Eric Clapton fylder 80 år

I dag fylder bluesguitaristen og rockikonet Eric Clapton ubegribelige 80 år.

Og se, ham har man jo et, om ikke indgående kendskab, så i hvert fald yderst nostalgisk og følelsesladet forhold til. Dengang man var ung og spændstig, var man i London og se ham optræde i The O2 Arena i en dobbeltkoncert med nu hedengangne Jeff Beck.

Og da man var ENDNU yngre, hørte man Slowhand, græd sine sentimentale tårer over ”Wonderful tonight” og følte sig som verdens cooleste, når man sammen med sine venner hørte ”Cocaine” og prøvede at ryge, fordi man troede, at den slags havde en smarthedseffekt. (Den vildfarelse blev man hurtigt revet ud af, men Clapton selv gjorde ikke, så i efterdønningerne af sine egne langvarige misbrug af alkohol og stoffer har han sent i livet engageret sig i arbejde til fordel for eksmisbrugere).

Hånden op, hvis man IKKE har hulket sig igennem ”Tears in Heaven” fra 1992-albummet Unplugged, særligt efter at have hørt sangens tragiske tilblivelseshistorie. Nej, vel?

På de fleste indflydelsesrige rockmagasiners lister over alle tiders bedste guitarister, er Clapton pretty much altid at finde i top 5. Han har skovlet ind med Grammys, Brit Awards og andre priser og blev tildelt den fornemme CBE-orden (Commander of the Order of the British Empire) i 2004. Han har solgt over 100 MILLIONER plader og er dermed én af verdenshistoriens bedst sælgende musikere. Tre gange er han optaget i Rock and Roll Hall of Fame, én gang som solist og én hver med hhv. The Yardbirds og Cream.

Som ung var jeg altid fascineret over, at Claptons tidlige livshistorie lignede min mors: Noget med at være født i 1945 og vokse op hos sine morforældre i den tro, at ens biologiske mor faktisk var ens storesøster. Her ophører lighederne imidlertid, og Clapton fulgte musikkens vej, lige fra han som nyslået teenager fik en guitar i fødselsdagsgave.

Og herfra er det gået slag i slag med en musikkarriere, der gjorde Eric Clapton berømt, inden han fyldte tyve. I de forgangne 50 af sine 80 år er vi næsten udelukkende stødt på ham som solist, men vi skal også huske at hylde Clapton for ungdomsårene, hvor han som kometagtigt berømt bluesguitartalent var en del af forskellige konstellationer som The Yardbirds, John Mayall & the Bluesbreakers, Cream, Delaney & Bonnie & Friends og Derek and the Dominos.

Som solist kender og elsker vi Clapton for albummerne 461 Ocean Boulevard (der inkluderede coverversionen af Bob Marleys ”I shot the sheriff”), There's one in every crowd, No Reason to Cry, megahitteren Slowhand, Backless, Another ticket, Money and cigarettes, Behind the sun, August, Journeyman, Unplugged, From the cradle, Pilgrim, Reptile, Me and Mr. Johnson, Sessions for Robert J, Back home, Clapton, den skummelt betitlede Old sock, I still do (hvorfra ovenstående billede er hentet), julepladen Happy Xmas, og senest Meanwhile fra 2024, som vi køber til biblioteket om ganske få uger.

Og her er altså tale om seks årtiers ubegribeligt aktivt, alsidigt og overlegent musikerskab, med tydelige rødder i bluesmusikken, men stadig solidt forankret i rocken og med hyppige afstikkere til både countrymusik, filmmusik, soul, reggae og jazz. Claptons samarbejder med andre musikere er så ekstensive, at det ikke giver mening at prøve at opliste dem. You name it, Clapton har haft en finger med inde over. Og i guitarkredse er man vist bredt enige om, at Clapton er ’the OG guitar hero’ – altså hele årsagen til, at fænomenet guitarhelt eksisterer. Det var ikke for sjov, at man spraymalede ”Clapton is God” på murene i London i 1960’erne. ALT, hvad den mand rører ved, lyder bare hamrende godt!

Claptons privatliv er der også skrevet op og ned ad stolper om – stoffer, affærer, vold og skilsmisser har fyldt alskens sladderspalter igennem årtierne, og særligt det tragiske tab af Claptons fireårige søn Conor, som faldt ud ad et vindue i et højhus i New York i 1991, blev en personlig sorg, som hele verden talte om. Det var dette dødsfald, som affødte inspirationen til balladehittet ”Tears in Heaven”.

Og så har Claptons mere eller mindre gennemtænkte politiske udmeldinger gennem årene bragt ham i oprørte vande. Rygter om racisme og støtte til højrefløjspartiet National Front florerede op gennem 1970’erne. Hans støttekoncerter til fordel for den organisation, der arbejdede imod et forbud mod rævejagt, skaffede ham heller ikke mange nye venner. Og så var der Covid19-fiaskoen, hvor Clapton åbent betragtede coronarestriktioner, nedlukninger, masker og vacciner som overgreb på borgerrettighederne og nægtede at spille koncerter, hvor publikum kun havde adgang mod forevisning af gyldigt coronapas. Vi har ingen af corona-protestsangene ”Stand and deliver” (som han lavede sammen med Van Morrison) og ”This has gotta stop” på biblioteket, men man kan høre dem på YouTube.

Efter min mening skal man nu også meget hellere sætte ”Crossroads”, ”Sunshine of your love”, ”Change the world”, “Tears in Heaven”, ”Layla” (uptempo-udgaven), ”Lay down Sally”, ”I shot the sheriff”, “After midnight” og “Before you accuse me” på. Og så selvfølgelig ”Wonderful tonight” og “Cocaine”. 

Og min egen lille, personlige hjertesmelter: Instrumentalnummeret ”Peaches and diesel”, også fra albummet Slowhand. Den er en sjæler og viser måske ikke så meget af den dér guitargud, som ellers skinner igennem over det hele. Men den er noget så sød (på 1977-måden) og vil være det perfekte soundtrack til madlavningen, når man i aften går hjem og tilbeder en gang fish’n’chips til ære for vores britiske 80-årsfødselar.