Ugens Dirigent: Uge 26: Claudio Abbado | Odense Bibliotekerne

Endnu et fødselsdagsbarn: Havde en ubarmhjertig og langvarig mavekræft ikke taget Claudio Abbado fra os i 2014, ville han i dag være fyldt 90 år. I Abbado har vi en herre, der sætter sig midt imellem Toscanini og Riccardo Chailly som én af de superstjerner, Italien har sendt op på dirigenthimlen (vi skyder også Riccardo Muti og Antonio Pappano derop senere på året). Og Abbado skal man gå til for at høre hans mange fremragende fortolkninger af Mahlers symfonier (som han indspillede flere gange, men interessant nok aldrig nåede at gennemføre en komplet indspilning af med det samme orkester); for hans inklusion af det 20. århundredes musik på fuldt ud lige fod med det store, veletablerede repertoire (han nægtede at – med hans eget ord – ”ghettoisere” den moderne musik som noget sekundært ifht. de romantiske ’crowdpleasere’, som han i øvrigt også elskede); for hans klokkerene sans for tempo og dynamik, der gør hans musikalske fraser så åndeløst livfulde, at man taber vejret; og selvfølgelig for de mange, mange, MANGE hovedsageligt italienske operaer, han har beriget verden med lp-, cd- og dvd-optagelser af. Han fremstod også som en helt utroligt rar mand – der dirigerede stille og roligt med vægt på blikkontakt, smil og gode lytteører – og vi må håbe på, at der er righoldig fødselsdagsjubel til ham i det hinsides.

Claudio Abbado blev født den 26. juni 1933 ind i en musikalsk familie i Milano. Godt nok havde oldefar Abbado plettet en velrenommeret families navn ved at klatte familieformuen væk på spil og damer, men hans søn Michele blev universitetsprofessor og en hæderlig amatørmusiker og fik reetableret familiens gode navn og rygte. Og hans søn, Claudios far Michelangelo, blev violinist og underviser ved det lokale Giuseppe Verdi Konservatorium og giftede sig med den musikglade, klaverspillende Maria Carmela Savagnone, med hvem han fik fire børn: Claudios storebror Marcello blev koncertpianist – de to yngre søskende Luciana og Gabriele fik ikke musikalske karrierer. Det fremgår altså, at det med stor sandsynlighed var et klassisk ’hjem med klaver’, lille Claudio voksede op i, og begge forældre underviste ham da også i klaverspil, fra han var helt lille. At det også var en idealistisk familie med handlekraft og klare holdninger, Claudio voksede op i, vidner hans mors kortvarige ophold i fængsel om, efter at hun under nazisternes besættelse af det nordlige Italien havde givet et jødisk barn husly. De udtalte antifascistiske holdninger skulle også blive en del af Abbados offenlige image resten af hans liv. Han fulgte i sin storebrors fodspor på konservatoriet og rendte til både forestillinger og orkesterprøver ved La Scala, hvor han fik mulighed for at overvære, hvordan Toscanini og Furtwängler arbejdede. Toscaninis noget tyranniske og brutale ledelsesstil fik den unge Abbado til at beslutte, at han ville være en helt anderledes lydhør og demokratisk anlagt dirigent – og sådan skulle det blive. Han fik også som 15-årig lejlighed til at møde Leonard Bernstein, der dirigerede Abbados far i en violinkoncert, og Bernstein skal have udtalt, at unge Claudio ”havde øje for dirigentfaget”.

Abbado dimitterede fra konservatoriet i Milano i 1955 og fortsatte studierne på konservatoriet i Wien, hvor han på sin unge ven og kollega Zubin Mehtas anbefaling blev undervist i direktion af den store dirigent Hans Swarowsky (som jeg kun forbigår i Ugens Dirigent, fordi biblioteket simpelthen ikke ligger inde med nok indspilninger med ham). Abbado og Mehta (som vi vender tilbage til senere på året) meldte sig som bassangere i Wiener Singverein med det eksplicitte ønske at studere Herbert von Karajans og Bruno Walters dirigentstil ”indefra” (igen: også mere om Bruno Walter senere på året). Og samme år, som han tog eksamen fra Wien, i 1958, tog Abbado til USA og vandt den eftertragtede dirigentelevpris The Koussevitzky Prize (som senere skulle vindes af Michael Tilson Thomas i 1969 og Marin Alsop i 1989). Dette affødte nogle opgaver i Italien, bl.a. debuten på Milanos mindre teaterscene Piccola Scala, hvor man markerede Alessandro Scarlattis 300-års fødselsdag i 1960. Abbado påtog sig også undervisningsopgaver i kammermusik ved konservatoriet i Parma (og fik herigennem uvurderlig lærdom i at lytte til andre musikere), til dels for at forsørge sin nye hustru, Giovanna, og deres nytilkomne to børn, sønnen Daniele (født 1958) og datteren Alessandra (født 1959). En efter hans egen mening ufortjent førstepris i Dimitri Mitropoulos-dirigentkonkurrencen førte til fem måneders ansættelse som assisterende dirigent for Leonard Bernstein hos New York Filharmonikerne, og bekendtskabet med Bernstein fik selvfølgelig for alvor sat Abbado på det musikalske landkort.

