Mød musikbibliotekarerne
Her kan du møde de fem bibliotekarer på Odense Hovedbibliotek, hvis pligt OG udsøgte fornøjelse det er at passe på Musikbibliotekets samling og bistå dig, når du har brug for hjælp til at finde, identificere, opleve eller lære noget om lige præcis den musik, du interesserer dig for. Vi glæder os til at hilse på jer på Musikbiblioteket in the flesh.
Mød Niels, faglig konsulent for musikteamet. Niels er en af de to medarbejdere i musikteamet, der faktisk er uddannet bibliotekar. Fokus for Niels har altid været musikken på bibliotekerne, og han er derfor også redaktør på Bibzoom – bibliotekernes digitale musikplatform – helt fra sidens start i 2010.
Niels er "ham med den mærkelige musiksmag": Jo mere underligt, musikken lyder, jo bedre kan han lide det. Han orienterer sig bredt inden for prog-rock, krautrock, new age, easy listening og elektronisk musik, men hans favoritområde har været metal, siden han som 9-årig blev konfronteret med AC/DC og Iron Maiden, og Niels er dermed en af teamets to ’heavy dudes’.
Niels er altid nysgerrig for nye ideer og partnerskaber. Hvis du har forslag eller ideer til at samarbejde med Musikbiblioteket, er Niels altid klar til en kop kaffe. Skriv til nimar@odense.dk.
Mød Claus, generalisten i teamet der ved lidt om meget og altid kan hjælpe dig videre i din søgning. Musikalsk er Claus ligeledes meget bredt funderet, men country har altid haft en særlig plads.
Claus er uddannet bibliotekar, har et indgående kendskab til Musikbibliotekets samling og forsøger at holde styr på den ved hjælp af vores Intelligente Materiale System – IMS.
Du kan ligeledes møde Claus i Brætspil på biblioteket-arrangementet en gang om måneden, han har nemlig i flere år stået for hovedbibliotekets brætspilscafé samt indkøbene af brætspil, som du kan låne med hjem. Senest kan Claus også findes i bibliotekets Makerspace, hvor du kan få hjælp til at lave alle mulige hobbyprojekter.
Så kig endelig forbi eller skriv til Claus på cvj@odense.dk, hvis der er noget, du vil vide mere om.
Mød Jens, eventplanner og jazzspecialist i musikteamet. Jens har en uddannelsesbaggrund fra konservatoriet i Odense og Esbjerg, og med sin store viden om musik generelt kan Jens garanteret hjælpe dig med at finde noget af det, du leder efter. Som tidligere musikunderviser i flere forskellige instrumenter er Jens også manden, der kan hjælpe dig med at finde den rette instrumentskole til dit instrument og niveau.
Udover at være jazzkyndig er Jens også fagreferent for vores store folk & world-samling, og i den forbindelse skriver Jens løbende om forskellige plader fra vores store pladesamling i kælderen i serien Guld fra Gemmerne, som kan læses på Musikbibliotekets hjemmeside.
Jens er vores eventplanner og dermed manden med det store overblik i forhold til koncerter og arrangementer på stedet. Hvis du er interesseret i at spille en koncert hos os, holde foredrag eller noget helt tredje, er det en god idé at kontakte Jens i den forbindelse på Jesbo@odense.dk.
Mød Jonas, bibliotekets ansvarlige for rock og metal. Jonas har arbejdet med musik i mange år, især som udøvende musiker, men også med koncertafvikling, promovering, formidling og produktion. Mens hans hjerte især banker hårdt og hurtigt for den tungere musik, har han en bred interesse i mange genrer og vil gøre sit bedste for at hjælpe dig med at finde den musik, du søger.
Jonas er uddannet i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet, og har desuden beskæftiget sig meget med foredrag, filmproduktion, anmeldelse af scenekunst og litterær kulturformidling. Han har derfor en bred formidlingsprofil, med alt fra afvikling af vores koncerter til planlægningen af festivalen Skrækfest.
Jonas er ansvarlig for vores nyhedsbrev og skriver også artikler for Musikbiblioteket. Der vil man hurtigt se, at han især ønsker at formidle musik fra vækstlaget. Hvis du kender til nogle spændende bands i undergrunden, eller generelt har nogle spørgsmål og kommentarer til vores rock og metal, vil han meget gerne høre fra dig på jogvi@odense.dk
Mød Katrine, Musikbibliotekets ansvarlige for klassisk musik og dermed damen, der er i stand til at kede dig ihjel med alenlange foredrag om isorytmiske middelaldermotetter, men også virkelig inderligt elske klassisk musik sammen med dig og i øvrigt hjælpe dig med at fremfinde alt, hvad du kunne have brug for af klassisk musik i indspillet form eller som partitur.
Katrine er uddannet i musikvidenskab på Københavns Universitet, men har lagt en stor del af sit voksenliv i biblioteksverdenen og er dermed endt som musikafdelingens ekspert i musiksøgning og -katalogisering. Derudover er Katrine ansvarlig for afdelingens indkøb, så hvis du savner et musikmateriale på biblioteket, er det her, du skal henvende dig: knor@odense.dk.
I øvrigt vil du støde på Katrine på bibliotekets sociale medier, hvor hun er en flittig skribent, på hjemmesiden, hvortil hun leverer artikler om klassisk musik og filmmusik, i færd med at kuratere musikafdelingens udstillinger, eller bag tangenterne ved flyglet, når der skal akkompagneres fællessang.