Ugens Dirigenter: Uge 15: Ádám og Iván Fischer | Odense Bibliotekerne

Ret beset kunne samtlige d’herrer i denne ungarske Fischer-familie med en vis ret inkluderes i Ugens Dirigent. Brødrenes far, Sándor Fischer (1900-1995), var dirigent for Budapests Radios Symfoniorkester og dirigerede operaer på Den ungarske Statsopera, som familien boede lige overfor. Fætter György Fischer (1935-2020) startede som assistent for Herbert von Karajan på Wiener Staatsoper, blev ekspert i Mozarts operaer og chefdirigent for Kölneroperaen i 25 år (og gift med stjernesopranen Lucia Popp en årrække). En onkel var korleder. Og både storebror Ádám Fischer, født den 9. september 1949, og lillebror Iván Fischer, født den 20. januar 1951, er altså vokset op til at blive succesfulde og efterspurgte dirigenter på internationalt niveau i deres egen ret. For Iváns vedkommende også komponist. Er man ikke dirigent i denne familie, er man psykolog – denne skæbne tilfaldt både brødrenes mor og søster – og ”således er vi jo alle sammen en slags charlataner!”, erklærer Adám med et smil.

Ádám fortæller om en erindring fra 1955, hvor han var fem år gammel, og hans far tog ham med ind for at høre Haydns symfoni nr. 94, som vi på dansk kalder ”Paukeslaget”, og som englænderne kalder ”the Surprise Symphony”, fordi den indeholder en pludselig, fortissimo, tutti G-dur-akkord midt i den ellers meget stille temaeksposition i violinerne i 2. sats. Faderen havde forberedt sin søn ved at beskrive musikken og tydeligvis gjort meget ud af at fortælle om den pludselige kontrast mellem pianissimo og fortissimo på det pågældende sted, og at publikum ville hoppe i stolene af forbløffelse. Og som det jo sker for 5-årige børn med fantasien i behold, blev den lille dreng skuffet, da han hørte det ”voldsomme paukeslag”. Så vild er wienerklassisk musik altså heller ikke. Så han så slukøret ud, og hans far prøvede imponerende nok at kompensere for antiklimakset ved at invitere Ádám med om for at møde dirigenten bagefter. Denne forsøgte sig også med en forklaring om pauketeknik og dynamiske udsving og Haydns iboende humoristiske sans, men Ádám købte den ikke. Han havde håbet på mere power. Og dirigenten resignerede og foreslog Ádám, at han jo selv kunne forsøge sig som dirigent, når han blev voksen, og på det tidspunkt beordre paukisten at spille den famøse tone kraftigere. Og dermed var dirigentskæbnen beseglet – om end brødrene jo er vokset op i en dirigentslægt og godt selv ved, at det kan være svært at afgøre, hvad der har været fars forventninger, og hvad der har været oprigtig egeninteresse, da de valgte karriere.

Familien Fischer var jøder, og far Sándors forældre var omkommet i Auschwitz under krigen. Selvom begge brødre er født i Budapest og tilbragte deres barndom som ungarske musikersønner, der sang i statsoperaens børnekor og som unge sang to af de tre drengeroller i Mozarts Tryllefløjten, var det også med det kommunistiske styre som konstant truende baggrundstæppe, at brødrene Fischer trådte deres barnesko. Og for Sándor var det af afgørende betydning, at hans sønner valgte internationalt anerkendte professioner, helt konkret for at muliggøre det for dem at forlade landet hurtigt og finde arbejde i et nyt land, hvis det blev nødvendigt. F.eks. ville det være nemmere at arbejde i udlandet som sanger eller læge end som skuespiller eller advokat. Og musik blev af åbenlyse årsager betragtet som det ideelle erhverv. Begge brødre kom på konservatoriet i Budapest, Ádám med hovedfag i klaver og komposition, og Iván i klaver, violin, cello og komposition. Som en del af deres uddannelse studerede begge brødre derudover direktion i Wien, hvor de blev undervist af den ungarskfødte dirigent Hans Swarowsky, og i Siena under den berømte dirigent og underviser Franco Ferrara, som bl.a. også have Claudio Abbado og Riccardo Chailly som elever.

Herfra gik brødrenes karrierer hver deres vej, men ad stærkt sammenlignelige spor: Ádám vandt i 1973 førsteprisen ved den prestigefyldte Cantelli-dirigentkonkurrence, som løb af stablen ti gange mellem 1961-80 med La Scala Operaens orkester som ’kanin’. Dette førte øjeblikkeligt til et engagement med Wiener Staatsoper, som han havde debut med i 1973 og fra 1980 og frem jævnligt dirigerede operaer for (f.eks. Verdis Othello, Beethovens Fidelio, og snart sagt alle operaer af Wagner og Mozart). Iván tog derimod til London og vandt i 1976 BBC’s Rupert Foundation Competition for unge dirigenter, hvorefter han fik flere gæsteengagementer i britiske orkestre som Liverpools Filharmoniske Orkester, BBC's Symfoniorkester og Londons Symfoniorkester, som han bl.a. drog på verdensturné med i 1982. Året efter havde han sin amerikanske debut, da han dirigerede Los Angeles' Filharmoniske Orkester, som han stadig er en hyppig gæstedirigent for.

