Ugens Dirigent: Uge 23: Christopher Hogwood | Odense Bibliotekerne

Christopher Hogwood er endnu én af d’herrer, hvis bidrag til udbredelsen af den historisk korrekte ”opførelsespraksis” af tidlig, klassisk musik på periodeinstrumenter vi ikke kan sætte nok superlativer på. Hvis Hogwood lagde navn til noget, kan vi være sikre på, at der lå årelange studier, forskningsmæssig evidens og endeløse timer i øvelokalet bag. Hogwood gjorde ikke noget halvt, nægtede at forfalde til besnærende modefænomener eller hurtige løsninger, og han insisterede på, at musik så vidt muligt skal lyde, præcis som komponisten havde tiltænkt det. Dette er farlige vande at træde – thi er det overhovedet muligt at genskabe lyd fra 1750 og forvente, at ører i 2023 hører det samme? Og hvordan kan vi vide, om f.eks. Mozart ikke ville have jublet over at høre sin klavermusik fremført på et moderne Steinway? Men det er en prisværdig ambition at forblive tro mod komponistens intentioner, og Hogwood var intet om ikke trofast mod den lyd, han brugte hele sit liv på at fremføre så autentisk som overhovedet muligt.

Hvad John Eliot Gardiner var for J. S. Bach, kan vi med stor ret sige, at Christopher Hogwood var for G. F. Händel. Jeg har allerede nævnt hans mesterlige indspilning af Händels Messias, som naturligvis bare er én ud af de utallige af Händels værker, som vi har stående på biblioteket dirigeret af Hogwood. Han skrev også en biografi om Händel (som vi ikke har, men kan bestille hjem), og hans bog om Händels Water music og Music for the royal fireworks kan du låne lige her.

Hogwood blev født i Nottingham den 10. september 1941 som det ældste af fem børn af fysikeren Haley og den tresprogede embedsværkssekretær Marion Hogwood, som havde mødt hinanden i deres fælles kor. Hans barnesko trådte han i Kent i det sydlige England, hvor han gik på den prestigefulde drengeskole The Skinners’ School og arrangerede sangaftener for familien – bl.a. en afsyngning af ”Halleluja”-koret fra Messias, da Hogwood var ti år gammel (mens hans jævnaldrende jingede rundt til Tony Bennett og Patti Page). Senere kom han på universitetet i Cambridge, hvor han studerede musik og litteraturvidenskab. Hovedinstrumentet var cembaloet, og blandt hans lærere var den hollandskfødte cembalist og Bach-forsker Gustav Leonhardt, som også er en særdeles big deal indenfor cembalospil og historisk opførelsespraksis (Leonhardt arbejdede bl.a. i årevis sammen med Nikolaus Harnoncourt om at indspille alle Bachs kantater). Helt frisk fra universitetet blev Hogwood ansat som continuo-spiller (altså cembalist) for Neville Marriners kammerorkester Academy of St Martin in the Fields, og så var karrieren indenfor den tidlige musik ligesom sat på skinner.

I løbet af sine år i Cambridge var Hogwood blevet venner med den karismatiske multiinstrumentalist og globetrotter David Munrow, som i løbet af sit tragisk korte liv (han begik selvmord som 33-årig) gjorde en dyd ud af at indsamle obskure blæseinstrumenter fra alverdens afkroge og lynhurtigt lære at spille på dem. Munrow var egentlig uddannet sanger, fagottist og pianist, men endte med at gøre karriere dels som folkemusiker, der inkorporerede traditionelle sydamerikanske og asiatiske instrumenter i den klassiske musik, og – da verdens løb tør for folkemusikinstrumenter – dels som musikarkæolog, der på rekordtid mestrede historiske instrumenter som skalmeje, krumhorn og dulcian, udover alskens afarter af blokfløjter. Sammen etablerede Hogwood og Munrow i 1967 ensemblet The Early Music Consort, som fik en pæn succes i løbet af de næste ti år, bl.a. ved at levere musik til BBC’s tv-serier The six wives of Henry VIII og Elizabeth R. Hogwood havde håndplukket ensemblets musikere og formidlede musikken både på skrift og i radioen op igennem 1970’erne, men det var unægtelig Munrows overlegne virtuositet og star power, der løb med det meste af opmærksomheden. Desuden var det meget svært at afdække ordentlige kilder til, hvordan musikken i renæssancen egentlig havde lydt.

