Ugens Dirigent: Uge 8: Riccardo Chailly | Odense Bibliotekerne

Superlativerne står i kø i mine ugentlige dirigentbiografier, og det fornægter sig ikke, at vi igen i denne uge har fat i én af fagets helt store sværvægtere. Det britiske online-musikblad Bachtrack kårede ham i 2015 til verdens bedste, nulevende dirigent, og hans virke i spidsen for en perlerække af Europas førende orkestre, operahuse og festivaler har affødt indspilninger, der kommer til at give langvarige ekkoer i musikhistorien. Når Maestro Riccardo Chailly er på plakaten, indløser man billet og takker sin skaber for, at ens liv fik lov at inkludere den oplevelse. Mindre kan ikke gøre det.

Men indledningsvis kan vi jo starte med at ønske Ugens Dirigent til lykke med den runde dag; den 20. februar 2023 er hans 70-års fødselsdag. Hans historie starter i Milano den 20. februar 1953, hvor lille Riccardo bliver født som den første af tre børn (én af de to yngre søstre er harpenisten Cecilia Chailly). Det franskklingende efternavn har han fra sin fars slægt: Luciano Chailly var selv komponist, primært af operaer og tv-musik, i sin ungdom elev af Paul Hindemith, hvis stil han var stærkt influeret af, og kunstnerisk leder af flere store, italienske teatre, bl.a. La Scala.

Og som vi allerede har set flere gange i serien her, startede Riccardos musikalske uddannelse da også med, at han blev undervist i komposition af sin far. Som 6-årig blev han slæbt med til sin første koncert og kunne efterfølgende ikke finde gejsten for skolekammeraternes fodboldspil, men var efter eget udsagn besat af musik. Han fik klavertimer og spillede i sine ungdomsår trommer i free jazz-ensemblet The Nameless. Papa Chailly var utilfreds med sønnikes manglende entusiasme for musikvidenskab og middelmådige færdigheder på andre instrumenter end trommer, og var i øvrigt også bekymret for, at det kunne ligne en for høj grad af nepotisme, hvis han bakkede for helhjertet op om Riccardos musikerdrømme. Men på konservatoriet kom Riccardo Chailly, og skiftede hurtigt hovedfag fra komposition til direktion.

I sin studietid var Chailly med i kulissen, da John Barbirolli – én af de legendariske dirigenter, jeg beklageligvis ikke får plads til i denne serie – i 1969 indspillede Mahlers 5. symfoni med Londons New Philharmonia-Orkester, et år før sin død (den indspilning har vi lige her). Oplevelsen af at overvære Barbirolli arbejde skulle gøre stort indtryk på Chailly. Og mentor nr. 2 manifesterede sig, da Chailly i den spæde alder af 20 år blev ansat som assistent for La Scalas nyudnævnte musikchef, Claudio Abbado (og trust me – ham vender vi tilbage til senere på året!). Her fik Chailly sin debut, da han i 1978 dirigerede Massenets Werther. Og debuten førte igennem 1980’erne til flere faste dirigentstillinger for bl.a. Berlins Radiosymfoniorkester, London Philharmonic Orchestra og Bolognas Teatro Comunale. To ægteskaber blev det også til, i 1974 og 1982, det første med datteren Luana som resultat og det andet med en højtskattet stedsøn.

Når vi hører navnet Chailly, forbinder vi ham dog primært med to andre store orkestre: Amsterdams hæderkronede Concertgebouw-Orkester, hvor Chailly var musikchef fra 1988-2004 (Hollands dronning Beatrix udvidede orkestrets navn til det royale Koninklijk Concertgebouworkest ved Chaillys tiltrædelse), og det mindst lige så højagtede, ældgamle Gewandhausorchester i Leipzig, hvor Chailly satte sig i chefdirigentstolen i 2005. Med Concertgebouw-Orkestret indspillede han hele serier af det senromantiske standardrepertoire, f.eks. samlede udgaver af Bruckners og Mahlers symfonier samt symfonier af Brahms, Dvořák og César Franck. Derudover sparkede han døren ind for det 20. århundredes musik og indspillede værker af Bartók, Hindemith (hans fars gamle lærer, husker vi), Messiaen, Schnittke og Sjostakovitj. Chailly stod med Concertgebouw-Orkestret i 1995 i spidsen for den Mahler Festival, der markerede hundredåret for Mahlers første koncert med orkestret (Mahler var i sin samtid mere kendt som dirigent end som komponist). Det blev også til flere operaopførelser med Concertgebouw-Orkestret, f.eks. af Puccinis Tosca, Leoncavallos Bajadser og Verdis Don Carlos.

Årene fra 2005-2016, som Chailly tilbragte som chefdirigent for Gewandhausorchester i Leipzig, blev et tiår, hvor det i forvejen overmåde velrenommerede orkester under Chaillys ledelse opnåede yderligere betydelig international anerkendelse, og orkester og dirigent var i disse år en ubrydelig og verdenskendt enhed. Chailly startede også som musikchef for operaen i Leipzig, men fratrådte denne stilling igen tre år senere under henvisning til administrative uenigheder med operaens bestyrelse. I det hele taget skorter det ikke på fortællinger om fyrige ordvekslinger, ekstremsport og abrupte opsigelser i Chaillys karriere – man er vel ikke italiener for ingenting – og det passionerede temperament fremgår også af hans dirigeringsstil, hvor såvel kropssprog som mimik er særdeles ekspressivt og stormfuldt. Ved én lejlighed er La Scalas operachef blevet fanget på en optagelse, hvor han kalder Chailly for “Stronzo di merda!” (look it up). Men til alle tider har musikerne elsket ham, og det var ikke med Gewandhaus-musikernes gode vilje, at Chailly sagde op i 2016 efter et tiår, hvor især orkestrets indspilninger af Beethoven, Brahms, Mahler, Mendelssohn og Schumann skal fremhæves. I 2014 vandt Gewandhausorchester og Chailly tidsskriftet Gramophones pris for ’Årets indspilning’ for deres samlede udgivelse af Brahms’ symfonier (som selvfølgelig figurerer på lyttelisten nedenfor).

Chailly har haft eksklusiv kontrakt med pladeselskabet Decca i 30 år, og den totalt vidunderlige anbefalede lytteliste nedenfor kunne derfor være meget længere (jeg holder mig som regel til 28 titler af tekniske og tidsmæssige årsager, men der er langt mere at hente i bibliotekets beholdning). I dag er Chailly vendt hjem til Milano og fungerer som musikchef for La Scala-operaen, hvor han startede som 20-årig. Han lægger vægt på det italienske operarepertoire – altså typisk værker af Rossini (som han har en særlig forkærlighed for), Verdi og Puccini, men selvfølgelig også mere nicheprægede opsætninger. Udover sit virke på La Scala er Chailly musikchef for sæsonorkestret Lucerne Festival Orchestra, som er rygraden i den årlige, schweiziske festival. Dette er også et orkestersamarbejde, han har ’arvet’ fra sin gamle mentor, Claudio Abbado, så således er ringen sluttet – og Chailly har indtil videre kontrakt indtil 2026.

Buon compleanno, Maestro Chailly.