10 år siden at Spids Nøgenhat kom med fred | Odense Bibliotekerne

Tabet af en nær ven sætter nogle gange skub i ting, som ligger og ulmer i baghovedet. Spids Nøgenhat havde egentlig ikke de store planer om at udgive nyt. Deres første album, En mærkelig kop te, var blevet et kulthit, mens de holdt pause, og angsten for at ødelægge det gode ry fyldte mere end lysten til at lave nyt. Men da Ralph Rjeily, deres booker og ven ­– og hovedårsagen til gendannelsen – gik bort, skulle der laves et album til ære for ham.

Men Kommer med fred handler om mere end tabet af en nær ven. Det handler om nuet, om kærlighed og en smule om euforiserende stoffer. Spids Nøgenhat er opkaldt efter den berømte svamp, som man i dokumentaren Born to Lose – en film om Lorenzo Woodrose kan se frontmand Uffe ”Guf” Lorenzen samle til eget forbrug. Musikken er dansk syrerock af høj karat. Kommer med fred leger som sin forgænger med ekko og udsyring af sangene, men er generelt mere strømlinet i sine sangstrukturer. Lyden af Spids Nøgenhat er kort sagt lyden af peace, love and harmony som i de gode gamle 70’ere.

”Spids Nøgenhat kommer med fred”

Programerklæringen ringer ud i et ekko og erstattes af først en akustisk guitar og siden hele bandet. ”Mere lys” er en perfekt åbner, som både lyrisk og musikalsk sætter tonen for resten af albummet. Der er elementer af det syrede og det rene rockede. Vi befinder os i selskab med en person, som vil fortælle om fortræffelighederne ved et psykedelisk trip. ”Har du prøvet at male dine dage blå/ Og trukket vejret, som om det var for allerførste gang?” bliver lytteren spurgt, og det lyder som en lige dele skræmmende og tillokkende oplevelse. Med et ønske om mere lys, kærlighed og frihed, sender Spids Nøgenhat dig videre ind i resten af trippet.

For frihed er lige det, vi gerne vil have. Hittet ”Lolland Falster” – altså hør lige omkvædet og prøv at lade være med at få dét på hjernen – søger væk fra storbyen, hvor politiet kontrollerer stofferne og til et sted, hvor alt er frit. Lolland Falster repræsenterer drømmen om dette sted, hvor hashen gror frit, man har vejene for sig selv og alt stråler af harmoni. Og så har man bare lyst til at synge ”Lolland, Lolland Falster”, når man har hørt sangen. Igen og igen og.

Efter den gode oplevelse kommer vi ned på jorden igen med ”Lever vi nu?”. Den starter sådan:

”Det med de ældste huse
Der har de dybeste stemmer
Du havde så evigt ret
Lever vi nu?”   

Du’et i dette vers må være Rjeily, der tales til. En tak for visdomsord. En tak for at have været en del af livet. Og en modløshed om, hvad livet nu er. Det er en stærk tekst, som bearbejder følelsen af at miste en nær, hvor tanker om livets mening bliver sat i perspektiv og måske endda sat spørgsmålstegn ved. For der kommer intet svar, kun flere og flere spørgsmål. Spørgsmål, som man selv må svare ja eller nej til. Musikken lægger ikke op til tristhed, men er, efter en stille indledning, ret upbeat og giver et perspektiv fremad og ind i livet.

Et meget vigtigt nummer – og med afstand det længste på albummet – er et cover af ”Den gennemsigtige mand”. Hyldemor har lavet originalen, som handlingsmæssigt springer i tid. Musikken i originalen er hektisk, især pga. Hans Vindings vokal, som bevæger sig et eller andet sted mellem sang og snak, og derfor kan være lidt svær at finde rytme i. Spids Nøgenhats version er langt mere dvælende, og Lorenzen føler hver eneste stavelse, der kommer ud af munden på ham. Det er er stemningsmættet og passer godt i teksterne, som malerisk beskriver situationer med onde mænd. Der er morderen, der hyler og kæfter op, nazisten lige efter 2. verdenskrig sluttede og danskerne gik bersærk og dealeren, der er ligeglad med andres liv.

Fortællingen bygger op til sidste vers, hvor fortælleren får at vide af psykologen, at han er normal, hvorefter han kigger sig i spejlet og ser den samme type mand, som er beskrevet i tidligere vers. Det indeholder en erkendelse af, at alle mennesker indeholder godhed og ondskab. Analysen her er overfladisk, og der er flere lag at grave ned i, hvis man har lyst.

Tekster lige til sagen

Til sidst vil jeg fremhæve Lorenzens evne til at skrive linjer, som indledninger til sangene på fremragende. De næste tre sange starter således:

”Jeg så en spids nøgenhat i græsset
Den vokser, hvor dyrene er fri” (Spids nøgenhat i græsset)

”Forsforgule tårer
Løber ned ad Gaias kind” (Jorden kalder)

”Hvis du tror at lykken er til salg
Hvis du tror at skæbnen er et valg” (Vand, brød og te)

Bare på de første to linjer har man en fornemmelse af, hvad sangene handler om. Der bliver proppet et klart budskab ind på meget lidt plads og derefter bruges resten af sangene til at udvide billederne og fortællingen. Budskabet om at leve i fred og harmoni med naturen og hinanden er vigtigt for Spids Nøgenhat, og det kan mærkes hele albummet igennem.

Den messende sang, ”Fred”, runder det hele af, og her syrer de helt ud. Det er en seance, hvor medlemmerne synger ”Kommer med fred, alle skal med” igen og igen indtil den bliver en brummende, hypnotiserende oplevelse, som får lytteren fuldstændig ned i gear. Med Spids Nøgenhat slutter du ikke med en optur, men med en omgang hjernemassage.

Albummet er et mesterværk, og jeg har ærgret mig mange gange over, at jeg først opdagede bandet, efter de var gået i opløsning igen. Jeg drømmer om på et tidspunkt at se dem samlet på scenen, men jeg sætter ikke mine forhåbninger for højt. Kommer med fred viser, at 70’ernes musik sagtens kan fungere i en opdateret udgave uden at miste sin sjæl. Og man kan også sagtens høre syrerock uden selv at være på noget euforiserende.

Musikbiblioteket kommer med fred!