Ugens Dirigent: Uge 17: Tamás Vető | Odense Bibliotekerne

Tamás Vető blev født den 20. maj 1935 som eneste barn af 21 år gamle Klára og hendes seksten år ældre mand Géza, der var født Weiss, men (som vi også husker det fra Georg Soltis historie) ændrede sit jødiske efternavn til det mere ungarskklingende Vető, to måneder inden parrets lille søn blev født. Både mor og far var interesseret i musik – Klára som en habil amatørpianist, og Géza som ivrig operagæst ifølge med sin søn – og Tamás voksede op i en pæn og jævn, borgerlig middelklassefamilie med sommerferier og hushjælp og herskabslejlighed. En hovedrig grandonkel sørgede for, at Géza, der egentlig var ingeniør, fik arbejde i én af hans virksomheder med gode avancementsmuligheder. Grandonkel Hencsi var også en stor musikelsker, og Tamás giver ham æren for at have lært sin lille grandnevø at lytte til musik, bl.a. ved efter familiemiddage at trække herrerne tilbage til sit arbejdsværelse og lytte til 78’ere med lukkede øjne, mens damerne snakkede sammen i de tilstødende gemakker. Det gjorde stort indtryk på en lille dreng, der først i foråret 1944 opdagede, at hans protestantiske dåb, opdragelse og jævnlige kirkegang var et dække over, at familien var af jødisk herkomst. Krigen endte med at koste Tamás både hans far, den højtskattede grandonkel og en længere periode væk fra sin mor, som dog heldigvis overlevede krigen og kunne genforenes med sin søn.

Efter krigen fortsatte Tamás sin skolegang, var drengespejder, fik klaverundervisning af sin fars kusine (som videregav sin store kærlighed til Bartóks musik til ham) og luftdirigerede til indspilninger med Toscanini. Spejdertruppen blev i 1948 forbudt og erstattet af ungkommunistbevægelsen, med hvem Tamás fik mulighed for at danne og dirigere et kor og lave teater med sine – naturligvis kraftigt indoktrinerede – medrevolutionære venner. Som 16-årig kom han i 1951 ind på Franz Liszt Musikakademiet med kordirektion som hovedfag, blev student i 1953 og færdiggjorde musikstudierne tre år senere, nu med et specifikt ønske om at blive dirigent af både kor og orkestre og allerhelst operaer. Et helt almindeligt ungdomsliv med fester og kærester og politisk idealisme foregik dog selvfølgelig i skyggen, ikke bare af den 2. Verdenskrig, som havde frataget de fleste af de unge mennesker deres fædre, men også det efterfølgende kommunistiske styre. Ildevarslende forestillinger om, hvad det kunne indebære at være jøde i det politiske klima, hvor antisemitismen stadig ulmede som en tikkende bombe under de sammenstød, der kulminerede med den store opstand i oktober/november 1956, fik Tamás Vető til at tage beslutningen om at komme væk. Og den 21. november lagde den unge pianist og dirigent sig på ladet af en lastbil sammen med 15-20 andre under en presenning og flygtede via en flygtningelejr i Wien til Paris – og siden til Danmark, hvor han ankom til Københavns Hovedbanegård en sommerdag i juli 1957.

Vetős førstehåndsindtryk af Danmark var, at det var et paradis med søde mennesker, fred og ro og smukke damer. Hans husværtinde tog aktiv del i at skaffe ham arbejde og sørgede for et par engagementer hos Statsradiofonien (som DR hed dengang), en enkelt direktionsopgave for Akademisk Orkester, og i sidste ende en stilling som repetitør på Operaakademiet. Dette medførte et gevaldigt skub i Vetős tilegnelse af det danske sprog, som han lærte via de oversatte operatekster – på det tidspunkt opførte man alle operaer i Danmark på dansk. Derudover førte stillingen på Operaakademiet til et livslangt venskab med komponisten Per Nørgård samt mødet med den unge studerende Inge Brynald, som allerede et år efter hans ankomst til Danmark skulle blive Vetős første kone (fun fact: parret blev viet af Erhard Jakobsen og overtog også hans rækkehus i Bagsværd som deres første hjem). Med Inge fik Vető i løbet af de næste ti år døtrene Anne-Clari, Christina og Luisa, Vető blev dansk statsborger i 1966, og husstanden blev i 1973 flyttet til Farum og udvidet til også at inkludere svigerfar.

