet købt hos en marskandiser af en jødisk familie ved navn Jenke fra den dengang tyske by Breslau (der nu er den polske by Wrocław). Flere generationer senere, i 1930’erne, flygtede Walter Jenke fra Tyskland til England for at undslippe nazisternes jødeforfølgelse, og for at beskytte familiens dyrebare maleri betroede han portrættet til opbevaring hos gode venner, en familie i sydengelske Dorset, langt fra storbyernes luftangreb. Familiens navn: Gardiner.

Og således gik det til, at utvivlsomt én af verdens største nulevende Bach-fortolkere, John Eliot Gardiner, blev født og voksede op i huset, der indeholdt originalen af verdens mest berømte portræt af J. S. Bach. Billedets videre skæbne blev, at det i 1952 blev solgt af Walter Jenke på en auktion og købt af den amerikanske Bach-forsker og filantrop William Scheide. Han beholdt det i over tres år indtil sin død, hvorefter hans arvinger i 2015 sørgede for, at det berømte portræt officielt blev doneret til Leipzigs Bach-Archiv. Så nu er den store mester omsider vendt hjem. Og lille John Eliot kan med fuld ret siges at være blevet inspireret til at blive Bach-ekspert fra den dag, han blev født – den 20. april 1943. Af datoen kan vi udlede, at manden fylder 80 på torsdag den 20. april 2023. I anledning af fødselsdagen rejser han rundt med sine selvgrundlagte ensembler, Monteverdi Koret og the English Baroque Soloists, og opfører Bachs h-mol-messe forskellige steder i Europa. Koncerten i Hamburgs smukke Elbphilharmonie i sidste uge var desværre knaldhamrende udsolgt, ellers havde man ikke kunnet se mig i støvskyen fra min sprint på vej derned.

John Eliot Gardiner voksede op i landsbyen Fontmell Magna i det sydlige England. Hans far, Rolf Gardiner – der altså var manden, til hvem Haußmanns Bach-portræt blev betroet – var landejer, engageret i skov- og jordbrug og forbløffende moderne principper for bæredygtigt, økologisk landbrug. Papa Gardiner var et excentrisk menneske, dybt optaget af naturbevarelse, lokalpolitik og principperne om ”en sund krop i et sundt legeme”. I sin ungdom havde han advokeret for den tyske Nacktkultur – altså nudisme – i England, hvilket mest vakte forarget furore. Og så var han glødende interesseret i musik og dans, revitaliserede adskillige folkedansearter og etablerede musik- og sanglejre både i sit hjem og i lokalsamfundet. Og på den måde blev John Eliot eksponeret for sang og musik, allerede fra han som helt lille var med, når far Rolf og mor Mariabella ’Marabel’ Gardiner var værter for amatørsangaftener og sang i det lokale kirkekor. Marabel sørgede for, at au pair-piger lærte hendes børn latin, tysk og fransk, at de kom på kulturrejser til Italien, lærte om renæssancekunst, arkitektur og musik og på alle måder var klassisk dannede mennesker med stærk tro på sig selv, inden de ramte grundskolealderen. Således opnåede sønnike et grundlæggende kendskab til kormusikken fra renæssancen og den tidlige barok. Han fattede særlig interesse for Monteverdis Vespro della beata vergine, efter at han som 6-årig havde hørt den navnkundige Nadia Boulanger holde foredrag om Monteverdi, og hørte en båndet optagelse af værket igen og igen. John Eliot lærte sig selv at spille, til en start på violin, men allerede fra teenageårene udviste han såvel interesse som talent for at dirigere.

Studier på universitetet i Cambridge drejede sig formelt om historie, arabisk og middelalderspansk, men dirigentkarrieren fik han sat på skinner som fritidsaktivitet, da han stod i spidsen for en opførelse af netop Monteverdis Maria-Vesper (som vi kalder den på dansk) i 1964. Til dette formål sammensatte han, hvad der skulle blive det stadig aktive Monteverdi Choir. Dette førte til øjeblikkelig succes som kordirigent – bl.a. på en turné med korsangere fra Oxford og Cambridge i Mellemøsten, hvor han fik gavn af at have studeret arabisk – og til egentlige musikstudier, både i London og igennem to år i Paris, hvor han studerede hos sin barndoms heltinde Nadia Boulanger og dermed i dag er en del af hendes celebre boulangerie (som også tæller bl.a. Daniel Barenboim, Philip Glass, Quincy Jones og vores egen Per Nørgård).

