Guld fra Gemmerne #40 Apogee – Pete Christlieb / Warne Marsh Quintet, 1978 | Odense Bibliotekerne

Apogee – Pete Christlieb / Warne Marsh Quintet, 1978
feat. Lou Levy (pno.), Jim Hughart (bass) & Nick Ceroli (dr.).

Som den flittige Guld fra Gemmerne-læser måske ved, er udvælgelsen af plader i Guld fra Gemmerne relativt tilfældig og baseret udelukkende på skribentens umiddelbare nysgerrighed. Det kan være et flot cover, en far-og-søn orkesterkonstellation, en unik blanding af musikere eller ganske enkelt bare noget helt ukendt. Da jeg så, at Steely Dan-koryfæerne Donald Fagen og Walter Becker har produceret Apogee blev det med ét uundgåeligt, at jeg skulle tage den med i puljen af jazzplader, som er blevet lyttet til her i sæson to af Guld fra Gemmerne.

Som der står på pladecoverets bagside, er Apogee Fagen og Beckers første rendyrkede jazzproduktion og det stiller nogle relevante spørgsmål. Dem, der kender Steely Dans katalog ved, at man i udpræget grad kan høre jazzelementer både i sangskrivningen på plader som f.eks. Aja og Gaucho, og vi hører nogle af de største jazzmusikere bidrage på netop disse plader. Pete Christlieb spiller soloen på ”Deacon Blues”, som vi hører på pladen Aja. På selvsamme plade hører vi Wayne Shorter og Steve Gadd. På Donald Fagens soloplade The Nightfly hører vi også Michael Brecker spille en legendarisk solo på ”Maxine”. Så ved at dykke lidt ned i Fagen og Beckers repertoire begynder beslutningen om at lave en bebopplade at give mening. De har garanteret haft det rigtig sjovt med at kunne overgive sig til jazzen midt i deres ret højtflyvende karriere med Steely Dan. Desuden skildrer pladen også nogle kontraster i musikbranchen. Apogee er udgivet på Warner Bros. Records – altså et ’major label’ -, og det er noget, vi ser ret sjældent i jazzverdenen. Selve produktionen af Apogee bærer også præg af, at det er nogle ’andre typer’, der sidder bag mixerpulten, end man måske normalt ser på jazzplader. Pladen fremstår en smule steril, og det høres især på klaverlyden som virker en anelse diskant. Fagen og Becker bringer en gruppe jazzmusikere ind i en kontekst, som er ret bemærkelsesværdig. For selvom Pete Christlieb er højt respekteret og har haft en imponerende karriere, er det første gang han indspiller på et stort pladeselskab, og det er første gang årevis, at Warne Marsh på dette tidspunkt har indspillet på et stort pladeselskab.

Men nok om teknikaliteterne – Apogee er meget mere end bare Donald Fagen og Walter Beckers hyggeprojekt. Der sker virkelig nogle vilde ting, og jeg kan næsten ikke beskrive det overordnede tema for pladen bedre end Donald Fagen selv: ”The record is basically for tenor freaks”.

Hvor det var utroligt svært at skelne guitaristerne Jimmy og Doug Raney fra hinanden (GFG#34) er det heldigvis rimelig nemt at høre forskel på Warne Marsh og Pete Christlieb. Så på trods af at de begge spiller vanvittigt virtuost og på tenorsaxofon opleves en passende grad af variation i deres spil. Hvor Warne Marsh har en luftig og old school klang på hornet, fremstår Pete Christlieb mere moderne og klangmæssigt på linje som f.eks. Michael Brecker. Numrene på pladen er en skør blanding af bebopharmonik og helt sindssyge blæserarrangementer ovenpå. Vi har en rytmegruppe som virkelig bakker solisterne op, og speederen bliver virkelig trykket i bund når først de to tenorsaxofoner er kørt i stilling. Det er tydeligt at mærke, at både Pete Christlieb og Warne Marsh er hjemme i beboppen. Tenor Madness! En fed titel på det legendariske Sonny Rollins album fra 1956, men også den helt konkrete tilstand vi oplever på pladen. Hør numre som ”Magna-tism” og ”Tenors of the Time” og forstå hvad der menes med dette. Det virker som om de kollektivt har valgt at gå all-in og ikke tænke så meget ’god smag’ ind i pladen. Det er naturligvis rart at høre kendte numre som ”Donna Lee” og ”I’m Old Fashioned”, og de passer rigtig godt ind i resten af musikken. Der er en formel, der går igen. 1) et overdrevet åbningstema (lige på nær "I’m Old Fashioned"). Enten spilles det unisont eller nærmest kontrapunktisk, med en stabil rytmegruppe i ryggen. 2) Muskler måles og der spilles soloer på livet løs. Det kan være en mættende omgang, og især efter ”Tenors of The Time” kan behovet for en kaffepause forekomme. 3) de to saxofonister spiller chase med hinanden for så efterfølgende at ende i endnu et tema. Det er nærmest vulgært, men jeg respekterer hele holdet for at gå sammen om, at pladen skal lyde sådan, og Apogee er helt sikkert en total afstikker i Warner Bros. Records pladekatalog. 

På trods af den intense tenor madness, er Apogee en rigtig sjov plade, og det er klart en unik gruppe mennesker, som har samlet sig om projektet. Hvis man har fordomme om at jazz bare er vilde saxofoner, der spiller hele tiden, vil en plade som denne nok bekræfte fordommene. Hvis man har mod på at nærlytte de mange saxofonsoloer, er der til gengæld enormt meget god musik at hente. Warne Marsh og Pete Christlieb udfordrer grænserne for hvad musikken kan rumme, og de demonstrerer gang på gang at de kan spille nærmest ubegrænset over disse former. Doubletime, spændende rytmiske motiver og fede parafraser ad libitum.

   God fornøjelse med lytningen,
Jens Samuel Schleicher Bønnerup // Musikbiblioteket