Emmanuel Pahud modtager Léonie Sonnings Musikpris
Danmarks største musikpris, Léonie Sonnings Musikpris, blev den 30. maj 2024 uddelt til den schweiziske stjernefløjtenist Emmanuel Pahud i Koncerthuset i Odense ved en spektakulær koncert med vores fantastiske symfoniorkester, selvfølgelig med prismodtageren i hovedrollen. Prisen blev overrakt af ingen ringere end H. M. Dronning Mary. Og hvis du bryder dig om musik for fløjte, så kan du her samle op på Emmanuel Pahuds bagkatalog og få garanteret MANGE timers frydefuld lytning.
Sidste gang, Léonie Sonnings Musikpris blev uddelt i Odense, var i 1981, da den russiske cellist Mstislav Rostropovitj modtog prisen, der dengang lød på 100.000 kr., ved en koncert i Fyns Forsamlingshus. Koncerten blev dengang overværet af Dronning Ingrid.
Denne gang var prisbeløbet tidoblet til en rund million, og modtageren var den sublime, alsidige og hårrejsende virtuose, schweiziske "musik-superhelt" (som musikprisens bestyrelsesformand kaldte ham) Emmanuel Pahud, der til daglig udover at være en efterspurgt solist over hele verden til daglig fungerer som solofløjtenist ved Berliner Philharmonikerne. Prisoverrækkeren var nu, i tråd med de over 40 år, der er gået, siden sidst Léonie Sonnings Musikpris besøgte Odense, Hendes Majestæt Dronning Mary.
Emmanuel Pahud kvitterede for prisen med en spektakulær koncert, der rummede musik fra hele hans musikalske palette: som solofløjtenist, kammermusiker, orkestermusiker og solist i bl.a. Carl Nielsens mageløse fløjtekoncert.
Det var en magisk koncert at være vidne til. Publikum sad musestille og lyttede til musik fra Debussy (Syrinx, En fauns eftermiddag og Sonate for fløjte, bratsch og harpe) og Carl Nielsen (Helios-ouverturen og fløjtekoncerten) over Sofia Gubajdulinas atmosfæriske og voldsomme, 30 år gamle "Musik for fløjte, strygere og slagtøj" og til helt nykomponeret musik for fløjtekor af den unge, islandske komponist Bára Gísladóttir.
Og til sidst kunne en stolt og rørt musiker takke for prisen og det magiske, musikalske samspil med Odense Symfoniorkester, bl.a. med ordene "Det er vigtigt at tage musikken seriøst - men lad os ikke tage os selv alt for seriøst". Din benovede musikbibliotekarinde tog ovenstående billede.
Nedenfor kan du se alle de titler, biblioteket ligger inde med, hvor Emmanuel Pahud medvirker. Der skulle være garanti for mange, mange timer i selskab med verdens ubestrideligt største klassiske fløjtenist.
Udgivet: Fredag 31. maj 2024 • Opdateret: Fredag 31. maj 2024