Ugens Dirigent: Uge 21: Nikolaus Harnoncourt | Odense Bibliotekerne

Så rykker vi op i eliterækkerne, folkens. Nikolaus Harnoncourts fulde navn var i virkeligheden Johann Nikolaus Graf de la Fontaine und d'Harnoncourt-Unverzagt, og hans mor, Ladislaja Johanna Franziska, var oldebarn af ærkehertug Johann Baptist Joseph Fabian Sebastian af Østrig, som var det trettende barn af den tysk-romerske kejser Leopold 2. (ham, til hvis kroning Mozart skrev Titus). Velbekomme. Mor Ladislaja blev født og voksede op på det sydøstrigske Schloss Stainz og havde altså grevindestatus fra barnsben. Som barn gik hun under navnet ”den vilde Laja”, hældte fiskelim i lærerens håndarbejdspose, havde talent for sang og dans, men blev i det store hele betragtet som ikke-undervisningsegnet. I sin ungdom blev hun forlovet med en ungarsk baron, men han døde, og Ladislaja besluttede sig for at forblive enlig og arbejde som sygeplejerske.

Den plan blev forpurret, da hun mødte sin tilkommende, Nikolaus’ far, Eberhard de la Fontaine Graf d'Harnoncourt-Unverzagt. Han var, som navnet antyder, også af adelig herkomst, men mistede sine grevelige privilegier med Weimarforfatningen i 1919 – titlen kunne dog fortsat gå i arv som en del af familiens navn. Eberhard var ingeniør og enkemand med to små børn, da han mødte og giftede sig med Ladislaja, med hvem han fik yderligere fem børn – Nikolaus var den ældste, og kort efter fulgte de små søskende Philipp, Juliana, Karl and Franz. Børnene voksede op i den sydøstrigske by Graz, med jævnlige afstikkere til sommerresidenserne i Grundlsee og Ladislajas barndomsslot. Og alle fire sønner fik fornemme karrierer – Philipp blev præst og professor i teologi, Karl blev speciallæge i intern medicin, og Franz blev jurist og direktør for stormagasinkæden Kastner & Öhler. Om Juliana ved vi karakteristisk nok kun, at hun blev gift og fik fem børn.

Og hvordan endte ældste søn i denne adelige familie så med at blive én af det 20. århundredes mest prominente dirigenter og foregangsskikkelser indenfor den historisk bevidste opførelsespraksis af klassisk musik? Slet og ret: Han gjorde det hårde arbejde. Nikolaus blev født den 6. december 1929 og måtte i sin barndom under krigen gøre tjeneste i Hitlerjugend, aldeles under tvang, fordi, som han fortalte: ”Hvis man ikke mødte op hver onsdag og lørdag, ville Hitlerjugend-politiet komme og hente dig, klippe dit hår af og smide dig i en gruppe med andre ’besværlige elementer’, som blev behandlet forfærdeligt”. Efter krigen studerede han musik i Wien, uddannede sig til cellist og spillede også viola da gamba – det renæssanceinstrument, som er en forløber for celloen. Herefter tilbragte han sytten år fra 1952-69 som cellist i Wiens Symfoniorkester (på tysk Wiener Symphoniker, og altså ikke at forveksle med Wiener Philharmonikerne).

Sideløbende med karrieren som cellist grundlagde Harnoncourt i 1953 sit eget ensemble, Concentus Musicus Wien, som han dannede sammen med sin kone, violinisten Alice Hoffelner, som han blev gift med samme år. Alice fungerede som koncertmester og solist for orkestret i mange år, Nikolaus dirigerede fra sin plads bag viola da gambaen, og sammen skabte de to et ensemble, der fik enorm betydning for opførelsen og indspilningen af tidlig musik. Deres udbredelse af periodeinstrumenters brug, og deres ekspertise i at spille på dem, skaffede ægteparret et solidt renommé indenfor fagstanden og popularitet hos et publikum, der i stigende grad insisterede på at høre ’autentisk’ musik. Indspilningsfrekvensen var meget høj, bl.a. tog Concentus Musicus Wien fat på Purcells gambemusik, Monteverdis operaer, Händels oratorier og Bachs kantater. Det sidste var et projekt, der tog næsten tyve år fra 1971-90 (sammenlign f.eks. med John Eliot Gardiners ”Bach Cantata Pilgrimage”, der tog ét år – men det var også kun, fordi prins Charles hjalp med finansieringen). Harnoncourt samarbejdede med dirigenten Gustav Leonhardt om de mange indspilninger, og i henhold til historisk praksis fra Bachs tid blev kantaterne indspillet udelukkende med herrekor og mandlige solister – undtagen i de to tilfælde, hvor Bach specifikt har skrevet for en kvindelig sopran.

