Ugens Dirigent: Uge 18: Valerij Gergiev
Den mest kontroversielle skikkelse, jeg kommer til at skrive om i år: Mød Valerij Gergiev, ugens dirigent i serien, hvor musikbibliotekar Katrine Nordland hver uge præsenterer musikhistoriens mest toneangivende og prominente dirigenter og kommer med forslag til indspilninger, som du kan låne på biblioteket.
Der er ikke så mange måder at pakke det pænt ind: Ugens dirigent i denne uge er gode venner med Vladimir Putin. Og har været det længe, uden at det har haft konsekvenser for hans globale megastjernestatus. Valerij Gergiev har stået bag kampagneannoncer, hvor han roste Putins evne til at indgyde frygt. Han har afholdt åbenlyst pro-russiske propagandakoncerter i de tidligere krigszoner i Georgien og Syrien. Han bifaldt annekteringen af Krim i 2014. Han har stillet op til fotografering med generaler og admiraler, svaret nedladende og hånligt på spørgsmål om anti-homolove i Rusland og holdt med Putin i konflikten med punkbandet Pussy Riot i 2012. Og hans internationale karriere er bare stormet derudad. Han har været chefdirigent for London Symphony Orchestra fra 2007-15 og for Münchens Filharmoniske Orkester fra 2015-22. Hvert år i over 25 år har han lagt navn og ’star power’ til Rotterdams Gergiev Festival. Og han har hyppigt kastet glans over New Yorks Metropolitan-Opera, operahuset i Bayreuth og Festspillene i Salzburg. Han har paradoksalt nok stået i spidsen for The World Orchestra for Peace. Og igennem årene har ingen rigtigt orket at problematisere Gergievs åbenlyse ’bromance’ med den russiske præsident, som også har gjort Gergiev til en ekstremt rig mand.
Piben fik en anden lyd efter invasionen af Ukraine den 24. februar 2022. Milanos borgmester (som også fungerer som formand for La Scalas bestyrelse) meldte prompte ud, at en igangværende produktion af Tjajkovskijs Spader Dame med Gergiev på podiet ville fortsætte uden sin stjernedirigent, hvis han ikke offentligt undsagde Putins invasion af Ukraine. Gergiev blev erstattet af Yannick Nézet-Séguin som dirigent for tre weekendkoncerter med Wiener Filharmonikerne i New Yorks Carnegie Hall, som også aflyste to planlagte forestillinger med Gergiev i front for Mariinskij-Teatrets Orkester i maj 2022. Gergievs manager, Marcus Felsner, afbrød samarbejdet under henvisning til, at det var ”umuligt at forsvare Maestro Gergievs interesser”, og at det var ”den sørgeligste dag i hans liv”. Rotterdams Filharmoniske Orkester, som ellers har afholdt årlige Gergiev Festivaler under den store russers ledelse siden 1996, afbrød forbindelsen. Og Münchens borgmester gav Gergiev en kort frist til at tage afstand fra Putins invasion, inden han prompte fyrede ham som chefdirigent for Münchens Filharmoniske Orkester. Ikke overraskende undsagde Gergiev, Putins hovedrige hofdirigent, intet. Og dermed er Gergievs karriere i den vestlige del af verden de facto forbi.
Jeg er ikke en gang sikker på, at det er passende at stadig inkludere ham i Ugens Dirigent. Men hvor stærk vores fælles forståelse af at have ’cancelled’ Valerij Gergiev ellers er, og hvor enige vi ellers er om ikke at kunne lide denne mand eller forsvare hans politiske ståsted, så er der ingen vej udenom, at Gergiev siden de tidlige 1990’ere har været en betydelig og signifikant skikkelse i dirigentfaget over hele verden. Hans koncert- og indspilningsfrekvens har været så høj, at man taber pusten, og onde tunger begynder at tale om, at han har kørt den på rutinen og virket, som om han var begyndt at kede sig på podiet. Jeg inkluderer ham i erkendelse af det enorme, kunstneriske output, han står bag. Så kan man læse med og låne/lytte til hans indspilninger eller lade være efter eget skøn.
Kontroverserne uagtet, så kan vi jo passende starte med at ønske Gergiev til lykke med de 70 år – han blev født den 2. maj 1953 og runder dermed det skarpe hjørne i morgen. Gergiev voksede op i den nordossetiske hovedstad Vladikavkas i det sydvestlige Rusland som ét af tre børn – søsteren Larisa Gergieva er i dag pianist, sangpædagog og kunstnerisk leder af Mariinskij-Teatrets Akademi for Unge Sangere. Gergievs far, Abisal Gergiev, var officer i den sovjetiske hær og døde, da Valerij var 14 år gammel, hvorefter mor Tamara var alene om at holde sammen på familien. Fra 8-års-alderen kom Valerij på musikskole i sin hjemby – skolen hedder i dag Valery Gergiev Music Academy – og efter faderens død blev han opfordret af sin mor og sine søstre til at fortsætte musikstudierne i klaver og direktion på konservatoriet i Leningrad (i dag Skt. Petersborg). Her var den unge udkantsrusser fra det bjergrige Kaukasus bagud på point fra starten – han kendte f.eks. ikke Sjostakovitjs femten symfonier – men det tog ham ikke lang tid at indhente og overgå sine medstuderende. Han vandt en prestigefyldt, sovjetisk dirigentpris i 1976 og fik året efter visum til at forlade USSR for at deltage i Vestberlins hæderkronede Herbert von Karajan Dirigentkonkurrence – som han også vandt.