Allerede i juni 1958 havde Vető haft sin debut som dirigent i Tivoli, og den succesfulde koncert førte til et fast embede som assisterende kapelmester på Det Kongelige Teater – debuten, med Cimarosas Det hemmelige ægteskab, førte dog til en konflikt mellem musikerne og den selverklærede særdeles temperamentsfulde dirigent, så Vető blev blacklistet i ni år og vendte først tilbage til kapellet i 1967. 1960’erne brugte han ellers dels på at fungere som pianist i mange forskellige sammenhænge og grundlæggelsen af ensemblet Prisma, som gjorde sig berømt for sine koncerter med efterkrigstidens musik, f.eks. af Boulez, Britten, Per Nørgård og Niels Viggo Bentzon. Engagementet med Prisma og glæden ved den grænseoverskridende, nye danske musik skaffede Vető tilnavnet ”Den gamle Avant-Gardtner”. Og Boulez formidlede kontakt til Radiokoret og Radiosymfoniorkestret, til hvem Vető introducerede værker af Nono og Stockhausen og dermed fik formidlet denne musik for første gang til et dansk publikum. Karrieren som repetitør, syngemester og kapelmester ilede derudaf ad flere spor, bl.a. med direktionsopgaver for Den Jyske Opera, Musikdramatisk Teater, Radiosymfoniorkesteret, universitetskoret Lille Muko og Det Kongelige Kapel. ’Typecastingen’ som dirigent af samtidsmusik gik ud over tiden til at dirigere værker af yndlingskomponisten Mozart, men Vető satte en ære i at levere professionel direktion af balletter, og hans hjerte lå altid i operaen, som han dirigerede utallige af med Det Kongelig Kapel og Den Jyske Opera, både i Danmark og på forskellige turnéer.

Efter tre år som førstekapelmester i Mannheim – som bl.a. mundede ud i en skilsmisse i 1984 og et nyt forhold til den tyve år yngre musikstuderende Vibeke, som skulle blive Vetős anden hustru – fik vi æren af Tamás Vetős engagement i Odense, hvor han blev udnævnt til chefdirigent for Odense Symfoniorkester, der dengang stadig bar navnet Odense Byorkester. Højdepunktet med vores eget landsdelsorkester blev uropførelsen og den første indspilning af den hidtil ukendte, formodede Mozart-symfoni, som blev fundet i rådhusets kælder i 1982, i dag går under navnet Symfoni, a-mol: Odense, Köchel Anh. 220/16a og er den dejligst tænkelige musik, selvom der i dag er bred enighed om, at værket ikke er skrevet af Mozart. I Odense indspillede Vető også værker af Carl Nielsen, Franz Syberg (søn af fynbomalerne Fritz og Anna Syberg), Poul Ruders samt operaen Belisa af Poul Rovsing Olsen. Og han stod på podiet, da orkesteret i anledning af sit 40-års jubilæum opførte Brahms’ violinkoncert med Anne-Sophie Mutter som solist i 1986, og var i spidsen for både orkesterets vellykkede rejse til Sovjetunionen i 1986 og to succesfulde turnéer i Spaniel i hhv. 1987 og 2004. Det blev kun til tre kontraktlige år i Odense, men Vető husker tilbage på perioden med stor glæde og mærker stadig det fantastiske forhold til publikum, som har varet ved i tredive år.

I maj 1986 kom sønnen Andreas til – han er i dag også dirigent og har været direktør for Danmarks Underholdningsorkester siden 2017. Ægteskabet med Vibeke holdt kun til udgangen af 1988, hvor en spirende biseksualitet begyndte at røre på sig, og Vető indledte et forhold til sin mangeårige ven Erik. Op igennem 1990’erne fik han travlt med at dirigere operaer på Den Jyske Opera. Han overtog Gounods Faust fra en sygemeldt kollega i 1991, hvor han også dirigerede Wagners Parsifal, Tristan og Isolde og Richard Strauss’ Elektra. En mastodontisk opgave kom i 1996 med en samlet opførelse af Nibelungens Ring. I årene 1996-2000 var hans chefdirigent for vokalgruppen Ars Nova. Og hele vejen igennem fyldte musikken, de store kunstneriske succeser, priserne, de fine anmeldelser og de gode kollegiale samarbejder mere end de gysrædderlige tenorer, de klingende telefoner midt i de ømmeste steder – og den hostende dame på første række, som Vető diskret rakte en æske Läkerol under den lange Es-dur-akkord i starten af Rhinguldet. Der har været temperamentsudladninger, kulturelle misforståelser, sproglige vanskeligheder, musikalske uenigheder og personlige tragedier undervejs – Vető mistede datteren Christina til kræft i 1993, og det er naturligvis ingen dans på roser i 55-års-alderen at skulle præsentere sig med en anden seksualitet end den, familie og venner troede, de kendte. Men af dette følger naturligvis også en stærk bevidsthed om familien, kærligheden, kunsten og vigtigheden af aldrig at gå på kompromis med sig selv. Og det var vores held, at Tamás Vető endte med at lægge en så godt som hvert eneste af en 50 år lang karriere hos os i Danmark.