Da Harnoncourt forlod cellopulten i Wiens Symfoniorkester i 1970, var det med det specifikke ønske at koncentrere sig om at dirigere. Han fik sin debut på La Scala i Milano samme år, hvor han stod i spidsen for en opførelse af Monteverdis Odysseus' hjemkomst. Det åbnede op for en hel række af samarbejder med celebre orkestre og operahuse – f.eks. påbegyndte Harnoncourt et mangeårigt virke som gæstedirigent for Amsterdams Concertgebouw-Orkester i 1975 og har i årene, der fulgte, stået i spidsen for talrige indspilninger og operaproduktioner med dette orkester. Ligeledes plejede Harnoncourt fra midt-1980’erne og tredive år frem et overordentlig produktivt kunstnerisk samarbejde og venskab med det London-baserede Chamber Orchestra of Europe (som vi på biblioteket grandiost oversætter til Europas Kammerorkester). Orkestret består af musikere, der til daglig har parallelle jobs som solister, kammermusikere eller musiklærere, og sammen fungerer de som både turnerende og indspillende orkester. Samarbejdet med Harnoncourt har resulteret i hundredvis af koncerter og festivaloptrædender, og blandt de mange cd-udgivelser vil jeg fremhæve den komplette indspilning af Beethovens symfonier fra 1990.

Harnoncourt debuterede med Chamber Orchestra of Europe på Festspillene i Salzburg i 1992 og gæstede i de følgende tyve år festivalen mange gange med både koncerter – i front for ikke bare Chamber Orchestra of Europe og Concentus Musicus Wien, men også f.eks. Wiener Philharmonikerne – og operaproduktioner. Han dirigerede Monteverdis Poppeas kroning i 1993, Mozarts Figaros bryllup i både 1995 og 2006, Don Juan i 2002 (hvilket også blev anledningen for Anna Netrebkos internationale gennembrud i rollen som Donna Anna) og 2003, Titus i 2003 og 2006, Purcells King Arthur i 2004 og en ny fortolkning af Mozarts Tryllefløjten i 2012. I 2001 udsendte Harnoncourt sammen med Concentus Musicus Wien og Arnold Schönberg-Koret en anmelderrost og Grammy-vindende indspilning af Bachs Matthæuspassion. Med i udgivelsen fulgte hele partituret i Bachs egen håndskrift på cd-rom. Og ja, den har vi naturligvis også på biblioteket.

Harnoncourts dirigeringsstil fik i 2002 kollegaen Carlos Kleiber til spøgende at foreslå, at Harnoncourt skulle køres i stilling ”for at skræmme børnene” (måske fotoet her fra Chamber Orchestra of Europes hjemmeside kan kaste lys over, hvor han fik den idé fra). Men i det store hele har vi her med en dirigent at gøre, som ikke gjorde sig bemærket for raserianfald, primadonnanykker og enevældig herskermentalitet, men tværtimod blev karakteriseret som en venlig, dedikeret, energisk, respektfuld, kommunikationsstærk og holdorienteret leder med en fundamental forståelse af, hvad det vil sige at være musiker, og en ekstraordinær fornemmelse af repertoiret og den opførelsespraksis, han var ekspert i. Han ytrede selv, at det eneste menneske, han ville anerkende som ”maestro”, var hans frisør. Priserne er regnet ned over ham, bl.a. modtog han her hjemme Sonnings Musikpris i 1993. Han grundlagde og stod i over tredive år i spidsen for den årlige sommerfestival Styriarte (efter den østrigske delstat Steiermark) nær hans barndomshjem i Graz. To gange, i 2001 og 2003, dirigerede han nytårskoncerterne i Wien. Fire talentfulde børn blev det også til, heriblandt mezzosopranen Elisabeth von Magnus. En søn blev violinbygger, men døde desværre i en bilulykke i 1990.

Den 5. december 2015, dagen før sin 86 års fødselsdag, trak Harnoncourt sig formelt tilbage fra sine fremtidige forpligtelser pga. svigtende helbred, hvilket han meddelte i et håndskrevet brev på sin hjemmeside. Inden da havde han nået en live-optagelse i Musikverein af Beethovens symfonier nr. 4 og 5 med Concentus Musicus Wien, en sidste indspilning, der blev mødt med de varmest tænkelige anmelderroser, inden Harnoncourt døde den 5. marts 2016.