Ugens Dirigent: Uge 3: Carlos Kleiber | Odense Bibliotekerne

Hvis du vil imponere det klassiske musikparnas, går du aldrig galt i byen ved at hævde, at Carlos Kleiber er din yndlingsdirigent. Ham er der universel enighed om, at vi bør anskue som en dirigent af nærmest overjordisk perfekthedskvalitet.

Til gengæld gad han ikke dirigere ret meget. Carlos Kleiber er stort set lige så kendt for ikke at dirigere, som for at dirigere. Han aflyste koncerter og pladeindspilninger med løs hånd, havde en imponerende viden om det klassiske repertoire, men indspillede ikke ret meget af det. En gang forlod han en prøve i Wien, da andenviolinerne ikke kunne forstå, at han ville have en passage i begyndelsen af adagioen i Beethovens 4. symfoni til at lyde som ’Thérèse’. Og sådan som de spillede den, lød den mere som ’Marie’. Musikere og dirigent mundhuggedes, Kleiber mistede besindelsen, og i næste øjeblik var han på vej til lufthavnen.

Én gang er det lykkedes en journalist at interviewe den 30-årige Kleiber (hør interviewet her, hvis du er interesseret og tyskkyndig), men det er vitterlig det eneste interview, han nogensinde gav. Kleiber holdt sig helt ude af mediernes spotlys, passede sin have, nægtede at binde sig til ét orkester eller operahus, og påtog sig aldrig nogensinde prædikatet som ”stor dirigent”. Han skal en gang have sagt til tenoren Plácido Domingo, at han hellere ville bruge sin tid på at drikke vin og elske med damerne end på at dirigere, og at han ville have været lige så glad for at være taxachauffør.

Kleibers ældre kollega og beundrer, Herbert von Karajan, ytrede en gang, at Kleiber ”kun dirigerede, når køleskabet var tomt”. Og det kun, hvis anledningen var passende grandios, prøverne var tilstrækkeligt mangfoldige, og honoraret var ud over det sædvanlige betragteligt (f.eks. fik han ved én lejlighed en specialfremstillet Audi som en del af sit honorar). 96 koncertopførelser blev det til på et helt liv. Der er dirigenter, der dirigerer mere i løbet af et enkelt år (looking at you, Valerij Gergiev).

Til gengæld må vi nok acceptere, at Carlos Kleiber er et af de mest musikalske mennesker, der nogensinde har sat sin fod på planeten Jorden. At høre hans indspilning af et så universelt gennemberømt værk som Beethovens 5. symfoni med Wiener Filharmonikerne er som at høre den for første gang. Direktøren for Wiens Statsopera udtalte en gang, at Kleiber var ”det musikalsk set perfekte bindeled mellem Gud og menneskeheden”. Move over, Mozart.

En del af årsagen til Kleibers komplekse personlighed skal nok findes i hans ophav og barndom. Ikke en gang hans nationalitet har der været ro omkring. Han blev født i den 3. juli 1930 som Karl Kleiber i Tyskland som søn af en amerikansk mor og en østrigsk far. Farmand, Erich Kleiber, var selv en af de helt store dirigenter i første halvdel af det tyvende århundrede kunne være endt som én af mine Ugens Dirigent’er, hvis vi havde haft nok historiske optagelser i beholdning på biblioteket (vi har otte, hvis nogen skulle være interesserede).

Familien flygtede fra nazisterne og bosatte sig i Argentina i 1935, og lille Karl blev argentinsk statsborger og fik ændret sit navn til Carlos. Og således har vi altså med en dreng at gøre, som for det første fik dirigentfaget ind med modermælken (senere dirigerede han næsten udelukkende værker, hans far også havde dirigeret, og brugte sin fars gamle, gennemkommenterede partiturer som udgangspunkt for sine egne fortolkninger), for det andet var et internationalt menneske allerede fra barnsben, og for det tredje blev decideret advaret MOD at blive dirigent af sin far – hvad årsagerne så kan have været til det. ”Hvor er det ærgerligt, at drengen har musikalsk talent!”, skrev papa Kleiber til en ven.

Kortvarige kemistudier i Zürich måtte hurtigt vige pladsen for en musikkarriere, og Kleibers debut var i Potsdam i 1954, hvor han dirigerede under pseudonymet Karl Keller. Herefter havde han op igennem 60’erne og 70’erne positioner som bl.a. kapelmester ved Deutsche Oper am Rhein i Düsseldorf, ved Zürichs opera, operaen i Stuttgart og berømte opførelser af Wagners Tristan og Isolde i Bayreuth, inden han i årene 1968-78 fik kontrakt som gæstedirigent for Bayerische Staatsoper i München. Dette skulle blive hans sidste faste arbejde. I de følgende år fungerede Kleiber udelukkende som freelancer – når han altså havde lyst.

I Edinburgh dirigerede han i 1966 Alban Bergs Wozzeck, som hans far havde dirigeret uropførelsen af i 1925. I Storbritannien blev det også til flere opførelser på Royal Opera House, og i USA havde han engagementer med Chicago Symphony Orchestra og i årene 1988-90 dirigerede han operaer på The Metropolitan Opera i New York. Da Karajan trådte tilbage som chefdirigent for Berliner Filharmonikerne, blev Kleiber tilbudt jobbet, men afslog i vanlig eneboer-fashion. Fra Wien har vi optagelser af nytårskoncerterne fra 1989 og 1992, hvor han med en blanding af lethed, smil og afslappethed – og alligevel et tydeligt element af kontrol over nuancepaletten, spændingen og udløsningen af den – dirigerer den wienske valsekonges repertoire.

Kleiber var gift med den slovenske balletdanser Stanislava Brezovar, med hvem han fik en søn og en datter. Han og frue døde med syv måneders mellemrum, hun i december 2003 og han i juli 2004, og ligger begravet side om side i den slovenske landsby Konjšica.

Med en karriere som Kleibers er det altså ikke en kæmpe righoldighed af studieindspilninger, vi kan mønstre til hans eftertid. De liveoptagelser og tv-transmitterede dvd-udgivelser, vi har efter hans død, hjælper lidt på tilgængeligheden af Kleiber-dirigerede værker. Men vid med stor sikkerhed, at hvis du vælger en indspilning af et værk, som Carlos Kleiber har dirigeret, så har du med 110% sikkerhed en stor, musikalsk oplevelse i vente. 28 af dem kan du finde nedenfor.