Men det egentlige gennembrud kom, da Herbert von Karajan inviterede Abbado til at dirigere Mahlers 2. symfoni – den, vi kalder ”Auferstehung” – ved Salzburg Festspillede i 1966. Succesen med denne koncert – som skulle gøre Mahlers anden til ét af Abbados signaturværker – førte direkte til, at han blev tilbudt jobbet som først chefdirigent for La Scala fra 1968 og siden både musikchef og kunstnerisk leder sammesteds op igennem 1970’erne. Her styrkede han orkesteret ved at tilføre det ikke-italienske musikere, promoverede prisbillige koncerter for arbejderklassen og studerende, og fandt samtidig balancen mellem på den ene side at udvide repertoiret med ikke-italienske og moderne operaer, og på den anden at ære sit lands traditioner ved at bevare den særegent italienske syngestil og lægge særlig vægt på operaer af nationalkoryfæerne Verdi, Rossini og bel canto-komponisterne Bellini og Donizetti. Årene på hjemmebane i Milano førte også til grundlæggelsen af orkestret Filarmonica della Scala, så ’husorkestret’ kunne inkludere orkesterrepertoiret i sine koncerter og ikke kun spille operaer.

Efter nogle år som første gæstedirigent overtog Abbado positionen som chefdirigent for London Symphony Orchestra i 1979. Denne post forblev han på indtil 1987 – de sidste tre af disse år også som musikchef. Sideløbende holdt han kontakten til det amerikanske med en position som første gæstedirigent for Chicago Symphony Orchestra (ét af de berømte ’Big Five’) fra 1982-85, og Wiener Filharmonikerne havde fingrene i ham ved flere lejligheder – bl.a. dirigerede han nytårskoncerten i Wien i både 1988 og 1991. Så glade var de for ham i Wien, at de gjorde ham til Generalmusikdirektor og dermed kunstnerisk chef for Wiener Staatsoper i 1986 – her forblev han i fem år indtil 1991.

Den vigtigste ansættelse, vi skal huske Abbado for, er dog utvivlsomt de tretten år som chefdirigent for Berliner Filharmonikerne, der valgte Abbado til at efterfølge Herbert von Karajan i 1989. Her forblev han indtil 2002 – og fra disse år har vi et enormt output af indspilninger: Beethovens symfonier, Brahms’ symfonier og solokoncerter, musik af Hindemith, Mendelssohn, Mozart, Dvořák, Prokofiev, Schumann, Verdi, Wagner, Tjajkovskij – foruden selvfølgelig de højtelskede symfonier af Mahler, som han nåede at indspille næsten alle af med berlinerne (undtagelserne nr. 2 og nr. 10). På dette tidspunkt var Abbado en feteret stjerne – med ægteskab nr. 2 lagt bag sig og endnu en søn, Sebastiano, i bagagen fulgte bl.a. et celebert, fire år langt forhold til den russiskfødte violinvirtuos Viktoria Mullova, med hvem Abbado fik sit fjerde barn, der i dag er jazzbassisten Misha Mullov-Abbado. Blandt hundredvis af priser, hædersbevisninger og æresdoktorater finder man en udnævnelse til livslang senator i Italien.

Og musikfagligt var der ikke det orkester, der ikke bejlede til Abbados tid og opmærksomhed. Han brugte meget tid på at inspirere og oplære nye musikere – bl.a. i de ensembler, han var med til at grundlægge, The European Union Youth Orchestra, The Gustav Mahler Jugendorchester og senere spinoff-orkestrene Chamber Orchestra of Europe og Mahler Chamber Orchestra. Sidstnævnte leverede musikere til Toscaninis gamle sæsonorkester Lucerne Festival Orchestra, som Abbado var med til at genoplive og håndplukkede musikere til tidligt i dette årtusind for at levere musik til den årlige, schweiziske festival. Med Lucerne-musikerne nåede Abbado også næsten igennem en hel Mahler-cyklus – men en planlagt indspilning af den store ottende måtte aflyses pga. dirigentens svigtende helbred (hvorfor Riccardo Chailly dedikerede sin opførelse af værket med Lucerne Festival Orchestra (som han ”arvede”) i 2016 til Abbado).

Abbados fatale kræftdiagnose blev stillet allerede i 2000, og flere operationer gjorde ham i perioder ukampdygtig på dirigentpodiet – og dog konstaterer man et imponerende arbejdsniveau i samtlige fjorten år, der skulle gå indtil hans død. Han engagerede sig bl.a. i etableringen af det Bologna-baserede Mozart-Orkester (Orchestra Mozart) i 2004, og så kan man jo gætte på, hvilken komponist vi har masser af dejlige indspilninger af fra den kant i 2000’erne og de tidlige 2010’ere. Men kræften indhentede ham til sidst, og Abbado døde den 20. januar 2014 i Bologna. Til hans ære opførte Filarmonica della Scala sørgemarchen fra Beethoven 3. symfoni for et tomt teater, mens koncerten blev live-streamet til en storskærm på pladsen for operahuset og via La Scalas hjemmeside.