Brødrene Fischer er begge grundlæggere af deres egne orkestre: Ádám grundlagde i 1987 Det Østrig-Ungarske Haydn-Orkester bestående af musikere fra begge sine hjemlande – Østrig og Ungarn – og sideløbende med dette Haydn Festspillene i byen Eisenstadt syd for Wien, hvor Joseph Haydn arbejdede for Fyrst Esterházy på det lokale slot det meste af sit liv (gæt, hvem der har været til koncert med Haydns musik dér :-)). Med Det Østrig-Ungarske Haydn-Orkester har Ádám Fischer indspillet alle Haydns symfonier (kun et par af dem er med på lyttelisten nedenfor, men vi har mange af dem på biblioteket). Lillebror Iván grundlagde sit Budapests Festival-Orkester i 1983, oprindeligt bare som et lille deltidsprojekt med musikere ”hentet fra cremen af Ungarns unge musikere”, men fra 1992 blev det til det fuldtidsorkester, som det stadig er særdeles aktivt og med sin grundlægger som chefdirigent. Budapests Festival-Orkester og Iván Fischer har sat nye idéer i den klassiske orkestersø, f.eks. i form af ”surprise”-koncerter med uannoncerede programmer, oplysningskoncerter, hvor dirigenten også taler til publikum om musikken, og ’open-air’-koncerter i Budapest foran titusindvis af koncertgængere. På næsten alle lytteanbefalingerne med Iván Fischer nedenfor er han i front for Budapests Festival-Orkester.

Den stærke, danske forbindelse til familien Fischer har vi til Ádám, der i 1997 debuterede med og siden 1999 har været chefdirigent for Danmarks Underholdningsorkester – der som bekendt oprindeligt hørte hjemme i DR, men blev selvejende og skiftede navn efter tumulten i kølvandet på medieforliget i 2014 (hvor DR besluttede at nedlægge orkestret). Siden Ádám Fischer trådte til som chef, er orkestrets ambitionsniveau højnet betragteligt, og døren til en international turnévirksomhed er åbnet – bl.a. turnerer orkestret under sit engelske navn, Danish Chamber Orchestra. Under navnet DR UnderholdningsOrkestret har orkester og chefdirigent i årene 2006-13 indspillet samtlige Mozarts symfonier, en indsats, som de i 2015 vandt en ICMA-pris for – ICMA står for International Classical Music Awards. Samme pris vandt orkestret – nu under sit nuværende navn – i 2020 for sin komplette indspilning af Beethovens symfonier, selvfølgelig også dirigeret af Fischer. Og senest har Fischer og Danmarks Underholdningsorkester givet os en jublende anmelderrost samlet indspilning af Brahms’ symfonier i 2022. Dette blev også året, hvor Ádám Fischer fik en ’lifetime achievement award’ af ICMA – en pris, han modtog med taknemmelige, men blandede følelser, fordi han ikke synes, at hans ”lifetime achievement” er opnået endnu. Han indrømmer dog, at en sådan livstidsanerkendende pris kan få ham til at se lysere på de gamle indspilninger, han ellers tenderer mod at være særdeles kritisk overfor og planlægge at overgå i fremtiden.

I et interview sidste år blev Ádám Fischer spurgt, hvad hemmeligheden er bag det 25 år lange ”ægteskab”, han har haft med Danmarks Underholdningsorkester. Fischer svarede med et smil, at det jo er et ”åbent ægteskab” i og med, at han arbejder med andre orkestre, og Underholdningsorkestret med andre dirigenter. Og således forholder det sig selvfølgelig for begge brødre, om end de er særligt aktive med deres respektive egne orkestre og for Ádáms vedkommende altså også Danmarks Underholdningsorkester: Ádám er også chefdirigent for Düsseldorfs Symfoniorkester (med hvem han bl.a. har indspillet alle Mahlers symfonier, som vil fremgå af lyttelisten nedenfor). Og så har han dirigeret i Bayreuth, til Salzburg Festspillene, på Metropolitan-Operaen, på La Scala i Milano og med Wiener-Filharmonikerne, Berliner-Filharmonikerne og periodeorkestret Orchestra of the Age of Enlightenment. Derudover er han kendt som en aktiv fortaler for menneskerettighederne og modstander af den politiske udvikling i fødelandet Ungarn – et engagement, der i førte til, at han i 2018 modtog den prestigefyldte Wolf Award, i øvrigt side om side med Sir Paul McCartney.

Iván Fischer har stået på podiet foran Berliner-Filharmonikerne mere end ti gange og tilbringer hvert år to uger i spidsen for Amsterdams Concertgebouw-Orkester. Han har også dirigeret ekstensivt i USA, bl.a. i front for Los Angeles’ Filharmoniske Orkester og Washingtons National Symphony Orchestra, og operaer har han dirigeret i Kent i England og i Frankrigs Opéra National de Lyon. I 2018 grundlagde han den årlige Vicenza Opera Festival, som finder sted hvert år i oktober på pittoreske udendørsscener i den norditalienske by Vicenza. Og så er han ved at vinde genklang som komponist med flere internationale opførelser af hans værker – dog har vi endnu ingen indspilninger på biblioteket.