Hvad er Makerspace?

Et Makerspace er dels et teknologisk værksted, hvor man arbejder med digitale teknologier som lasercutter, 3D-print og robotter - dels er det et værksted, hvor det analoge håndværk møder den nye teknologi. Derfor kan der også findes limpistoler, blyanter og krimskrams. Tilgangen til at lære handler i maker-tanken om at arbejde undersøgende, innovativt og iterativt.

Gennem projektet “Verdens Bedste Robotby i børnehøjde” har Villumfonden givet 5 millioner til at skabe Makerspace-rum på forskellige skoler i Odense kommune. Borgernes Hus er en del af dette projekt og har derfor fået skabt et Makerspace-rum, som rummer en masse teknologiske og kreative genstande man kan skabe med.

Biblioteket som institution er et sted man søger ny information og viden på kultur, samfund og teknik. Makerspace skal bygge bro mellem borgeren og ny teknologi og give mulighed for at være kreativ og undersøgende. Det er et sted, hvor der er plads til at udfolde sig, være kreativ og skabe, og rummet giver mulighed for at udforske og undersøge uden at man skal investere i en masse.

Det er værkstedet uden for hjemmet.  

På biblioteket vil vi forsøge at finde den bedste løsning til vores Makerspace, og derfor kan du opleve at enten tiderne ændrer sig eller dagene. Vi vil også gøre vores bedste for at finde på arrangementer og workshops, så man rigtig kan få brugt maskinerne i rummet. 

Vel mødt!