Schuberts “Die schöne Müllerin” – en introduktion | Odense Bibliotekerne

I det dér VM må vi nok også hellere huske at nævne Beethovens An die ferne Geliebte, Schumanns Dichterliebe, Mahlers Kindertotenlieder og Strauss’ Vier letzte Lieder. Der er masser af vidunderlige eksempler på sangcyklusser – en samling sange kædet sammen af et tema eller en handling, som regel med tekster af den samme digter, og som opføres på én gang i samme rækkefølge uden pause.

Men en komponist, der om nogen huskes for at have ophøjet liedgenren (lied er det tyske ord for sang) til en selvstændig kunstart og tilført den ekstraordinære højder af udtryksfuldhed og skønhed – og endda temmelig mange år, før de fleste andre fandt på det – var Franz Schubert.

Die schöne Müllerin er den første af hans tre sangcyklusser, skrevet i 1823, hvor den anden af de store – Winterreise – kom til i Schuberts dødsår 1828, og den tredje – Schwanengesang – er samlet posthumt og udgivet efter hans død (med tekster af tre forskellige digtere, så der hersker uenighed om, hvorvidt den nu også reflekterer Schuberts ønsker og dermed kan regnes for en rigtig sangcyklus).

Die schöne Müllerin består af tyve sange til tekster af den tyske lyriske digter Wilhelm Müller. Sangene er skrevet for klaver og solosang, oprindeligt tiltænkt en tenorsanger, men – som det vil fremgå nedenfor – ikke sjældent transponeret til at passe til sangere i andre lejer, f.eks. en baryton. Tekstens hovedperson er en ung mand, og derfor er der ikke mange indspilninger af Die schöne Müllerin med en kvindelig sanger – vi har ingen på biblioteket – men man kan sagtens finde udmærkede eksempler på nettet.

En lied kan være opbygget på forskellige måder:

• Strofisk: Udelukkende bestående af A-stykker, hvor den samme musik optræder igen og igen for hvert vers uden variation.
• Strofisk varieret: Musikken skifter efter teksten i de forskellige strofer, men vender tilbage til det kendte.
• Gennemkomponeret: Der er ingen fast, tilbagevendende form i musikken, som kontinuerligt ændrer sig efter teksten og komponistens ønsker.

Af Die schöne Müllerins tyve sange er cirka halvdelen af dem strofiske eller strofisk varierede, mens den anden halvdel er gennemkomponerede.

Handlingen er, kort fortalt: En ung møllersvend forlader sit hjem for at søge lykken. Han følger en bæk og når til en ny mølle, hvor han får arbejde. Her forelsker han sig i møllerens smukke datter (titlens ”Müllerin”) og prøver at få hendes opmærksomhed og imponere hende, men hun virker for sin del kun mildt smigret og sporadisk interesseret. Snart får vores unge ven konkurrence af en nytilkommen jæger, der stjæler pigens opmærksomhed og tillige har den frækhed at være iklædt grønt – farven på det hårbånd, møllersvenden har givet pigen. Og da møllerdatteren prompte forelsker sig i jægeren, gribes møllersvenden af fortvivlelse, oplever en kortvarig besættelse af farven grøn – symbolet på hans kærlighed og smerte – og drukner sig i mølleåen. Den sidste sang er en vuggevise sunget af bækken.

Og hvorfor skal vi så interessere os for denne usigeligt bedagede kærlighedshistorie, hvor den lidende ungersvend ikke forstår en afvisning, når den bider ham i rumpen, og pigens eneste funktion tilsyneladende er at være en yndig blondine med blå øjne og grønt hårbånd, som bliver sidestillet med et goddamn jagtbytte i én af sangene?

Det skal vi naturligvis pga. Schuberts uforlignelige musik og de mange fremragende fortolkninger af Wilhelm Müllers tekster. Én af styrkerne ved den tyske kunstlied – som f.eks. adskiller den fra den svenske visetradition, hvor hovedvægten ligger på teksterne – er, at klaverakkompagnementet er mindst lige så vigtigt som sangen. Selvfølgelig har vi brug for en dygtig sanger med stor beherskelse af det tyske sprog, den intime sfære, som liedgenren foregår i, og den følelsesmæssige spændvidde i en historie som denne.

Men pianisten er altså også på benhårdt arbejde her. Og Schubert selv sørger for, at klaverstemmen i lige så høj grad som digtene formidler møllersvendens optimistiske selvtillid, møllehjulenes repetitive rotationer, vandets rislen i bækken, arbejdernes fyraftenshygge, luttens akkordspil, pigens resolutte afvisninger, ungersvendens ængstelighed og forpinte besættelse, jægerens jagthorn, blomsternes overvindelse af døden og bækkens trøstende ord til slut.

Det er, hvad vi hører. Og intetsteds hører man det efter min mening bedre end i nedenstående indspilninger – fire af dem med en tenorsanger i front, to med en baryton og en enkelt med en basbaryton. Vi bemærker, at alle sangerne er tyskere. Det GØR altså en forskel!