Børn
Odense Bibliotekerne har forskellige tilbud til de mindste og deres forældre. På børnebiblioteket på 2. sal i Borgernes Hus findes der forskellige muligheder for læsning, leg og læring, og børnebibliotekarerne står altid klar med hjælp og anbefalinger.
Madpakker på biblioteket
På børnebiblioteket er der plads til, at man kan spise sin madpakke. Børnebiblioteket har stillet et langbord og stole til rådighed, så man kan kombinere en dag med leg og bøger med gode madpakker.
Arrangementer for børn
På biblioteket arrangerer vi forskellige arrangementer for børn. Det gælder alle vores filialer. De bliver annonceret på hjemmesiden, og kan ses i arrangementsoversigten.
Magiske Dage
Den tidligere Harry Potter-Festival har fået nyt navn. Den hedder nu Magiske Dage Odense og kører dog stadig for fuld drøn, spækket med magiske oplevelser for små og store hekse og troldmænd. Festivalen afholdes hvert år i efterårsferien (uge 42).
Så puds tryllestaven og find kappen frem fra loftet. Yderligere information og programmet kan findes på Magiske Dage Odenses hjemmeside.
Sprogkufferter og dialogisk læsning
På Hovedbiblioteket er det muligt, at låne Sprogkufferter med forskellige temaer, fx børnehave, Emil fra Lønneberg eller død og begravelse. Sprogkufferterne er et led i dialogisk læsning, hvor højtlæsning, dialog og gentagelse spiller en stor rolle. En Sprogkuffert består typisk af en række pege- og billedbøger indenfor samme emne, samt genstande som knytter sig til emnet.
Dialogisk læsning er en højtlæsningsmetode udviklet af den amerikanske forsker G.J. Whitehurst. Den er oprindeligt skabt til højtlæsning for mindre grupper af børn, men kan også sagtens anvendes med et enkelt barn eller to. Metoden handler kort og godt om, at man læser den samme bog tre gange - helst inden for en uge - på forskellig vis hver gang.
- Første gang man læser bogen prøver man – så vidt muligt – at læse bogen højt uden afbrydelser. Dialogen omkring bogen foregår til slut.
- Anden gang lægger den voksne op til dialog under læsningen ved fx at stille spørgsmål til teksten, illustrationerne eller enkelte ord og deres betydning.
- Og tredje gang inddrager man barnet, beder det genfortælle historien med sine egne ord, give sin mening til kende om bogen, og hvad det generelt tænker om bogen.
Læs flere tips til dialogisk læsning på forlagsliv.dk. Sprogkufferterne er egnet til læsning i både vuggestue, børnehave, dagpleje og derhjemme. De kan lånes i 30 dage.
Litterære apps til børn
Apps kan bidrage til læring af bogstaver for de mindste og nyeste læsere, og til at holde læseglæden i live hos de større børn. Forslag til apps baseret på børnelitteratur findes her.