Guld fra Gemmerne #44 Christian Alvad - Tøbrud, 1981 | Odense Bibliotekerne

Christian Alvad – Tøbrud, 1981
Christian Alvad (akustisk guitar), Gary Snider (akustisk guitar), Jens Jefsen (kontrabas), Poul Poulsen (trommer) og Mogens Friis-Jensen (tvær- og blokfløjter)

På biblioteket laver vi mange udstillinger, og det er noget vi gør for at hylde musikere og mærkedage især. Ind imellem udfordrer vi konceptet og prøver at tænke i andre baner. Da vi skulle lave en efterårsudstilling, fandt vi hurtigt ud af, at det var svært at finde albums dedikeret til denne årstid, nok fordi det ikke er den mest inspirerende. I foråret bliver de fleste af os optimistiske og fyldt med gå på mod, sommeren er festernes årstid og vinteren kommer hurtigt til at handle om jul. Efteråret er derimod for mange noget der skal overstås, og det understreges i fraværet i kunsten. Men der er perioder imellem årstiderne, hvor anelser af brud med vinterens mørke og kulde antydes og en spirende forårsfornemmelse titter frem.
 

Tøbrud er en plade der hylder vinterens afslutning, og det er ikke kun albummets navn, men også hele æstetikken omkring albummet virker kold, og dog med gram af tydelig optimisme og håb smurt ud over alle numrene. Nogle vil mene det er et sidespor at sammenligne for meget med andre kunstnere, men jeg synes det giver særlig god mening her. For når vi kigger på albummets bagside, ser vi et træ i centrum i sort/hvid omkranset af mørke og mystik. Der er nemlig et album, jeg med det samme får associationer til, når jeg hører Tøbrud, og det er Ralph Towners Solstice fra 1974. Denne plade rummer nemlig den samme vemodige stemning, og jeg vil mene der er mange referencer til Towners lyd i guitarerne, men også i arrangementerne. Tøbrud er dog på ingen måde en kopi eller et ’rip-off’ af Solstice, og jeg blev virkelig blæst bagover da jeg hørte pladen. Dels spiller musikerne på denne plade helt utroligt godt på deres instrumenter, men arrangementerne og de dynamiske opbygninger er i særklasse. De har virkelig øvet det her musik igennem mange gange. Med titler som Tøbrud, Geyser, Trækfuglene og Vintersolhvervs Blues skaber trioen en aura om sig selv og bandet som helhed, og trioen formidler denne årstid utroligt smukt igennem musik. Det er nemlig ikke kun mørke og våde dage tankerne går til, men også de smukke morgener og indimellem den hyggelige side af denne årstid, som tit bliver undervurderet i sin charme.  Tilfældigvis har jeg selv som barn fisket meget ved Rørbæk Sø, og det er også titlen på et af numrene. Her fornemmer vi virkelig den stille og kølige februar morgen hvor søen står stille, disen letter og den omkringliggende skov viser sit ansigt i sine nøgne grene fyldt med knopper. Rørbæk Sø er en af de mange smukke ballader, som der er tydelig overvægt af på albummet. Hør i Geyser hvordan de tre musikere får det til at lyde legende let at spille så kompliceret, som de gør. Musikken skifter hele tiden toneart, nye akkordforbindelser introduceres, og alligevel lyder det som barnemad for dem. Når der er taget stilling til de dynamiske opbygninger, kan selv de mest komplicerede numre pludselig fremstå spiselige og det er noget de her musikere er mestre i. 

Orkestret er ikke bange for at spille rytmisk og her skal nummeret Janus især fremhæves. Efter en lang passage med følsom musik skifter bandet karakter, og rytmegruppen går over i en mere funket spillestil, hvor der løsnes op i akkompagnementet af soloen, som i øvrigt er straight-up bluesstil. Det samme høres i outroen på titelnummeret Tøbrud. Janus er også et af de numre, hvor der er trommer med. Netop fordi trioen tør stå ved, at denne måde at spille på er lige så vigtig som de sirlige og smukke arrangementer, beviser trioen at de ikke kopierer nogen. De får det til at fungere selvom det umiddelbart lyder som to verdener der mødes, og det viser sig at være et af de karaktertræk, der definerer dette ensemble. Der er ingen tvivl om at vi har med et overvejende skandinavisk band at gøre, selvom Gary Snider oprindeligt kommer fra Canada. I 1973 flytter han til Danmark og stifter bekendtskab med Christian Alvad og Snider har boet i Danmark lige siden. Den skandinaviske nerve kan høres flere steder. Brugen af fløjter i passager er velvalgt og det giver musikken et ekstra nordisk islæt, som giver musikken dybde og autenticitet. Brug af fløjter kan blandt andet høres på Tøbrud og Springdans. Og apropos Springdans er det næsten uundgåeligt at tænke på den svenske basmastodont Palle Danielsson (som er død kort før denne artikel er skrevet i øvrigt), når Jens Jefsen stempler ind. Nordisk baslyd er i mine ører karakteriseret ved en meget stor og træagtig klang med lange toner, ofte spillet på stålstrenge. I en klassisk amerikansk jazzkontekst vil man høre kortere toner, og som oftest spillet på tarmstrenge. Det var netop denne nordiske lyd som Keith Jarret forelskede sig i, da han dannede sin European Quartet, netop med Palle Danielsson på bas. Jens Jefsen er en de helt store danske baskoryfæer der, ligesom Hugo Rasmussen og NHØP, har medvirket på utallige indspilninger. Udover Jefsens mange rendyrkede jazzalbums kan Poul Dissing & Benny Andersens Oven Visse Vande varmt anbefales, hvis man gerne vil høre et godt eksempel på Jens’ karismatiske basspil.

Tilbage på sporet! Produktionen på Tøbrud er meget ren i sin helhed, og det klare mål er her at få den bedste akustiske lyd som muligt. Her betyder det vanvittigt meget at man har styr på sine mikrofoner, at musikerne spiller rigtig godt og at man vælger det rigtige rum til indspilningen. Tøbrud opfylder alle tre krav, og alt i alt sidder jeg tilbage som lytter med en plade i hånden, jeg ikke forstår jeg aldrig har hørt om før – og det er jo det smukke ved et projekt som Guld fra Gemmerne. Noget musik går i glemslen og bliver ikke ført videre til de nye generationer af engagerede lyttere. Det er virkelig ærgerligt, men nok også uundgåeligt med al den musik der hele tiden bliver skabt og udgivet.  

Denne plade er en kæmpe anbefaling for alle, der går op i vellydende akustisk guitarmusik. Der er så mange detaljer i arrangementerne, at der vil være ’mad’ til mange timers fordybelse. Pladen egner sig også til lytteren, der godt kan lide instrumental musik, som ikke er for eksperimenterende. Sangene på Tøbrud forbliver pæne og vellydende, og derfor fremstår pladen meget helstøbt og velovervejet både i det visuelle og auditive udtryk.     

God fornøjelse med lytningen!
- Jens Samuel Schleicher Bønnerup