Ugens Dirigent: Uge 4: Charles Mackerras | Odense Bibliotekerne

Født af australske forældre i USA, australsk statsborger, og dog næsten den mest ærkebritiske af britiske dirigenter. Sir Charles Mackerras var indbegrebet af kultiveret dannelse, eventyrlyst og musikalsk pionerånd, det flittigste menneske, den klassiske musik kunne have ønsket sig, og stadig verdens rareste – streng, men retfærdig! – og dybt respekterede og beundrede dirigent igennem de sidste seks årtier af hans liv.

Mackerras blev født den 17. november 1925 som den ældste af syv børn i en australsk kvækerfamilie (senere en religiøst splittet familie, da mor konverterede til katolicismen, til fars store fortrydelse). Lille Charles tilbragte sit livs første par år i staten New York i USA, men flyttede allerede som toårig med sin familie til Australien, hvor han voksede op i forskellige forstæder til Sydney. Her gik Charles til violin, spillede fløjte og udviste allerede fra syvårsalderen musikalsk talent ud over det sædvanlige. Utvivlsomt en gammelklog dreng – f.eks. satte han digte i musik som 8-årig, skrev en klaverkoncert, da han var 12, og komponerede og opsatte studenteroperaer i løbet af sin gymnasietid. Papa Mozart ville have været stolt – men Charles’ opslugthed af musikken gik ud over hans indsats i de ikkemusikalske fag.

Musik var ellers en højtskattet kunstform i det Mackerras’ke hjem – tip-tip-oldefar Isaac Nathan havde komponeret Australiens første opera, Don John of Austria, i 1847. (Denne opera henslumrede i kunstnerisk mørke, indtil Charles Mackerras selv omorkestrerede den mhp. en koncertopførelse dirigeret af hans nevø i 1997). Men elektroingeniørfader Alan og mor Catherine var bekymrede over deres ældstes udsigt til et forarmet musikerliv og sendte ham på kostskole. Charles var imidlertid helt uinteresseret i sport og kadaverdisciplin og stak af så mange gange, at han til sidst blev bortvist. Han kom på konservatoriet i New South Wales, da han var 16, skiftede fra fløjte til obo, fordi han havde hørt, at der var mangel på oboister, og tjente til dagen og vejen ved at udskrive orkesterstemmer direkte fra pladeindspilninger og spille i radiostationen 2GB’s orkester. Skattevæsenet endte med flere gange at afvise hans selvangivelser, fordi de nægtede at tro på, at så ung en musiker kunne tjene så rigeligt med penge.

Nitten år gammel sad Mackerras på førsteoboistpladsen i, hvad der nu hedder Sydney Symphony, men var klar over, at vejen til en større karriere indenfor musikken var nødt til at lægges udenfor Australiens grænser. I 1947 drog han således til London, men endte kun et par måneder senere i Prag pga. et heldigt sammentræf: Han sad – som man jo gør – på en café og studerede et Dvořák-partitur, da en tjekkisk herre bemærkede, at ”De studerer jo musikken fra mit land!” og opfordrede ham til at søge et stipendium, der skulle sende et antal musikstuderende til den tjekkiske hovedstad. Det lykkedes, og Mackerras drog til Prag i følgeskab med sin nye hustru, klarinettisten Judy Wilkins, som han forblev gift med indtil sin død.

Det vil fremgå af lytteanbefalingerne nedenfor, at der optræder meget musik af Leoš Janáček (1854-1928). Det hænger sammen med, at Mackerras’ enkelte år i Prag – studierne dér blev så kortvarige pga. kommunisternes statskup i 1948 – affødte en livslang glæde ved netop denne tjekkiske komponist. Det vil ikke være for meget at sige, at Mackerras personligt bør have i hvert fald en solid del af æren for, at Janáčeks værker overhovedet nåede de vestlige operahuse, endsige opnåede den popularitet, en del af dem gjorde (Jenufa og Den fiffige lille ræv er hans mest velkendte operaer).

Tilbage i England sluttede Mackerras sig som assisterende dirigent til operahuset Sadler’s Wells (den nuværende English National Opera), som han skulle være forbundet med resten af sit liv. Længe inden de i dag så populære ”autenticitets-vinde” blæste over den klassiske musikverden, udviste Mackerras interesse for opførelsespraksis og periodeinstrumenter, og særligt en optagelse fra 1959 af Händels Music for the royal fireworks og en indspilning af Mozarts Figaros bryllup fra 1965 får skyld for at være usædvanligt tidlige eksempler på historisk autentisk opførelse. (Beklageligvis ligger vi ikke inde med nogen af disse indspilninger på biblioteket).

Ud over den særlige interesse for Janáčeks musik var Mackerras en autoritet på så forskelligartede områder som Mozarts operaer – og Gilbert & Sullivans operetter. Han arbejdede også tæt sammen med Benjamin Britten op igennem 1950’erne, men Britten afbrød samarbejdet brat i 1958, efter at Mackerras angiveligt havde ytret en ufølsom bemærkning om den homoseksuelle Brittens glæde ved unge drenge.

Op igennem den sidste halvdel af det 20. århundrede er der snart sagt ikke et operahus, der ikke har haft længere eller kortere fornøjelse af Charles Mackerras’ direktion. Han var chefdirigent ved Staatsoper Hamburg i 1966-69, musikchef for både Sadler’s Wells (1970-77) og den walisiske nationalopera (1987-92), fra 1976-79 den første australskfødte chefdirigent for Sydney Symphony Orchestra og karrieren igennem uløseligt forbundet med både Royal Opera House og operaerne i Edinburgh og Liverpool. I Prag var man af indlysende årsager særligt glade for ham, og han fungerede som chefdirigent for Tjekkisk Filharmonisk Orkester langt op i det nye årtusind. På hans diskografi finder man komplette indspilninger af Beethovens, Mozarts og Brahms’ symfonier ud over de højtelskede udgaver af Mozarts og Janáčeks operaer.

Ordener, priser og ærespositioner er væltet ned over Mackerras; mest prominent er nok den CBE, han modtog i 1974 – der muliggjorde tituleringen Sir, efterfulgt af at blive slået til ridder af Dronning Elizabeth fem år senere.

Mackerras døde af kræft i 2010, 84 år gammel. Nogen pensionisttilværelse kom aldrig på tale – hans navn stod allerede øverst på plakaten til både BBC’s promenadekoncerter og en opførelse af Mozarts Idomeneo i Edinburgh. I stedet måtte man holde begravelse for den folkekære dirigent fra St. Paul’s Cathedral et par dage før The Proms, som i anledning af dødsfaldet blev dedikeret til Mackerras – den ”levende australske skatkiste”, hvis død blev et dybfølt, musikalsk tab i hele den britiske verden.