Så i 1973 – og tagende til i intensitet kølvandet på vennens tragiske død i 1976 – grundlagde Hogwood, hvad der skulle gøre ham berømt i sin egen ret: Ensemblet The Academy of Ancient Music (som regel forkortet til AAM), som blev dannet specifikt med det formål at opføre det 18. og 19. århundredes musik på periodeinstrumenter. AAM skulle blive det første orkester, der indspillede alle Mozarts symfonier og klaverkoncerter på historiske instrumenter – og senere skulle orkestret tillige indspille alle Beethovens klaverkoncerter og symfonier samt en stor del af Haydns 104 symfonier. Hogwood er lige så ofte krediteret som continuospiller som som dirigent på disse indspilninger – men som bekendt er det en periode, hvor dirigenten og tangentspilleren ofte var den samme person, og Hogwoods overgang fra cembalist til dirigent forblev frem-og-tilbage hele hans liv. (I 2011 gik han så vidt som til helt at forlade podiet: ”I stedet for at stå her og vifte anakronistisk med armene vil jeg slutte mig til jer”, ytrede han og satte sig ned blandt publikum). Vigtigst for hans filosofi med AAM, og i alle de projekter, han i øvrigt påtog sig, var forsøget på at forstå og genskabe komponistens intentioner, både fsva. notation og opførelse. Han studerede de originale kilder, rettede tidligere udgivelsesfejl, udskiftede moderne instrumenter med historiske modeller og reviderede såvel tekst som noder, hvor han skønnede det relevant. Hogwood opnåede et lige så stort renommé som redaktør som som dirigent, og en stor del af det repertoire, som AAM fremførte, blev spillet fra udgaver udarbejdet af Hogwood selv.

Når Hogwood ikke turnerede med AAM, tilbragte han en pæn del af karrieren i USA – mest prominent var han i femten år fra 1986-2001 kunstnerisk leder af det Boston-baserede orkester The Handel & Haydn Society, som regel forkortet til H+H. Ikke overraskende var det ham, der indførte brugen af periodeinstrumenter også i dette orkester, og Hogwood stod i spidsen for orkestrets første koncertrejser udenfor USA, f.eks. ved Edinburgh Festivalen i 1996. Der var andre amerikanske engagementer – en fireårig periode som musikchef i Minnesota fra 1988-92 og operaopførelser i hhv. Missouri og Texas. Sideløbende stod Hogwood i spidsen for et betragteligt antal operaopførelser på førende scener rundt omkring i verden: Berlins Statsopera, La Scala i Milano, Covent Garden, operahuset i Sydney og operaerne i Stockholm, Madrid og Zürich. Han var ubetinget mest kendt for sin indsats for barokmusikken og den wienerklassiske musik, men kunne op igennem 2000’erne også ses på podiet i front for opførelser af moderne musik, med en særlig forkærlighed for musikken af den tjekkiske komponist Bohuslav Martinů. Herhjemme havde vi fornøjelsen af ham, da han i 1999-2001 dirigerede Niels W. Gades symfonier i spidsen for DR Symfoniorkestret. Tilnavnet ”The Karajan of Early Music” oplevede musikerne, der spillede under hans dirigentstok, kun som velfortjent i og med, at han var så prominent et navn indenfor den musik, han stod i spidsen for. Som person havde han intet af det magtfuldkomne og enevældige renommé, der hænger ved Herbert von Karajan. Tværtimod: “Det er svært at forestille sig nogen, der ligner von Karajan mindre”, udtalte én af musikerne i AAM. ”Mr. Hogwood var altid meget samarbejdsmindet og overlod med glæde beslutningerne til musikerne, hvis de havde en bedre idé”.

Er man træt af orkestermusik, kan man også finde talrige indspilninger med Christopher Hogwood som cembalist, f.eks. i serierne om ”The secret Bach” eller ”The secret Mozart”. Han var gæsteunderviser ved såvel the Royal Academy of Music, King's College London og sin egen uddannelsesinstitution Cambridge University og fungerede i sit livs sidste par år som musikprofessor ved det åbne universitet Gresham College i London (et par af hans forelæsninger dér kan ses på YouTube). Hans livs efterår tilbragte han i sit hjem i Cambridge omgivet af akvareller, bøger, en enorm samling af historiske tangentinstrumenter og sin ’registrerede partner’, filminstruktøren Anthony Fabian (pt. aktuel med filmen Mrs. Harris goes to Paris med Lesley Manville i hovedrollen), som han netop nåede at blive skilt fra, inden han døde af en hjernesvulst, kort efter sin 73-års fødselsdag, den 24. september 2014.