Vivaldis ”De fire årstider” – en introduktion | Odense Bibliotekerne

Det store flertal herhjemme kender mest violinvirtuosen, musiklæreren og komponisten Antonio Lucio Vivaldi som ophavsmanden bag De fire årstider og guitarkoncerten fra Dus med dyrene. Og De fire årstider som navnet på en firdelt pizza med årstidsbestemte toppings.

I realiteten er der uendeligt meget mere end kun de fire violinkoncerter, der udgør De fire årstider, at hente hos Vivaldi, der fik kælenavnet ”den røde præst” pga. det flammende røde hår, som vi ikke kan se på malerierne, fordi det er dækket af en hvid pudderparyk. Vivaldi var i mange år en uhyre produktiv violinlærer og koncertmester på omsorgshjemmet La Pietà for forældreløse piger i Venedig. Og bl.a. som en del af underviserjobbet skrev han musik med arme og ben, var en trailblazer indenfor solokoncertgenren og fungerede som operaimpresario, handelsmand, musikdramatiker og en langt større kirkemusikkomponist, end eftertiden har givet ham credit for.

Han var også katolsk præst, ordineret som 25-årig i 1703, men efter få år opgav han præstegerningen pga. en vejrtrækningslidelse, som forskningen formoder må have været svær astma.

Og snart efter sin død i 1741 gik Vivaldis musik fuldkommen i glemmebogen, indtil store manuskriptsamlinger begyndte at dukke op i anden halvdel af det 20. århundrede og igangsatte en Vivaldi-revival, som vi stadig befinder os midt i.

Nuvel: De fire årstider er ikke til at komme udenom, og selvom vi kender 1. sats fra ”Foråret” ud og ind fra supermarkeder og elevatorer og ventemusikken i lægens telefonkø, så er det nok alligevel begrænset, hvor tit vi egentlig sætter os ned og lytter koncentreret til Vivaldis ubestridelige mesterværk. Og det kan ellers for alvor godt anbefales.

Kort om, hvad vi har med at gøre: De fire årstider er titlen på fire violinkoncerter, der blev udgivet i 1725 som en del af en samling på tolv koncerter med paraplytitlen Il cimento dell'armonia e dell'invenzione (råt oversat: Noget i stil med ”Kampen mellem harmoni og opfindsomhed”). Hver af de fire koncerter er i tre satser, har en varighed på 10-15 minutter og beskriver på musikalsk vis en årstid: Foråret, sommeren, efteråret og til sidst vinteren.

Vivaldi har sandsynligvis skrevet De fire årstider en del år, før de blev udgivet, og ingen kan med sikkerhed sige, hvor inspirationen til det påfaldende tidlige eksempel på programmusik kommer fra. Programmusik er betegnelsen for musik, der beskriver andet og mere end sig selv – f.eks. et billede, et sted eller en konkret handling. Man plejer at tale om programmatiske aspekter af Beethovens 6. symfoni fra 1808, og Berlioz’ Symphonie Fantastique fra 1830 er også et tidligt eksempel. Men at høre en så gennemgribende programmusikalsk komposition som De fire årstider, som altså nærmer sig sin 300-års fødselsdag, er helt uhørt.

Vivaldi har været flink nok til at holde os i hånden hele vejen igennem og beskrive i ord, hvad det er, han har forsøgt at illustrere musikalsk. Han udgav nemlig koncerterne med hver sin sonet (et 14-linjers digt) tilknyttet, som hver især beskriver karakteristiske scenarier for årstidernes gang. Muligvis var de fire sonetter skrevet af Vivaldi selv, muligvis havde han lånt dem af en anden – det kan de lærde sandsynligvis slås om i århundreder endnu. En dansk oversættelse af de fire digte kan findes via dette link.

Og således bliver vi altså vejledt i, hvornår vi skal høre fuglekvidder, gøgens kukken, hyrdens hund, der gør, en sommerstorm, bøndernes dans, jagthornet, hjorten, der bliver skudt og dør, vinterens bidende frost, de skøjtende børn og den brændende ild. Det er bare at læne sig tilbage og lade den indre film køre.

På Musikbiblioteket har vi næsten 70 indspilninger af De fire årstider. Man kunne høre forskellige udgaver af De fire årstider fra nu af og til juleaften uden at løbe tør. Men hvilken én er den bedste? Hvilke forskelle er der? Og hvad skal jeg starte med at tage med hjem? Nedenstående er mine bud på de syv, jeg mener garanterer en god oplevelse – og så lige to populære, ”tweakede” udgaver for raritetens skyld.