Lektørudtalelse
Forfatter : Mette Balle Christensen
Kort om bogen
Det er forår, og snart har Karen sidste dag i børnehaven. Den første mandag i maj starter hun nemlig i Mini-SFO. Varm og humoristisk højtlæsningsbog for 5-7-årige
Beskrivelse
Karen går i skolegruppe i børnehaven. Her forbereder de sig på at skulle i skole. Inden Karen får set sig om, er det sidste børnehavedag, og et par dage efter starter hun i Mini-SFO. På nogle måder minder det om børnehaven, men der er også meget, der er anderledes. Der er færre voksne og mange aktiviteter at vælge imellem. Karen bliver usikker og tager en snak med P. For hvordan ved man lige hvilken aktivitet, man skal vælge? P fortæller om ponypigerne og dem, der altid spiller fodbold eller stikbold og dem, der laver perleplader. Karen ved ikke rigtigt, hvor hun hører til. Men så lægger hun en plan. Bogen er anden bog om Karen, men kan sagtens læses selvstændigt. Den første er Karen begynder ikke i skole
Vurdering
En vidunderlig hjertevarm og velskrevet bog om den usikkerhed som mange børn oplever ved skiftet fra børnehave til SFO. Karens optimistiske og modige måde at tackle den nye hverdag på er superinspirerende. Karen Vad Bruun rammer virkelig plet med historierne om Karen, og samspillet mellem hendes tekst og Signe Kjærs illustrationer er skønt
Andre bøger om samme emne
Om samme emne findes fx Forårsbørn. Bogen minder desuden om bøgerne om Villads fra Valby