Besøg Læsehaven

Kom forbi Læsehaven på Odense Hovedbiblioteks 2. sal, og besøg en hyggelig og inspirerende læseoase for de yngste børn og deres voksne.

Indgang til Læsehavens grønne fordybelsesrum
Foto: Odense Bibliotekerne

Læsehaven er en del af børneområdet på Odense Hovedbibliotek specielt henvendt til små bogorme i alderen 0-7 år. Her er litteraturen for småbørn i centrum, hvilket indretningen af Læsehavens to områder også i høj grad bærer præg af.

Læsehaven består af to områder: Stakitområdet og det grønne rum.

 

Stakitområdet - til leg, inspiration og madpakkespisning

Det første område, som du træder ind i, når du besøger Læsehaven, er indkredset af et lille, hvidt stakit. Her finder du et stort udvalg af bibliotekets billedbøger og små, hyggelige læseområder. Rundt omkring kan du også få øje på små legestationer, hvor børn fx kan lege med dukkehuset, kuglebanen eller køkkenet. Herudover er der også plads til at nyde sin medbragte madpakke eller mad fra bibliotekets café ved det lange, grønne bord.

Hvis du kigger dig omkring, kan du se inspirerende bogudstillinger blandt grenene på Læsehavens træer. De skal med deres flotte og farvestrålende forsider invitere og motivere de yngste til yderligere læsning. Alle bøgerne i udstillingerne må selvfølgelig gerne læses på stedet eller lånes med hjem.

Udover at være en fin indramning af Læsehavens forreste område, har det hvide stakit også en anden funktion. Det giver både ro og tryghed for småbørnenes voksne ledsagere, som selv har efterspurgt en indhegning af området. Dermed kan de med ro i sindet hygge sig med børnene og undgå at bruge tid på at forfølge de mest eventyrlystne, små besøgende rundt omkring i biblioteket. 

En del af Læsehavens stakitområde med plads til madpakkespisning
Foto: Odense Bibliotekerne
Læsehavens grønne rum på Odense Hovedbibliotek
Foto: Odense Bibliotekerne

Læsehavens grønne rum -  til fordybelse, nærvær og højtlæsning

Det grønne rum i Læsehaven er særligt beregnet til fordybelse og hyggelige læsestunder. Her kan I stille gå på jagt i alle bibliotekets pegebøger og bagefter sætte jer i områdets sofaer eller på det bløde gulvtæppe og sammen læse en god historie.

I den bagerste ende af det grønne rum i Læsehaven er der et podie, der lægger op til spændende fortællinger for større grupper af børn. Her kan du, hvis du er rigtig heldig, støde ind i Pippi Langstrømpe eller Cirkeline, som af og til lægger vejen forbi og fortæller gode historier.

For at skabe plads til fordybelse og samtidig passe på gulvtæppet er det grønne rum skofrit, og det er hverken tilladt at medbringe mad eller drikke.

Det grønne rum i Læsehaven med sofaer og bogkrybber
Foto: Odense Bibliotekerne

Hvornår er Læsehaven åben?

Læsehaven er åben for besøg i hele Hovedbibliotekets åbningstid. Så tag endelig de mindste familiemedlemmer i hånden og kig forbi!