I ​​1968 fik Monteverdi Koret eget ’husorkester’, da Gardiner grundlagde Monteverdi Orchestra, til en start som et ”almindeligt” symfoniorkester, der spillede på moderne instrumenter. Ti år senere oplevede han imidlertid at være blevet så etableret som dirigent af renæssance-, barok- og tidlig klassisk musik, at han tog springet og log sit orkester skifte til periodeinstrumenter – altså originale instrumenter fra den tid, musikken blev skrevet, eller kopier af dem. Dette må karakteriseres som intet mindre end en revolution i musikhistorien – begyndelsen på det, man kalder opførelsespraksis, altså en stræben efter at gengive musikken, som den lød, da den blev skrevet (i det omfang, det er muligt – ”autenticitet” i musik er en kæmpe diskussion, som det fører for vidt at tage her). John Eliot Gardiner har en solid aktie i, at periodeinstrumenter ikke bare blev et udbredt og populært fænomen, men efterhånden næsten også helligbrøde ikke at bruge i opførelse af tidlig musik. Med det markante skift i orkestrets lyd fulgte også et navneskift, og Monteverdi Orchestra blev i 1978 til The English Baroque Soloists. Og ved slutningen af ​​1970'erne var Gardiner og hans to ensembler voldsomt efterspurgte i såvel Europa som USA.

Efter et par år i Canada i starten af 1980’erne tog Gardiner til Frankrig, hvor han fra 1983-88 bestred posten som musikdirektør for Lyons Opera (Opéra National de Lyon). I hele årtiet fungerede han også som kunstnerisk leder af den tyske barokfestival Internationale Händel-Festspiele i Göttingen, der, som navnet antyder, fokuserer hovedsageligt på musik af G. F. Händel. Og så blev han gift i 1981 med violinisten Elizabeth Wilcock, som han i løbet af seksten års ægteskab fik tre døtre med (et tidligere og noget hemmelighedsomspundent ægteskab i hans unge voksenliv forblev barnløst). Da 1990 oprandt modtog Gardiner ikke bare den Order of the British Empire, der gjorde ham til Sir John Eliot Gardiner, men grundlagde også sit tredje ensemble, det pompøst betitlede Orchestre Révolutionnaire et Romantique, som spiller wienerklassisk og romantisk musik, stadig på periodeinstrumenter og efter de historisk bevidste opførelsespraksisser. Det blev til flere verdensturnéer med alle tre ensembler op igennem 1990’erne og 2000’erne, mest markant den 52 uger lange ”Bach Cantata Pilgrimage” i 250-året for J. S. Bachs død i år 2000. Her opførte Gardiner sammen med Monteverdi Koret og the English Baroque Soloists alle Bachs overleverede kirkekantater i nogle af Europas smukkeste kirker, inkl. dem, hvor Bach selv opførte dem. Alle de liveoptagelser, der blev optaget ved disse koncerter og udgivet på ensemblernes eget pladeselskab, Soli Deo Gloria, kan du finde her.

Maestro Gardiner går næsten lige så meget op i det økologiske landbrug, han driver på sin barndoms landejendom Gore Farm, som han gør i musikken. Han nåede også igennem et tredje ægteskab, med den italienske sopran Isabella de Sabata, indtil også dette desværre gik i stykker i 2019. Og karrieren igennem har der været rygter om raserianfald, primadonnanykker og uforskammethed overfor musikere og kollegaer (måske et udbredt fænomen blandt dirigenter? Se også Solti og Toscanini). Det bliver mest ved hvisken i krogene og anekdotiske vidnesbyrd på de sociale medier. Men Gardiner hævder selv at være blevet mildere med årene. Han plejer et livslangt venskab og interessefælleskab med sin nations nykårede kong Charles. Og hele tiden har ekspertisen i og kærligheden til J. S. Bach fungeret som det faglige grundlag, som alle har elsket og respekteret Gardiner for i årtier. I 2013 udgav han en succesfuld (og særdeles anbefalelsesværdig) biografi om Bach, Music in the castle of heaven. Årene fra 2014-19 tilbragte han som formand for Leipzigs Bach-Archiv – hvilket indebærer, at han var til stede, da hans barndoms gamle maleri vendte hjem, og også var en af bagmændene bag udgivelsen af Bachs samlede værker i boksen Bach333, der kom i 2018. Og forkærligheden for de periodeorkestre, han selv har skabt, betyder ikke, at han ikke også har haft store, kunstneriske sejre med konventionelle symfoniorkestre: Bl.a. har han gæstedirigeret både Wiener- og Berliner-Filharmonikerne, Londons Symfoniorkester, Amsterdams Concertgebouw-Orkester og alle USA’s ”Big Five”.

Da Gardiner i 2005 modtog Sonnings Musikpris ved en gallakoncertopførelse af Carl Nielsens Fynsk forår og uddrag af Haydns Årstiderne, kvitterede han med ordene: ”Jeg er så glad for, at det finder sted som del af en koncert med dette skønne orkester og kor, for der er ikke noget så dumt og fjollet som en dirigent, der er alene.” Fra Odense skal der lyde et til lykke med de 80 år til John Eliot Gardiner med ønsket om, at han er alt andet end alene på sin runde dag.