Maurice Ravel fylder 150 år
I dag ville den franske komponist og pianist Maurice Ravel være fyldt 150 år. Musikbibliotekar Katrine Nordland iler med en lille livshistorie og en række musikanbefalinger i anledning af fødselsdagen.
Af Katrine N.

Ravel blev født den 7. marts 1875 i Ciboure i den fransk-baskiske region ved grænsen til Spanien og flyttede tre måneder gammel til Paris, hvor en lillebror kom til. Ravels mor Marie var af baskisk afstamning og kom fra fattige kår; hun var ”uægte” af fødsel, kunne i løbet af sin opvækst ikke læse og giftede sig efter datidens standard pænt over sin stand. Farmand, Pierre-Joseph, var en schweizisk civilingeniør og opfinder. Han var pioner inden for automobilindustrien og byggede bl.a. en dampdrevet racerbil, der kunne opnå en hastighed på op til 6 km i timen (hvilket vil sige, at han med fordel kunne have løbet ved siden af) og et cirkuskøretøj, ”Dødens Hvirvelvind”, der kunne udføre en saltomortale.
Ravel blev altså født ind i en musikelskende og lykkelig familie. Hans forældre opmuntrede hans musikalske udfoldelser og sendte ham i 1889 til konservatoriet i Paris, hvor han bl.a. studerede under Gabriel Fauré. Han blev også stærkt påvirket af Debussys impressionistiske stil. Debussy er Ravels lidt ældre samtidige, og begge anses for Frankrigs to store impressionister, selvom ingen af dem brød sig ret meget om det begreb.
Impressionistisk musik er musik, hvor hovedvægten ligger på de klanglige farvenuancer mere end på melodisk udfoldelse og rytmisk drive. Musikken har en drømmende karakter og kan være æterisk og svær at afgrænse, med en nærmest minimalistisk, gradvis ændring af klangfarverne og små, metamorfiske ændringer uden markante rytmer og overraskelser undervejs.
Efter at have forladt konservatoriet i 1903 fandt Ravel sine egne veje som komponist og udviklede en klar stil, idet han inkorporerede elementer fra barokken, neoklassicisme og, i hans senere værker, jazz. Det musikalske slægtskab – og også noget, der lignede et venskab – med Debussy var umiskendeligt, men de to komponister røg i totterne på hinanden i starten af det nye århundrede, hvor der efterhånden havde dannet sig fraktioner, der enten ”holdt med” den følsomme og spontane Debussy eller den mere formbevidste og ’lapsede’ Ravel. Der opstod uenigheder om, hvem der egentlig havde influeret hvem, og det hjalp nok heller ikke, at Ravel bidrog til Debussys ekskones underhold, efter at Debussy havde forladt hende til fordel for en anden kvinde.
Trods talrige forsøg vandt Ravel aldrig et prestigefyldte komponiststipendiat Prix de Rome, og da han blev afvist i den indledende runde af sit femte forsøg i 1905, var selv Ravels modstandere oprørte over uretfærdigheden, og L'affaire Ravel blev en decideret national skandale.
Ravel gjorde det til sin sædvanlige praksis at komponere værker for klaver og bagefter arrangere dem for orkester. På den måde fik han mulighed for at fordoble det antal værker, han fik opført og udgivet. I det store hele var Ravel nu ikke ret interesseret i pengesager og tog f.eks. også kun ganske få elever. Da den amerikanske komponist George Gershwin bad Ravel om undervisning, skal Ravel have svaret: "Hvorfor skulle du være en andenrangs Ravel, når du kan være en førsteklasses Gershwin?"
Da Tyskland invaderede Frankrig i 1914, var det magtpåliggende for Ravel at deltage i modstandskampen, og med sine 161 cm og 45 kg tænkte han, at han ville have været en ideel pilot i luftvåbnet. Han blev dog afvist med reference til hans høje alder af knap 40, men tilbragte Første Verdenskrig som forsyningschauffør ved fronten – hvilket nu også trak dramatiske veksler på både hans fysiske og mentale helbred, og især hans mors død i 1917 ramte Ravel meget hårdt.
I 1920’erne og ’30’erne var der (efter Debussys død i 1918) bred, international enighed om, at Ravel var Frankrigs største, nulevende komponist. Men han var også en ret langsomt arbejdende og grundig, detaljeorienteret komponist (Igor Stravinskij omtalte en gang Ravel som "den schweiziske urmager" med henvisning til præcisionen og det kringlede i Ravels værker), så Ravel skrev færre værker end mange af sine samtidige.
Ravel, der aldrig blev gift, og hvis kærlighedsliv er lidt af et mysterium, kunne godt lide at eksperimentere med musikalsk form, som f.eks. i hans bedst kendte værk, orkesterværket Boléro fra 1928. Boléro er egentlig en ballet, hvor gentagelse under et stadigt crescendo (dvs. musikken bliver kraftigere og kraftigere, efterhånden som flere og flere instrumenter kommer til) træder i stedet for tematisk udvikling. Desværre lød hans egne ord om Boléro: ”Jeg har kun skrevet ét mesterværk – Boléro. Desværre er der ingen musik i det.”
Ravel lavede også orkesterarrangementer af andre komponisters musik, hvoraf versionen fra 1922 af Musorgskijs Udstillingsbilleder er det bedst kendte.
I 1932 slog Ravel hovedet, da han blev ramt af en taxa, og fik kognitive problemer og problemer med at tale. Dette satte en abrupt stopper for hans produktivitet, og Ravel holdt i det store hele op med at komponere. Han blev forsøgt opereret for sine hovedsmerter i 1937, og hans tilstand forbedredes også kortvarigt – men kort efter mistede han bevidstheden og døde den 28. december 1937 som 62-årig. Ravel er begravet på kirkegården Levallois-Perret i det nordvestlige Paris, hvor man stadig kan besøge hans grav.
Nedenfor kan du finde en række af Ravels værker, som jeg vil anbefale, at man lytter til, måske over en lille absint i anledning af 150-års-fødselsdagen? Her kan du f.eks. finde hovedværker som:
- Boléro
- Ma mère l'oye (”Gåsemor”)
- Koncert for klaver og orkester nr. 1, G-dur
- La valse
- Daphnis og Chloë
- Tzigane
- Pavane pour une infante défunte
- Le tombeau de Couperin
- Miroirs
- Kvartet for 2 violiner, viola og violoncel, F-dur
Hør dem alle sammen – det vil virkelig forbedre din dag markant, tør jeg godt love.