Vi har sommerens læsning klar til dig – hent din sommerpose i dag! | Odense Bibliotekerne

Vi har sommerens læsning klar til dig – hent din sommerpose i dag!

Foto: Odense Bibliotekerne

Igen i år lancerer vi vores populære sommerposer på Odense Hovedbibliotek. Sommerposerne står fremme i perioden fra d. 16. juni frem til d. 10. august, og du kan låne dem i 30 dage.


Er du én af dem, der først føler, at du rigtig har sommerferie, når du kan slappe af med en god krimi eller den nyeste roman af Helle Helle? Skal underholdningen sikres til børnene inden sommerhusturen, eller trænger din teenager til lidt sommerdrama? Så er der hjælp at hente på biblioteket, hvor vi i form af sommerposer tilbyder dig at tage på en spændende rejse med et selvvalgt tema ind i bøgernes verden. 

Hver sommerpose indeholder 4-5 bøger indenfor et afgrænset tema. Temaerne spænder vidt fra ’Øhop’ til ’Historiske romaner’ og meget mere. Kom ind på Hovedbiblioteket og vælg lige præcis det tema, som du har lyst til at fordybe dig i hen over sommeren.

 

Bæredygtige sommerposer

Du skal naturligvis aflevere de lånte bøger igen, men selve sommerposen må du gerne beholde. Du kan anvende den til indkøb, til biblioteksbøger, eller til en strandtur - kun fantasien sætter grænser. Posen er lavet af jute og lærred, så du kan anvende den igen og igen.

 

Sommerposetemaer

Nedenfor kan du se et udvalg af temaer:

 

  • Billedbøger
  • Bøger om naturen
  • De kendte
  • Fantasy
  • Feminisme
  • Ferie i baghaven
  • Gåder for børn
  • Hvis du elsker Harry Potter
  • Højtlæsning
  • Klassikere
  • Kærlighed
  • Musik
  • Noget der ligner Colleen Hoover
  • Oplev Danmark
  • Royale romaner
  • Science fiction
  • Set på Netflix/HBO
  • Sjov på bagsædet
  • Solskinshistorier til regnvejrsdage
  • Sommer i Danmark
  • På med vandrestøvlerne
  • Tænkepauser
  • Young Adult

 

Du finder alle sommerposerne i stuen næsten lige, når du kommer ind samt på 2. sal i Borgernes Hus ved elevatoren. Du skal huske selv at låne posen, som du ville gøre med alle andre bøger.

God sommer!



Af: kniel

Udgivet: Fredag 16. juni 2023 • Opdateret: Mandag 31. juli 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Se mere om bibliotekets arbejde med FN's 17 verdensmål

Brug mørke farver
Skjul medier