Ugens Dirigent: Uge 11: André Previn | Odense Bibliotekerne

André Previns musikalske karriere ligner ingen andens. Han var indbegrebet af fænomenet ”renæssancemenneske”, vanvittigt alsidig på det musikalske landkort, og jeg kunne med lige så stor ret skrive en biografi, der fokuserede på hans karriere indenfor filmmusik eller jazz som indenfor klassisk musik. Den store bog om hans mange ægteskaber ville også blive en spændende bestseller. Og efter hans eget udsagn stivner man, hvis man kun elsker at lave én ting og så bare laver den om og om igen. ”Man skal altid prøve noget nyt!”, sagde herren, der på det tidspunkt havde rundet de 60. Og så begyndte han at skrive operaer.

Hvornår han rundede de 60, er imidlertid et spørgsmål uden et entydigt svar. Previn mente selv, at han var født i 1930, men hans fødselsattest er gået tabt, og de fleste andre kilder end manden selv lader til at være enige om, at hans fødselsår er 1929. Han er født Andreas Ludwig Priwin i Berlin som det yngste af tre børn af Charlotte og Jacob ”Jack” Previn. Familien var jøder, faderen advokat og dommer med en privat interesse for musik. Han underviste alle sine tre børn i klaverspil, men det stod hurtigt klart, at lille Andreas ikke bare var familiens mest musikentusiastiske barn, men også det suverænt mest talentfulde. Han kom på konservatoriet i Berlin som 6-årig på fuldt stipendiat med status af regulært vidunderbarn. Men vilkåret for en lille, jødisk dreng i Berlin i 1930’erne var også skilte med ”Ingen cykler og jøder” i parkerne. Jødiske advokater, og dermed også Jacob Previn, mistede deres bestalling i 1937. Og i 1938 meddelte konservatoriet hans far, at Andreas ikke var velkommen mere – på det grundlag, at han var jøde.

Familien valgte klogelig og i sidste øjeblik at forlade Tyskland og bosatte sig i Paris i de ni måneder, det tog at opnå visum til Amerika. I Paris ændrede familien efternavn fra det jødiske Priwin til det franskklingende Previn, Andreas antog fornavnet André, lærte fransk, gik på konservatoriet og lærte musikteori. I efteråret 1938 gjorde familien den månedlange rejse via New York til Los Angeles, hvor Previns grandonkel, Charles Previn, allerede boede og ernærede sig som musikchef hos filmselskabet Universal. Via hans indflydelse var det naturligt, at den nytilkomne familie fik foden indenfor i underholdningsbranchen, og mens André lærte engelsk via tegneserier og film og kom på gymnasiet i Beverly Hills, arbejdede hans storebror Stefan – nu Steve – som buddreng, og far Jack, der ikke havde råd til at finansiere et amerikansk jurastudium, slog sig ned som klaverlærer. Previn opnåede amerikansk statsborgerskab i 1943 og blev student i 1946.

Og herfra tog karrieren øjeblikkeligt fart. Previn havde allerede i løbet af sin high school-tid arbejdet på deltid som arrangør og komponist hos filmselskabet Metro-Goldwyn-Mayer, og fordi han var ung, talentfuld og arbejdede hurtigt, var det et åbenlyst og billigt valg at ansætte ham som fuldgyldig komponist og orkestrator. I 1948, hvor han endnu ikke var fyldt tyve, havde han skrevet musik til sin første film – en Lassie-film, hvis soundtrack han senere beskrev som det mest ubehjælpsomme nogensinde. Over 50 film skulle det blive til i løbet af hans seksten år hos MGM, og undervejs blev han nomineret til 11 Oscars – én af nomineringerne fik han nyheden om, mens han gjorde tjeneste i Nationalgarden i San Fracisco og som lavest rangerende soldat var ved at grave latriner. Årene i hæren brugte han dog primært som militærmusikkomponist, undgik at blive udstationeret i Korea, tog lektioner i at dirigere og spillede jazzklaver i forskellige ensembler i San Francisco. Og af de 11 nomineringer skulle han vinde fire Oscars – bl.a. for My Fair Lady, som han havde bearbejdet musikken til (fra 1962-84 var musikkategorien i Oscar-showet opdelt i ”bedste originale soundtrack” og ”bedste musikalske bearbejdning”).

