Fair konkurrence på internettet med forordningen om digitale markeder
Forordningen om digitale markeder kan sikre fair konkurrence på internettet, og det kan komme forbrugerne til gavn. Europe Direct Odense har undersøgt forordningen.
I starten af maj måned kom det frem at en onlineplatform, som formidler overnatningssteder var blevet udpeget til gatekeeper af EU-Kommissionen. Det betyder bl.a. at platformen ikke må binde sine erhvervsbrugere til platformen, så de dermed godt må sælge deres værelser andre steder til en billigere pris. Hvis gaterkeeper-konceptet ikke er helt klart, så læs blot videre.
Formålet med forordningen om digitale markeder (FDM), på engelsk Digital Markets Act, er at sikre retfærdige og åbne digitale markeder inden for EU. Forordningen har til hensigt at regulere de store onlineplatforme, der fungerer som gatekeepers, og sikre, at de opfører sig fair over for både erhvervsbrugere og forbrugere.
For at afgøre om en onlineplatform er en gatekeeper vurderes den ud fra en række kriterier:
- Den årlig omsætning i EU (mindst 7,5 mia. EUR i hvert af de seneste 3 regnskabsår eller en markedsværdi på mindst 75 mia. EUR)
- Antallet af brugere, der er etableret i EU (mindst 45 millioner månedlige slutbrugere og mindst 10.000 årlige erhvervsbrugere)
- Kontrol over en eller flere centrale platformstjenester i mindst tre EU-medlemsstater
- Stærk økonomisk position og en betydelig indvirkning på det indre marked
- Tilbyder en central platformstjeneste, som udgør en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til kunderne
- Markedspositionen (grundfæstet og varig, enten nu eller i den nærmeste fremtid)
Med FDM vil EU skabe lige vilkår for alle virksomheder på det digitale marked ved at forhindre gatekeepers i at udnytte deres dominerende position og på den måde sikre fair konkurrencevilkår for mindre virksomheder og startups, som får bedre muligheder for at konkurrere og innovere. Det sikres gennem en række forpligtelser og forbud.
Gatekeeperne er forpligtet til at:
- give tredjeparter mulighed for at interagere med gatekeeperens tjenester i visse specifikke situationer
- give deres erhvervsbrugere adgang til de data, der genereres, mens gatekeeperens platform anvendes
- give deres erhvervsbrugere mulighed for at tilbyde deres produkter til og indgå aftaler med deres kunder uden for gatekeeperens platform
- stille værktøjer og oplysninger til rådighed for virksomheder, der annoncerer på deres platform, så disse kan foretage en uafhængig kontrol af deres reklamer hostet af gatekeeperen.
Gatekeeperne må ikke:
- behandle sine egne tjenester og produkter mere gunstigt med hensyn til rangordning end tilsvarende tilbud fra en tredjepart på platformen
- spore slutbrugerne uden for gatekeeperens centrale platformstjeneste med henblik på at målrette reklamer uden samtykke
- forhindre udviklere i at bruge tredjeparts-betalingsplatforme til appsalg
- behandle brugernes personoplysninger i forbindelse med målrettede reklamer, medmindre der er givet samtykke
- installere bestemte softwareapplikationer på forhånd eller forhindre brugerne i nemt at afinstallere dem.
Når en virksomhed er blevet udpeget som gatekeeper har den 6 måneder til at ændre sin service, så den er i overenstemmelse med reglerne for gatekeepere. Bøderne for ikke at overholde forordningens regler kan være helt op til 20% af virksomhedens omsætning på verdensplan.
I forhold til forbrugerne, så skal de sikres adgang til et bredere udvalg af tjenester og produkter og have mere kontrol over deres data. I sammenhæng med dette skal forordningen gøre det lettere for brugernes at forstå, hvordan deres data bliver håndteret, indsamlet og delt.
Samlet set er FDM designet til at sikre, at de digitale markeder forbliver dynamiske, innovative og konkurrencedygtige, mens forbrugernes interesser beskyttes.
Kilder:
"Commission designates Booking as a gatekeeper and opens a market investigation into X" / EU-Kommissionen. - Citeret d. 15/5-2024 fra https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/ip_24_2561
"Kommissionen udpeger gatekeepere og centrale platformstjenester under Digital Markets Act" / Galbo-Jørgensen, Claus Bjørn og Tornøe, Wiliam Alexander. - Citeret d. 15/5-2024 fra https://www.bechbruun.com/nyheder/faglige-nyheder/kommissionen-udpeger-gatekeepere-og-centrale-platformstjenester-under-digital-markets-act
"Forordningen om digitale markeder" / EU-Kommissionen. - Citeret 15/5-2024 fra https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=LEGISSUM:4622237
Udgivet: Torsdag 30. maj 2024 • Opdateret: Torsdag 6. juni 2024