Ugens Dirigent: Uge 7: Michael Tilson Thomas | Odense Bibliotekerne

Det, at jeg fører mig from som den kæmpestore dirigentekspert her, skæmmes af det faktum, at det i virkeligheden er pinagtigt få af d’herrer m/k, som jeg har oplevet i levende live. Men ham her har jeg faktisk set på podiet, i Tivoli i 2017, hvor han stod i front for London Symphony Orchestra, der spillede Brahms’ 2. klaverkoncert (med den kinesiske powersolist Yuja Wang bag tangenterne) og Tjajkovskijs ”Pathétique”-symfoni. Jeg husker nogle lidt mellemfornøjede anmeldelser, hvoraf én pointerede, at dirigenten lignende Snape (!). Men fra mit sæde bagest i salen var jeg lykkelig, over Brahms og Tjajkovskij og de eminente gæstestjerner, bevares, men billetten havde jeg købt for at ’se giraffen’, i folkemunde MTT, som jeg har elsket, siden jeg stiftede bekendtskab med hans suveræne musikformidling i starten af min karriere – mere om dette nedenfor.

Michael Tilson Thomas er tredje generation i sin familie, der har fået en kunstnerisk karriere. Hans bedsteforældre, det ukrainsk-amerikanske sangerpar Boris og Bessie Tomashefsky, var medstiftere af det jødiske Yiddish Theatre i New York. Hans far var Broadway-teaterproducent, digter og maler, og efter at være flyttet fra New York til Los Angeles skiftede familien efternavn til Thomas, og begge forældre, Ted og Roberta, arbejdede indenfor film- og tv-branchen. Her i Los Angeles blev lille Michael født den 21. december 1944 og udviste tidligt tegn på en usædvanlig musikalsk begavelse. Mens hans jævnaldrende surfede rundt til The Beach Boys, kom han på konservatoriet og studerede klaver, direktion og komposition. Og allerede som 19-årig kunne man finde ham i spidsen for The Young Musicians Foundation Debut Orchestra, som sørger for orkestertræning til unge musikere mellem 14 og 26 år, og som pianist og dirigent ved masterclasses og celebre koncerter i Los Angeles. Disse begivenheder bragte ham i selskab med så prominente komponister som Boulez, Stockhausen, Aaron Copland og sågar Stravinskij, og det var åbenlyst i de unge år, at Tilson Thomas’ forkærlighed for den amerikanske musik og det moderne repertoire tog form.

24 år gammel vandt Tilson Thomas ved Massachusetts’ Tanglewood Festival i 1969 den eftertragtede dirigentelevpris The Koussevitzky Prize, hvilket medførte en position som assisterende dirigent for Boston Symphony Orchestra. Hans debut med orkestret i New York blev bemærkelsesværdig, da han akut erstattede koncertens annoncerede dirigent, William Steinberg, som fik et ildebefindende midt under koncerten, og fik stor anerkendelse for sin bogstavelige feberredning. Op igennem 1970’erne bestred han også stillingen som musikchef for Buffalo Philharmonic Orchestra, og i første halvdel af 1980’erne var han gæstedirigent for sin hjembys Los Angeles Philharmonic Orchestra. Det var under en opførelse med dette orkester af Mahlers 8. symfoni – den berømte Sinfonie der Tausend (fordi den ideelt set har tusind medvirkende) – på Hollywood Bowl i 1985, at Tilson Thomas berømmeligt stormede af scenen efter et kvarter, fordi koncerten blev forstyrret af en politihelikopter på jagt efter en mistænkt. Han vendte tilbage efter en halv time og fuldendte koncerten til stor applaus, men under en gentagelse af samme koncert i 2007 var han selvfølgelig nødt til at indlede aftenen med ordene: ”Nå, hvor var vi?”.

Tilson Thomas’ ”modne” karriere fordeler sig på tre vigtige orkestersamarbejder: I 1987 blev han medstifter og kunstnerisk leder af The New World Symphony, et ’orkesterakademi’ med det erklærede mål at forberede talentfulde, unge musikere til at besidde bærende roller i orkestre rundt omkring i verden. Akademiet har til huse i Miami i Florida, i en bygning tegnet af Tilson Thomas’ gamle ven og babysitter fra sine tidligste år, arkitekten Frank Gehry. Også i 1987 blev han udnævnt til chefdirigent for London Symphony Orchestra, en rolle han besad indtil 1995, og sidenhen slap han ikke orkestret helt, men fortsatte som flittig gæstedirigent og turnerede verden rundt med orkestret indtil 2017 – hvor jeg jo så bl.a. oplevede dem i Tivoli.

Mest markant var dog den position, han fik tilbudt i 1995, og som skulle ende med at tegne de vel nok 25 mest betydningsfulde år i Tilson Thomas’ karriere: Stillingen som musikchef for San Francisco Symphony. Det blev 25 år, hvor det allerede veletablerede orkester på USA’s vestkyst under Tilson Thomas’ ledelse skulle opleve en signifikant, kunstnerisk udvikling og eksplosivt stigende international anerkendelse. Ud over at afsøge snart sagt alle afkroge af det romantiske standardrepertoire indspillede Tilson Thomas også med San Francisco-symfonikerne alle Gustav Mahlers symfonier, og sammen satte orkester og maestro en ære i at inkludere mindst ét værk af en moderne, amerikansk komponist på alle koncertprogrammer, hvilket satte spotlys på flere generationer af ellers undereksponerede komponister: Lou Harrison, Mason Bates og Henry Cowell, f.eks.

Og grunden til, at jeg elsker Michael Tilson Thomas så særskilt højt? Hans uovertrufne musikformidling. Ud over at have dirigeret en række af Bernsteins gamle, pædagogiske familiekoncerter, Young People's Concerts, i 1970’erne er Tilson Thomas også manden bag ni dokumentarfilm med paraplytitlen Keeping Score, hvor han sammen med San Francisco Symphony portrætterer otte store komponisters liv og vigtigste værker (Mahler får to film for sig selv). Jeg så den om Hector Berlioz’ Symphonie fantastique, lod mig rive med af Tilson Thomas’ smittende begejstring og entusiasme for musikken og var fuldkommen solgt. Syv af filmene har vi på dvd på biblioteket – men de kan faktisk også ses alle sammen på Tilson Thomas’ egen hjemmeside – og de kan altså alle til hobe meget varmt anbefales.

Denne uges dirigentportræt må desværre rundes af på hjerteskærende vis: Michael Tilson Thomas blev i marts 2022 diagnosticeret med en aggressiv hjernesvulst, et såkaldt glioblastoma multiforme. Bevidstheden om, at fremtiden er usikker med en så alvorlig diagnose, fremgår tydeligt af den pressemeddelelse, han skrev ovenpå den barske nyhed. Han bruger derfor klogelig nu sin tid på at skabe så meget musik, han har kræfter til, og på at tænke, vandre, lave mad og nyde samværet med sin partner gennem 40 år og ægtemand siden 2014, Joshua Robison, og parrets to store kongepudler. Han slutter sin pressemeddelelse: ”Life is precious. I send affection and gratitude. Michael TT”.

Kærlighed og taknemmelighed og alle ønsker om styrke og helbred direkte tilbage til dig fra Odense, Michael.