Ugens Dirigent: Uge 25: Herbert von Karajan | Odense Bibliotekerne

Uanset, hvor meget jeg i alle de andre 51 uger blærer mig med, at mine forskellige dirigenter er globale superstjerner og internationale fænomener og ”verdens bedste” det ene og det andet, så er der ingen, hvis verdensomspændende renommé på godt og ondt når ham her til sokkeholderne. Ugens Dirigent i denne uge er den mest kendte dirigent i universets historie. Nogenlunde velinformerede skolebørn kender hans navn. Hans indspilninger var i hvert fald i hans levetid altid dem, man holdt alle andre op imod. Hans livshistorie, personlighed og politiske ståsted bliver diskuteret op og ned ad stolper. Han er sandsynligvis stadig én af de bedst sælgende klassiske musikere til dato. Satte man hans gravalvorlige kontrafej med lukkede øjne på coveret, skulle albummet nok appellere til et kvalitetshungrende publikum. Hans årsløn i hans livs sidste år var på over 40 mio. danske kroner. Jeg stortudede, da jeg fik en hans 80’er-boks med Beethovens symfonier af min far i julegave som teenager. En kontroversiel, men altdominerende skikkelse i klassisk musik i den sidste halvdel af det 20. århundrede: Herbert von Karajan.

I dag er der også gået prestige-sport i at bedyre, at Karajan er en fæl, bedaget nazi-sympatisør med forudsigelige programmer, charmeforladte wienerklassikindspilninger og en metronoms mekaniske – og dermed musikalsk livløse – præcision. Jeg tager den slags ytringer med et kæmpe gran salt. Hallo!? Det er Herbert von Karajan! Vi kan sagtens snakke om, at der er sket meget med orkestermusikken, siden han forlod denne verden i 1989. Men den organisk præcise, dynamiske, fuldkommen sømløst vidunderlige lyd, han fik ud af sine Berlinerfilharmonikere efter ti, tyve og tredive år med dem, er hinsides denne verden. Det er for vildt, hvad han opnåede med det orkester. Og der er altid glimrende grund til at bekendtgøre sig med Karajans versioner af de værker, vi alle sammen elsker, også selvom de efterhånden ligger nogle år tilbage.

Havde Karajan levet i dag, ville han være fyldt 115 i år. Han er født den 5. april 1908 i Mozarts fødeby Salzburg som anden søn af kirurgfaderen Ernst von Karajan og den slovenskfødte mor Marta. Langt tilbage har Karajan græske aner – tipoldefar hed Geórgios Karajánnis og kom fra Græsk Makedonien til først Wien og siden Sachsen i syttenhundredehvidkål. Her etablerede han sammen med sin bror en stor klædefabrik, som endte med at få ham adlet af den lokale storelektor – hvilket føjede det prestigefyldte ”von” til slægtsnavnet, som efter 1. Verdenskrig blev tyskificeret til Karajan. Og lille Herbert Ritter havde knapt set dagens lys, før det stod klart for verden, at den var blevet et vidunderbarn rigere. Han spillede klaver som en lille engel og blev som 8-årig indskrevet på det prestigefyldte konservatorium Universität Mozarteum Salzburg, hvor han studerede klaver, musikteori og komposition. Kompositionslæreren spottede den unge knægts usædvanlige talent for at dirigere, og 18 år gammel forlod Karajan efter endt uddannelse Salzburg og genoptog såvel klaverspillet som direktionsundervisningen i Wien på konservatoriet, der går under det mundrette navn Universität für Musik und darstellende Kunst Wien (forkortet MDW).

Efter en succesfuld debut i Salzburg som 20-årig startede Karajans dirigentkarriere med en position som først assisterende og siden ledende dirigent ved operahuset i sydtyske Ulm fra 1929-34. Herpå følger de berygtede nazi-år, hvor det er uomtvisteligt, at Karajan sluttede sig til nazistpartiet – endda hele to gange, i 1933 og 1935 – men mindre klart, hvad der var hans bevæggrunde for at gøre det: Skete det ud af sympati med den nazistiske ideologi, eller var det en ung, spirende dirigents eneste mulighed for at fremme sin karriere? Karajan hævdede selvfølgelig det sidste straks efter 2. Verdenskrig – men hvorfor flygtede han ikke bare, som f.eks. Toscanini og Erich Kleiber gjorde? Hans rejsebeføjelser under krigen var ellers ganske frie. Hvorfor indlede sine koncerter med den nazistiske ”Horst Wessel Lied”, hvor kom kælenavnet ”SS Oberst von Karajan” fra, og hvorfor dirigere en koncert for 300 nazistiske våbenembedsmænd i juni 1944? Eftertiden vil diskutere, om Karajan var partitro nazist eller bare en selvopholdelsesstyret medløber i al evighed. Det fører for vidt at gå i detaljer her – og fsva. de musikalske landvindinger er diskussionen næppe heller superrelevant længere.

