Ugens Dirigent: Uge 6: Neville Marriner | Odense Bibliotekerne

Hvis du har set filmen Amadeus (og hvis du ikke har, hvad dælen venter du så på?), så har du også stiftet bekendtskab med Sir Neville Marriner. Det var nemlig ham, der fungerede som musikalsk supervisor på Milos Formans fabulerende-men-fabelagtige, biografiske-men-ikke-alligevel film fra 1984 om Mozarts sidste år i Wien og selvfølgelig også dirigerede indspilningerne til soundtracket, der ikke overraskende indeholder en perlerække af highlights fra Mozarts enorme œuvre. Soundtracket blev et af de bedst sælgende klassiske album nogensinde med over 6,5 millioner solgte plader og tæller uddrag fra bl.a. symfoni nr. 25, 29 og 40, ”Gran partita”, alle de sene operaer, klaverkoncert nr. 15, 20 og 22, c-mol-messen og selvfølgelig Requiem.

Og det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at det lige blev Marriner, der blev sat i chefstolen for et soundtrack med Mozarts musik. Det vil fremgå af lyttelisten nedenfor, at den har en stærk Mozart-slagside, simpelthen fordi Marriner var en af de stærkeste Mozart-fortolkere i anden halvdel af det 20. århundrede. Med en baggrund som artig, musikalsk tømrersøn og skoledreng fra den midtengelske by Lincoln, der blev undervist i violin og klaver af sin far fra barnsben, kom han på konservatoriet allerede som 15-årig i 1939. Et ildevarslende årstal, og det var da også, fordi flere af musikerne fra det navnkundige London Symphony Orchestra var draget i krig, at Marriner relativt hurtigt fik plads blandt orkestrets andenvioliner. Han meldte sig også selv til den britiske hær i 1941 og fungerede i en rekognosceringsfunktion i et par år, men blev sendt hjem med nyreproblemer i 1943. Herefter fortsatte han sine violinstudier på konservatorier i London og Paris

Op igennem 1950’erne arbejdede Marriner dels som underviser ved bl.a. den fornemme, prinseuddannende privatskole Eton College og det prestigefyldte konservatorium The Royal College of Music, og dels som violinist i forskellige kammerensembler – mest markant The Martin String Quartet og The Virtuoso String Trio (som senere blev til The Jacobean Ensemble). Derudover spillede han violin i to orkestre: Philharmonia Orchestra og London Symphony Orchestra, hvor han var koncertmester for andenviolinerne fra 1954-69.

Marriners aftryk på musikhistorien er solidt på mange måder, men den største arv, han har efterladt sig, er utvivlsomt kammerorkesteret Academy of St Martin in the Fields – som vi på biblioteket har givet det mundrette navn St. Martin-in-the-Fields-Akademiet. Marriner grundlagde orkestreret i 1958, i starten som et lille, dirigentløst ensemble, der specialiserede sig i barokmusik. Og samarbejdet mellem Marriner og hans orkester skulle med tiden blive et af de stærkeste i den klassiske musikhistorie. De tidlige indspilninger blev så succesfulde, at London Symphony Orchestras chefdirigent med held opfordrede Marriner til at skifte fokus fra at spille violin til at dirigere. Og sammen endte Marriner og St. Martin-in-the-Fields-Akademiet med at producere rekordmange indspilninger – mere end 600 optagelser af over 2000 stykker musik. Det er selvfølgelig også dem, vi hører på Amadeus-soundtracket. I dag står St. Martin-in-the-Fields-Akademiet for en perlerække af teknisk overlegne og brillante fortolkninger af især barokmusikken og det wienerklassiske repertoire. Orkestret spiller på moderne instrumenter – hvilket har affødt kritik fra opførelsespraksis-juntaen, som hellere ser en større vægt på ’autentisk’ lyd. Dette skisma er et spændende emne – som vi tager ved en anden lejlighed.

Marriner nåede selvfølgelig at bestride talrige positioner ud over sit virke med St. Martin-in-the-Fields-Akademiet. Op igennem 1970’erne grundlagde han og var leder af Los Angeles Chamber Orchestra, hvorefter han skiftede palmerne ud med vinterkulde og i syv år igennem 1980’erne var musikchef for Minnesota Orchestra. Slutfirserne tilbragte han som chefdirigent for Stuttgarts Radiosymfoniorkester, og undervejs er det selvfølgelig også blevet til utallige gæstedirigentoptrædender – bl.a. i front for Wiener Filharmonikerne. Gift er han også blevet undervejs – hele to gange, hvoraf det første ægteskab resulterede i børnene Susie og Andrew – sidstnævnte mangeårig førsteklarinettist i både London Symphony Orchestra og St. Martin-in-the-Fields-Akademiet, med flere indspilninger med farmand i bagagen. Det andet ægteskab, med Elizabeth Mary ”Molly” Sims, som var en stor, praktisk hjælp i St. Martin-in-the-Fields-Akademiets spæde start, varede fra 1957 til Marriners død.

Den 1. april 2014 blev Marriners 90-års fødselsdag fejret ved en spektakulær koncert i Londons Royal Festival Hall, hvor fødselsdagsbarnet – som om det ikke var nok for de fleste 90-årige bare at møde op i koncerthuset og overvære en koncert – dirigerede Mozarts klaverkoncert nr. 20 (med St. Martin-in-the-Fields-Akademiets mangeårige ’huspianist’, amerikanske Murray Perahia, bag tangenterne) og Elgars Enigma-variationer. En vital rolle i koncerten spillede også Marriners efterfølger som musikchef for St. Martin-in-the-Fields-Akademiet, den amerikanske violinist Joshua Bell. Han overtog positionen efter Marriner i 2011 og er til dato stadig den eneste musikchef, orkesteret har haft ud over Marriner.

Fødselsdagskoncerten var en tordnende succes, det stående bifald til den aldrende dirigent varede et fuldt kvarter, koncertmesteren førte an i en surprise-orkesteropførelse af ”Happy birthday”, mens publikum sang, og den smilende og rørte fødselar spontandirigerede og sørgede for en passende pompøs afslutning på aftenen. Se lige de 38 sekunder på YouTube – det er noget af det kæreste, jeg nogensinde har set, og hvis den video ikke får dig til at smile, er du et stenhjerte. Hvis nogen fejrer min fødselsdag på den måde, når jeg fylder 90, dør jeg af lykke.

I august 2014 gjorde han det igen, da han blev den ældste dirigent af en BBC Promenadekoncert nogensinde. Men ingen er her jo evigt, og Sir Neville Marriner døde den 2. oktober 2016, 92 år gammel, efter et langt og på alle måder rigt og overmåde produktivt liv. På en mindeplade, der blev hængt op på muren til hans fødehjem året efter, står der på Marriners egen opfordring som en slags efterskrift over den store dirigents liv: ”Follow the beat”.