Sejren i Tyskland medførte en stilling som assisterende dirigent ved det, der dengang hed Kirov Operaen – i dag Mariinskij-Teatret – hvor han fik sin debut med yndlingskomponisten Prokofievs Krig og fred. Årene fra 1981-85 var han chefdirigent for Armeniens Filharmoniske Orkester, og i 1988 – altså 35 år gammel – blev Gergiev af et enstemmigt musikerkorps stemt ind som chefdirigent og kunstnerisk leder af Mariinskij-Teatret. Den komplette ledelse af teatret med ansvar for både operaen og balletten fulgte i 1996. I de mellemliggende år havde Gergiev diskret bygget alliancer med vestlige musikinstitutioner – gæstedirigerede f.eks. London Symphony Orchestra for første gang i 1988, tog Mariinskij-Teatrets operakompagni med til Slesvig-Holsten Musik Festival i 1989, fik sin amerikanske debut med Krig og fred med San Francisco-Operaen i 1991 og dirigerede samme år sin første opera på en vesteuropæisk scene i front for Den Bayerske Radios Symfoniorkester i Musorgskijs Boris Godunov. Debuten på hhv. Covent Garden i London og Metropolitan-Operaen i New York fulgte i 1993. Det vestlige publikum lærte Gergiev at kende som en mand af betragtelig karisma – med kun to ansigtsudtryk: en skægstubbet, intens, mørk skulen, der lejlighedsvis flækkede i et stort, drenget grin. Begge dele hjalp til hans renommé som ’bad boy’ og mediedarling. Og musikerne elskede ham for hans arbejdsiver, hans spændende fortolkninger, hans evner for fundraising, den engelske ordbog, som han brugte til at kommunikere med vestlige orkestre, hans spontane programsætning af værker, der til tider måtte indøves, mens publikum fandt deres pladser, og hans evne til at få orkestret til at yde sit ypperste.
I 1999 blev Gergiev i en alder af 46 gift med den 19 år gamle, nordossetiske Natalya Dzebisova, som han stadig er gift med. Sammen har de tre børn: Abisal, Valerij og Tamara – det er ikke svært at se, hvor inspirationen til navnene kom fra. Udover de tre har Gergiev en datter, Natasha, fra et tidligere forhold. I årene fra 1995-2008 var han chefdirigent for Rotterdams Filharmoniske Orkester, med hvem han grundlagde og hvert år afholdt en årlig ’Gergiev Festival’ – denne blev som sagt stedt til hvile i kølvandet på sidste års invasion af Ukraine. Derpå fulgte de otte år som chefdirigent for London Symphony Orchestra fra 2007-15 (hvor han tog over for Colin Davis) og for Münchens Filharmoniske Orkester fra 2015-22. Han ledsagede Wiener-Filharmonikerne (som han havde debuteret med i 1997) på en turné i Sydamerika i 2016. Og hele tiden fungerede – og fungerer stadig – chefstillingen ved Mariinskij-Teatret som hans højtelskede og uafbrudte livsnerve. Gergiev er – som det vil fremgå af nedenstående lytteliste – bedst hjemme i det russiske repertoire og særligt berømt for et helt afsindigt arbejdstempo. En helt almindelig dag kunne bestå i at lede udmattende prøver hele dagen, spise middag med journalister eller investorer, dirigere aftenens koncert, og så gå på bar eller i russisk eller finsk sauna, hvilket kunne vare til langt ud på natten – og så stå op og starte forfra næste morgen. Og den høje arbejdsmoral har mundet ud i et rekordstort indspilningsoutput.
Kineserne gav i slutningen af marts 2023 Gergiev og Mariinskij-Teatrets Orkester en varm velkomst i Beijings ægformede National Centre for the Performing Arts. Og i disse tider er det unægtelig ekstraordinært svært at spå om fremtiden. Vejen tilbage til de vestlige koncertsale og operahuse ser svær ud for Gergiev i kølvandet på Putins krig i Ukraine. Men en status af markant skikkelse i klassisk musik og en seriøs og respekteret bidragyder til det indspillede repertoire fra 1990’erne til nu kan vi dårligt nægte ham.
Udgivet: Onsdag 26. april 2023 • Opdateret: Onsdag 3. maj 2023