Faktum er, at Karajans dirigentkarriere havde adskillige opture, men også afmatningsperioder, i årene under naziregimet. Han debuterede ved Salzburg Festspillene i 1933 og med Wiener Filharmonikerne året efter. I årene fra 1934-41 var han kunstnerisk leder af opera- og koncerthuset i vesttyske Aachen og rejste også Europa tyndt med orkestret derfra. I 1938 debuterede han med det orkester, der senere skulle blive hans skæbne: Berliner Filharmonikerne. Samme år stod han på podiet i Staatsoper Berlin og dirigerede både Beethovens Fidelio og Wagners Tristan og Isolde. Sidstnævnte skulle skaffe ham det mere flatterende kælenavn Das Wunder Karajan på halsen. 1938 var også glansåret, der medførte en livslang pladekontrakt med Deutsche Grammophon og stillingen som musikdirektør for Staatskapelle Berlin. Karajan blev også gift i disse år, endda hele to gange: Fra 1938-42 var han gift med operettesangerinden Elmy Holgerloef, og efter at dette ægteskab endte i skilsmisse, giftede han sig senere i 1942 med Anna Maria "Anita" Sauest, der som barnebarn af en jødisk bedstefar blev betragtet sin ”kvartjøde” og derfor problematisk for sin nye ægtefælle – selvom hendes skæbne utvivlsomt var blevet langt mere barsk, hvis hun ikke havde været gift med ham og dermed fået status af ”æresarier”.

Med et medlemsnummer af nazistpartiet i bagagen var det uundgåeligt, at Karajan var én af de kunstnere, der efter krigen blev genstand for de ”afnazificeringsprocesser”, der i et par år udelukkede ham fra offentlige koncerter. Forbuddet blev dog ophævet allerede i 1947, hvor han stod i spidsen for en opførelse af Brahms’ Ein deutsches Requiem med Wiener Filharmonikerne og Musikvereins Gesellschaft der Musikfreunde, som han skulle blive kunstnerisk leder af et par år senere. I disse år havde han også engagementer for La Scala i Milano, Lucerne Festivalen, det nyetablerede Philharmonia Orchestra i London og fra 1951 operahuset i Bayreuth.

Den ansættelse, vi primært skal hæfte os ved, når vi snakker om Karajan, er dog naturligvis de over tredive år, han var chefdirigent for Berliner Filharmonikerne fra 1956 og indtil kort før sin død i 1989. Der var andre vægtige positioner sideløbende – de syv år som kunstnerisk leder af Wiener Staatsoper fra 1957-64 skal f.eks. ikke forklejnes – men de hundredevis af koncerter, de verdensomspændende turnéer med berlinerne og selvfølgelig ikke mindst de over 800 indspilninger, han stod i spidsen for, står i dag som et vægtigt monument over et samarbejde, hvor orkestret både voksede i musikantal og anseelse. Der blev også trådt ad nye stier – absurd nok var det først i 1982, at Berliner Filharmonikerne ansatte deres første kvindelige musiker, den schweiziske violinist Madeleine Carruzzo. Senere samme år ansatte Karajan også den tyske klarinettist Sabine Meyer – som i dag indiskutabelt er en af verdens dygtigste musikere – men efter hendes prøvetid stemte musikerne med et overvældende flertal på 73 mod 4 for ikke at beholde hende i orkestret. Og Karajan var aldrig overbevist om, at det ikke handlede om hendes køn, selvom musikerne hævdede, at det drejede sig om klanglig inkompatibilitet.

Årene i Berlin rummede også Karajans tredje og sidste ægteskab, som varede til hans død: Han blev i 1958 gift med den franske fotomodel Eliette Mouret, med hvem han fik døtrene Isabel og Arabel. En stor interesse for teknik og alskens maskineri mundede ikke bare ud i, at Karajan (sammen med Beethovens niende) mistænkes for at have haft en finger med i spillet, da cd’ens spilletid blev udvidet fra 60 til 74 minutter. Der blev også tid – og penge! – til en hel række af lystbåde (kalder Helisara efter fornavnene på de fire familiemedlemmer), flyvercertifikat til det private jetfly og en specialbygget Porsche 911 med navnet ”von Karajan” på bagsmækken i garagen. Hans koncerter blev betragtet som kæmpestore kulturbegivenheder, Deutsche Grammophon meldte om ”flere hundrede millioner solgte albummer”, gader og pladser blev opkaldt efter ham, og ordener og æresborgerskaber væltede ned over den feterede stjernedirigent. Undervisning gjorde han det kun mildt i – men én af de mere bemærkelsesværdige af Karajans disciple var japanske Seiji Ozawa – ham vender vi tilbage til senere på året.

Efter Karajans opsigelse tilbød Berliner Filharmonikerne jobbet som chefdirigent til Carlos Kleiber, som dog takkede nej. Stillingen gik i stedet til Claudio Abbado – følg med i næste uge! Karajan selv døjede med operationskrævende rygproblemer i sit livs sidste år og døde den 16. juli 1989, 81 år gammel. Bag sig har han et enormt bagkatalog af mesterlige indspilninger (DGG lancerede highlight-plader som Adagio Karajan og Karajan forever, fordi Karajans navn solgte lige så godt som komponisternes (eller bedre)), og på biblioteket har vi næsten 500 plader, han medvirker på. Nedenstående anbefalinger kradser knap nok i lakken.

Og hvis du er den totale Karajan-novice og ikke mener, at du nogensinde er stødt på ham, så er du det nok alligevel: Hvis du har set Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 og kender til dens mesterlige brug af både Richard Strauss’ Also sprach Zarathustra og Johann Strauss d.y.’s An der schönen blauen Donau, så har du hørt Karajan. Det er ham, der dirigerer – Wiener Filharmonikerne i førstnævnte og Berliner Filharmonikerne i sidstnævnte.