Livet igennem var Previn en gudsbenådet jazzfortolker, spillede i utallige ensembler, arrangerede sangene i The Great American Songbook (en slags amerikansk svar på Højskolesangbogen) og akkompagnerede jazzsangerinder af så betydeligt format som Doris Day og Ella Fitzgerald, med hvem han hyppigt udgav plader. Og sideløbende med hans aldrig stoppende karriere som jazzmusiker kom altså en støt stigende anerkendelse af Previn som en seriøs og hårdtarbejdende dirigent med en helt exceptionel musikforståelse. Han bestred kortvarigt positionen som musikchef for Houston Symphony Orchestra i 1967, men måtte forlade jobbet i kølvandet på skandalen, da han gjorde Mia Farrow – hans senere tredje hustru – gravid med tvillinger, mens han stadig var gift med sin anden kone, sangskriveren Dory Previn (som led et meget offentligt, psykisk sammenbrud som følge af Previns utroskab). Det egentlige dirigent-gennembrud kom, da han i løbet af elleve år i 1968-1979 som chefdirigent for London Symphony Orchestra kastede mere end en anelse Hollywood’sk stjernestøv over det britiske orkester og nåede ud til det brede, folkelige publikum via BBC-serien Andre Previn’s Music Night. Årene i England gav ham også status af ’sjov mand’, da han på Victor Borge-måden optrådte med musikalsk begavede indslag for komikerduoen Morecambe and Wise. (Fun fact: Alle chefdirigenter for LSO f.o.m. Previn vil optræde i Ugens Dirigent).

Fra 1975-85 var Previn musikchef for Pittsburgh Symphony Orchestra – dette affødte endnu en TV-serie, denne gang på amerikansk jord, med titlen Previn and the Pittsburgh. I 1985 overtog han både positionen som chefdirigent for det britiske Royal Philharmonic Orchestra og som musikchef for Los Angeles Philharmonic – sidstnævnte ansættelse bar præg af samarbejdsvanskeligheder med orkestrets ledelse og varede kun til 1989, hvor finske Esa-Pekka Salonen tog over – mere om ham senere på året. I 1990’erne koncentrerede Previn sig om sin selvbiografi, No minor chords: My days in Hollywood (som kan bestilles her) og den 13 episoder lange dokumentarserie Mozart on Tour og skrev derudover musik, bl.a. en klaverkoncert, sangcyklussen Honey and Rue, talrige kammerværker og operaen A Streetcar Named Desire. I 1996 blev han slået til ridder af det britiske imperium, men måtte som statsborger udenfor Commonwealth-landende ikke benævne sig ”Sir”. I 2002 sprang han til, da Mariss Jansons forlod Oslo Filharmonien, og bestred stillingen som musikchef i Norge indtil 2006.

Og de mange ægteskaber? Well, dem var der fem af, med næsten lige så mange grimme og alt for offentlige skilsmisser. Previn fik ti børn med fire forskellige mødre – blandt de mere celebre er som sagt skuespilleren Mia Farrow, som er mor til seks af Previns børn, heriblandt den Soon-Yi Previn, som opnåede herostratisk berømmelse, da hun indledte en affære med sin mors kæreste, Woody Allen (som Soon-Yi nu er gift med) – hvilket bl.a. havde den konsekvens, at André Previn ganske abrupt slog hånden af sin datter. Ægteskab nr. 5 var med den tyske stjerneviolinist Anne-Sophie Mutter og blev kun kortvarigt – de blev gift i 2002 og skilt igen i 2006 – men bevarede et mindeligt arbejdsfællesskab i kølvandet på det ægteskabelige brud.

Previn nåede at skrive endnu en opera, Brief Encounter, i 2011, og brugte sit livs sidste årti som prisvindende, rig og verdensberømt komponist, stærkt efterspurgt æresdirigent for flere af verdens bedste orkestre, klavervirtuos, forfatter og overmåde populær formidler af musik, inden han døde 89 år gammel (88 efter hans egen vurdering) den 28. februar 2019.